Читать книгу: «Kidnappet», страница 4

Kapitel 8

Så snart Riley og Lucy trådte ud af FBI-flyet, kom en ung uniformeret politimand løbende hen imod dem på asfalten.

"Jeg er så glad for at se jer," sagde han. "Politichef Alford er så ophidset, at han snart skal bindes fast. Hvis ikke nogen tager Rosemarys lig ned nu, får han muligvis et slagtilfælde. Journalister er allerede i gang med at dække sagen. Jeg hedder Tim Boyden."

Rileys hjerte sank, da hun og Lucy præsenterede sig selv. Nyhedsmedier på gerningsstedet var et hurtigt og sikkert tegn på problemer. Sagen ville få en svær begyndelse.

"Skal jeg hjælpe jer med at bære noget?" Spurgte politibetjent Boyden.

"Vi klarer den," sagde Riley. Hun og Lucy havde kun et par små poser.

Politibetjent Boyden pegede hen over det asfalterede område.

"Bilen holder lige derovre," sagde han.

De gik alle tre hurtigt hen til bilen. Riley satte sig ind på passagersædet, imens Lucy tog bagsædet.

"Vi er kun et par minutters kørsel fra byen," sagde Boyden, da han begyndte at køre. "Jeg fatter simpelthen ikke, at det her er sket. Stakkels Rosemary. Alle holdt så meget af hende. Hun hjalp altid andre mennesker. Da hun forsvandt for et par uger siden, frygtede vi det værste. Men vi kunne ikke have forestillet os…»

Hans stemme forsvandt, og han rystede på hovedet i forfærdet vantro.

Lucy lænede sig frem fra bagsædet.

"Jeg kan forstå, at I har oplevet et lignende mord før dette," sagde hun.

"Ja, dengang jeg stadig gik i gymnasiet," sagde Boyden. "Det skete dog ikke lige her i Reedsport. Det var nær Eubanks, som er længere mod syd langs floden. Et lig viklet ind i kæder, ligesom Rosemary. Liget havde også en spændetrøje på. Har politichefen ret? Er der en seriemorder på spil?"

"Det kan vi ikke sige noget om endnu," sagde Riley.

Sandheden var, at hun troede, at politichefen have ret. Men den unge betjent virkede ophidset nok allerede. Der var ingen grund til at skræmme ham yderligere.

"Jeg fatter det ikke," sagde Boyden og rystede igen på hovedet. "En dejlig lille by som vores. En dejlig dame som Rosemary. Jeg fatter det ikke."

Da de kørte ind i byen, så Riley et par sendevogne med tv-journalister på den lille hovedgade. En helikopter fra en tv-station kredsede over byen.

Boyden kørte hen til en afspærring, hvor en lille klynge af journalister stod samlet. En betjent vinkede bilen igennem. Et par sekunder senere kørte Boyden bilen langs en strækning med togskinner. Liget hang ned fra en elmast. Flere uniformerede politibetjente stod et par meter derfra.

Da Riley trådte ud af bilen, genkendte hun politichef Raymond Alford. Han kom hen imod hende og så absolut ikke glad ud.

"Jeg håber virkelig, du har en god grund til, at vi stadig har liget hængende her," sagde han. "For os er det et rent mareridt. Borgmesteren truer med at afskedige mig."

Riley og Lucy fulgte ham hen imod liget. I det sene eftermiddags sollys så det endnu mere mærkværdigt ud, end det havde gjort på de fotos, Riley havde set på sin computer. De rustfrie stålkæder gnistrede i sollyset.

"Jeg går ud fra, at du har afspærret gerningsstedet," sagde Riley til Alford.

"Vi har gjort det så godt vi kunne," sagde Alford. "Vi har afspærret området så langt væk, at ingen kan se liget undtagen fra floden. Vi har omdirigeret togene til at køre udenom byen. Det forsinker dem og ødelægger deres tidsplan. Det må være sådan, at Albany-nyhedskanalerne fandt ud af, at der foregår noget her. De har bestemt ikke hørt om det fra mine folk."

Mens Alford talte, druknede hans stemme i larmen fra tv-station-helikopteren, da den fløj direkte henover hovedet på ham. Han opgav at prøve at sige det, han ville sige. Riley kunne aflæse bandeordene på læberne, da han kiggede op på helikopteren. Uden at stige til vejrs drejede helikopteren væk i en cirkelbevægelse. Piloten havde tydeligvis til hensigt at kredse rundt på denne måde.

Alford tog sin mobiltelefon frem. Da han fik nogen i røret, råbte han: "Jeg sagde, at du skulle holde din forbandede helikopter væk fra dette sted. Fortæl nu din pilot, at han skal flyve op over fem hundrede fod. Det er loven."

Ud fra Alfords ansigtsudtryk at dømme tænkte Riley, at personen i den anden ende gav ham en vis modstand.

Endelig sagde Alford: "Hvis du ikke får den fugl fløjet ud herfra lige nu, bliver dine journalister udelukket fra nyhedskonferencen, jeg skal holde i eftermiddag."

Hans ansigt slappede lidt af. Han så op og ventede. Efter et øjeblik steg helikopteren til en mere rimelig højde. Støjen fra dens motor fyldte stadig luften med en høj og vedvarende summen.

"For pokker, jeg håber ikke, vi får mere af det her," knurrede Alford. "Så snart vi får skåret liget ned, så er der mindre her til at tiltrække dem. På kort sigt går jeg ud fra, at der er en positiv side ved det. Hoteller og andre overnatningssteder får noget ekstra indtjening. Det gælder også restauranterne – journalisterne skal jo spise. Men i det lange løb vil det være skidt, hvis turister bliver skræmt væk fra Reedsport."

"Du har gjort et godt stykke arbejde med at holde dem væk fra gerningsstedet," sagde Riley.

"Ja, det er altid noget," sagde Alford. "Kom nu, lad os få arbejdet gjort."

Alford førte Riley og Lucy nærmere det ophængte lig. Liget var fastgjort i en kædesele, der var viklet omkring det. Selen var bundet fast til et tungt reb, der løb gennem en stålskive, som var fastgjort til en høj elmast. Resten af rebet faldt ned på jorden i en skarp vinkel.

Riley kunne se kvindens ansigt nu. Den slående lighed med Marie ramte hende endnu engang som et elektrisk stød. Det var den samme tavse smerte og kval, som hendes venindes ansigt havde udtrykt, efter hun havde hængt sig selv. De svulmende øjne og kæden, der kneblede munden gjorde synet endnu mere foruroligende.

Riley kiggede på sin nye partner for at se, hvordan hun reagerede. Til sin overraskelse så hun, at Lucy allerede var i gang med at tage noter.

"Er det her dit første gerningssted?" spurgte Riley hende.

Lucy nikkede bare, imens hun skrev og observerede. Riley syntes, at hun taklede synet af liget vældig godt. Mange andre grønskollinger ville være i gang med at kaste op i buskene på dette tidspunkt.

Alford så derimod ud til at have kvalme. Selv efter alle disse timer havde han ikke vænnet sig til det. For hans egen skyld håbede Riley heller ikke, at han nogensinde ville det.

"Ikke meget af en lugt endnu," sagde Alford.

"Ikke endnu," sagde Riley. "Hun er stadig i en tilstand af autolyse, for det meste kun intern cellefordeling. Det er ikke varmt nok til at fremskynde forrådnelsesprocessen. Kroppen er ikke begyndt at nedbrydes indefra. Det er på det tidspunkt, at lugten vil blive rigtig dårlig."

Alford så mere og mere bleg under denne tale.

"Hvad med rigor mortis?" spurgte Lucy.

"Jeg er sikker på, at rigor mortis er indtruffet," sagde Riley. "Tilstanden vil sandsynligvis vare yderligere tolv timer."

Det så slet ikke ud til at tage pippet fra Lucy. Hun fortsatte bare med at tage flere noter.

"Har du fundet ud af, hvordan morderen fik hende derop?" spurgte Lucy Alford.

"Vi har en idé om det," sagde Alford. "Han klatrede op og bandt remskiven på plads. Så trak han liget op. Du kan selv se, hvordan det er fastgjort."

Alford pegede på et bundt jernvægte, der lå ved siden af jernbanesporene. Rebet var bundet gennem huller i vægtene og knyttet omhyggeligt, så de ikke kunne løsne sig. Vægterne var den slags, der kunne findes i vægtmaskiner i et motionscenter.

Lucy bøjede sig ned og kiggede nærmere på vægterne.

"Der er næsten nok vægt her til fuldstændigt at opveje kroppen," sagde Lucy. "Det er mærkeligt, at han trak alle disse tunge ting med sig. Man skulle tro, han bare ville have bundet rebet direkte til masten."

"Hvad fortæller det dig?" spurgte Riley.

Lucy tænkte sig om et øjeblik.

"Han er lille og ikke særlig stærk," sagde Lucy. "Remskiven kunne ikke klare det alene. Han havde brug for vægten til at hjælpe sig."

"Supergodt," sagde Riley. Så pegede hun på den modsatte side af jernbanesporene. På en kort strækning kunne man delvis se dækspor fra det nærliggende fortov til den smudsige jord. "Og du kan se, at han kørte sit køretøj meget tæt på. Det var han nødt til. Han kunne ikke trække liget særlig langt på egen hånd."

Riley undersøgte jorden nær elmasten og fandt skarpe aftryk i jorden.

"Det ser ud til, at han brugte en stige," sagde hun.

"Ja, og vi fandt stigen," sagde Alford. "Kom, så skal jeg vise jer det."

Alford tog Riley og Lucy med tværs hen over jernbanesporene til et forfaldent lager, som var bygget af bølgeblik. Der hang en opbrudt hængelås på dørenes hasp.

"I kan se, hvordan han brød ind her," sagde Alford. "Det var let nok at gøre med en boltsaks. Dette lager bruges ikke til meget andet end langtidsopbevaring, så det er ikke særlig sikkert."

Alford åbnede døren og tændte lysstofrørene. Stedet var faktisk for det meste tomt, undtagen for et par leveringskasser, der var dækket af spindelvæv. Alford pegede på en høj stige, der stod mod væggen ved siden af døren.

"Der er stigen," sagde han. "Vi fandt frisk mudder på benene. Den hører sandsynligvis til her, og morderen kendte til den. Han brød ind, trak den ud og klatrede op for at binde remskiven på plads. Da han havde placeret liget, hvor han ønskede det, bar han stigen tilbage herind og kørte væk."

"Måske tog han også remskiven inde fra lageret," foreslog Lucy.

"Forsiden af dette lager er oplyst om natten," sagde Alford. "Så han er dristig, og jeg vil vædde på, at han er temmelig hurtig, selvom han ikke er meget stærk."

I det øjeblik lød der en skarp, høj lyd udenfor.

"Hvad i helvede?" råbte Alford.

Riley vidste straks, at det var et skud.

Kapitel 9

Alford trak sin pistol og gik bevæbnet ud af lageret. Riley og Lucy fulgte med deres hænder på deres egne pistoler. Udenfor svævede der noget i cirkler omkring elmasten, hvor liget hang. Det lavede en vedvarende summende lyd.

Den unge betjent Boyden havde trukket sin pistol. Han havde lige affyret et skud mod den lille drone, der kredsede om liget og var klar til at affyre næste skud.

"Boyden, læg den forbandede pistol væk!" råbte Alford. Han stak sit eget våben i hylsteret.

Boyden vendte sig overrasket mod Alford. Lige da han lagde sit våben væk, steg dronen højere op og fløj væk.

Politichefen var rasende.

"Hvad i helvede er det du foretager dig, når du affyrer skud på den måde?" snerrede han ad Boyden.

"Beskyttelse af gerningsstedet," sagde Boyden. "Det er sandsynligvis nogle bloggere, der tager billeder."

"Sandsynligvis," sagde Alford. "Og jeg bryder mig lige så lidt om det, som du gør. Men det er ulovligt at skyde disse tingester ned. Desuden er der folk i området. Du burde vide bedre."

Boyden bøjede hovedet.

"Undskyld, chef," sagde han.

Alford vendte sig mod Riley.

"Droner, for helvede!" Sagde han. "Jeg hader bestemt det enogtyvende århundrede. Agent Paige, fortæl mig, at vi kan tage liget ned nu."

"Har du flere billeder end dem, jeg så?" Spurgte Riley.

"Masser af dem, der viser enhver lille detalje," sagde Alford. "Du kan se på dem på mit kontor."

Riley nikkede. "Jeg har set, hvad jeg havde brug for at se her. Og du har gjort et godt stykke arbejde med at holde gerningsstedet under kontrol. Gå videre og skær hende ned."

Alford sagde til Boyden, "Ring til den lokale retsmediciner. Fortæl ham, at han ikke behøver at trille tommelfingre og vente længere."

"Forstået, chef," sagde Boyden og tog sin mobiltelefon frem.

"Kom nu," sagde Alford til Riley og Lucy. Han tog dem med hen til sin politibil. Da de satte sig ind og kørte, vinkede en betjent bilen forbi barrikaden ud på hovedgaden.

Riley noterede ruten omhyggeligt. Morderen ville have kørt sit køretøj ind og ud ad den samme rute, som både Boyden og Alford brugte. Der var ingen anden vej ind i området mellem lageret og togsporene. Det virkede sandsynligt, at nogen havde set morderens køretøj, selvom de måske ikke havde troet det usædvanligt.

Reedsport politistation var intet andet end en lille murstenbygning lige ved byens hovedgade. Alford, Riley og Lucy gik ind og satte sig på politichefens kontor.

Alford lagde en stak mapper på sit skrivebord.

"Her er alt, hvad vi har," sagde han. "Den komplette mappe om den gamle sag fra for fem år siden og alt indtil nu om mordet i går aftes."

Riley og Lucy tog hver enkelt mappe og begyndte at gennemse dem. Rileys opmærksomhed blev henledt på billederne fra den første sag.

De to kvinder var på samme alder. Den første arbejdede i et fængsel, hvilket betød, at hun til en vis grad kunne ende som muligt offer. Men den anden ville blive betragtet som et lavere risiko offer. Og der var ingen indikation af, at nogen af dem frekventerede barer eller andre steder, der ville gøre dem specielt sårbare. I begge tilfælde havde de, der kendte kvinderne, beskrevet dem som venlige, hjælpsomme og konventionelle. Og alligevel måtte der være en faktor, der gjorde morderen tiltrukket af netop disse kvinder.

"Har I gjort nogen fremskridt vedrørende Marla Blaineys drab?" spurgte Riley Alford.

"Sagen hørte til under Eubanks politi- og retskreds. Kaptajn Lawson. Men jeg samarbejdede med ham på sagen. Vi fandt ud af noget vigtigt. Kæderne var helt almindelige. Morderen kunne have hentet dem i enhver hardwarebutik."

Lucy lænede sig ind mod Riley for at se på de samme billeder.

"Alligevel købte han en masse af dem," sagde Lucy. "Man skulle tro, at en ekspedient ville have bemærket nogen, der køber så mange kæder."

Alford nikkede enigt.

"Ja, det var, hvad vi troede på det tidspunkt. Men vi kontaktede hardwareforretninger rundt omkring i området. Ingen af butiksfolkene kunne huske noget usædvanligt salg af kæder. Han må have købt nogle få ad gangen her og der uden at tiltrække megen opmærksomhed. Da han nåede frem til tidspunktet for mordet, havde han en stor bunke af dem lige ved hånden. Det har han måske stadigvæk."

Riley kiggede indgående på den spændetrøje, som kvinden havde på. Den så identisk ud med den, der blev brugt til at binde gårsdagens offer.

"Hvad med spændetrøjen?" Spurgte Riley.

Alford trak på skuldrene. "Man skulle tro, at sådan noget ville være let at spore. Men vi har intet. Det er standardudstyr på psykiatriske hospitaler. Vi har undersøgt alle hospitaler i hele staten, inklusive et lige her i nærheden. Ingen havde bemærket, at der manglede eller var stjålet spændetrøjer."

En tavshed fulgte, da Riley og Lucy fortsatte med at kigge på rapporter og fotos. Ligene var blevet efterladt inden for 16 kilometer fra hinanden. Alt tydede på, at morderen sandsynligvis ikke boede særlig langt væk. Men den første kvindes lig var blevet smidt ubevægeligt på en flodbred. I løbet af de fem år mellem mordene havde morderen holdning ændret sig på en eller anden måde.

"Så, hvad tror du om denne fyr?" Spurgte Alford. "Hvorfor spændetrøjen og alle kæderne? Virker det ikke temmelig overdrevent?"

Riley tænkte sig om et øjeblik.

"Ikke i hans sind," sagde hun. "Det handler om magt. Han vil begrænse sine ofre, ikke kun fysisk, men symbolsk. Det går langt ud over det praktiske. Det handler om at fjerne offerets magt. Morderen ønsker virkelig at understrege dette."

"Men hvorfor kvinder?" spurgte Lucy. "Hvis han ønsker at nedbryde sine ofre, ville det ikke være mere dramatisk med mænd?"

"Det er et godt spørgsmål," svarede Riley. Hun tænkte tilbage på gerningsstedet – hvordan kroppen var blevet så omhyggeligt opvejet.

"Men husk, han er ikke særlig stærk," sagde Riley. "Det kan delvis være et spørgsmål om at vælge lettere mål. Middelaldrende kvinder som disse vil sandsynligvis udgøre en mindre kamp. Men de står sandsynligvis også for noget i hans sind. De blev ikke valgt som enkeltpersoner, men som kvinder – og hvad det end er, kvinder repræsenterer for ham."

Alford knurrede kynisk.

"Så du siger, at det ikke var noget personligt," sagde han. "Det er ikke, fordi disse kvinder har gjort noget for at blive fanget og dræbt. Det er ikke, fordi morderen selv troede, at de særligt fortjente det."

"Sådan går det ofte," sagde Riley. "I min seneste sag gik morderen målrettet efter kvinder, der købte dukker. Han var ligeglad med, hvem de var. Det eneste, der betød noget, var, at han så dem købe en dukke."

Der blev stille igen. Alford kiggede på sit ur.

"Jeg har en pressekonference om cirka en halv time," sagde han. "Er der noget andet, vi har brug for at diskutere inden da?"

Riley sagde: "Jo før agent Vargas og jeg kan interviewe ofrets nærmeste familie, desto bedre. Helst i aften, hvis det er muligt."

Alford rynkede bekymret øjenbrynene.

"Det tror jeg ikke," sagde han. "Hendes mand døde ung, måske for femten år siden. Alt, hvad hun har tilbage, er et par voksne børn, en søn og en datter, som begge har deres egne familier. De bor midt i byen. Mine folk har interviewet dem hele dagen. De er virkelig trætte og fortvivlede. Lad os give dem en pause indtil i morgen, før vi gennemgår sagen med dem."

Riley så, at Lucy var ville gøre indsigelse, så hun stoppede hende med en stille bevægelse. Det var smart af Lucy at ønske straks at interviewe familien. Men Riley vidste også bedre end at skabe konflikter med de lokale politifolk, især når de var så kompetente som Alford og hans team.

"Jeg forstår," sagde Riley. "Lad os prøve til i morgen formiddag. Hvad med familien til det første offer?"

"Jeg tror, der stadig kan være nogle slægtninge nede i Eubanks," sagde Alford. "Jeg tjekker det. Lad os bare ikke skynde os. Morderen har slet ikke travlt. Hans sidste mord var for fem år siden, og han formodes ikke at slå til lige med det samme igen. Lad os tage os tid til at gøre tingene rigtigt."

Alford rejste sig fra sin stol.

"Jeg må hellere gøre klar til pressekonferencen," sagde han. "Vil I to være en del af det? Har du noget, du vil sige?"

Riley tænkte over det.

"Nej, det tror jeg ikke," sagde hun. "Det er bedst, hvis FBI for tiden holder lav profil. Vi ønsker ikke, at morderen skal føle, at han får en masse reklame. Han er måske mere tilbøjelig til at vise sig, hvis han ikke tror, han får den opmærksomhed, han fortjener. Lige nu er det bedre for dig at være det ansigt, folk ser."

"Nå, men I kan bo her," sagde Alford. "Jeg har reserveret et par værelser på en lokal Bed & Breakfast til jer. Der holder også en bil ude foran, som I kan bruge."

Han lod reservationspapirerne og et sæt bilnøgler glide tværs hen over sit skrivebord til Riley. Hun og Lucy forlod politistationen.

* * *

Senere samme aften sad Riley i karnappen og kiggede ud over Reedsports hovedgade. Skumringen var faldet, og gadelygter var tændt. Natteluften var varm og behagelig og alt var stille uden nogen journalister i syne.

Alford havde reserveret to dejlige værelser på anden sal i Bed & Breakfast til Riley og Lucy. Kvinden, der ejede stedet, havde serveret en lækker aftensmad. Så havde Riley og Lucy tilbragt en times tid i stuen nedenunder med at planlægge i morgen.

Reedsport var virkelig en malerisk og dejlig by. Under andre omstændigheder ville det være et rart sted at holde en ferie. Men nu, da Riley var væk fra al snak om gårsdagens drab, vendte hendes sind sig mod mere velkendte bekymringer.

Hun havde ikke tænkt på Peterson hele dagen indtil nu. Han var derude, og hun vidste det, men ingen andre troede på det. Gjorde hun klogt i at lade tingene være sådan? Burde hun have prøvet hårdere at overbevise nogen?

Det gav hende kuldegysninger at tænke på, at to mordere, som havde dræbt de to kvinder her, lige nu bare levede deres liv. Hvor mange andre fandtes derude i staten og i hele landet? Hvorfor blev vores kultur plaget af disse skæve mennesker?

Hvad lavede de nu? Planlagde de et eller andet sted isoleret, eller tilbragte de komfortabelt deres tid med venner og familie – intetanende, uskyldige mennesker, som ikke havde nogen idé om det onde i deres midte?

For øjeblikket kunne Riley umuligt vide det. Men det var hendes job at finde ud af det.

Hun var også bekymret for April. Det havde ikke føltes rigtigt bare at forlade hende hos sin far. Men hvad skulle hun ellers gøre? Riley vidste, at selvom hun ikke havde taget denne sag, ville der snart komme en anden. Hun var simpelthen for involveret i sit arbejde til at håndtere en uregerlig teenager. Hun var ikke nok hjemme.

Efter en impuls tog Riley sin mobiltelefon frem og sendte en sms.

Hej April. Hvordan har du det?

Efter et par sekunder kom svaret.

Jeg har det godt mor. Hvordan har du det? Har du opklaret det endnu?

Det tog Riley et øjeblik at indse, at April mente den nye sag.

Ikke endnu, skrev hun.

April svarede: du løser det snart.

Riley smilede til det, der næsten lød som en tillidsafstemning.

Hun skrev: Vil du snakke? Jeg kunne ringe til dig nu.

Hun ventede et øjeblik på Aprils svar.

Ikke lige nu. Jeg er god.

Riley vidste ikke nøjagtigt, hvad det betød. Hendes hjerte sank lidt.

Ok, hun skrev. Godnat. Elsker dig.

Hun afsluttede samtalen og sad der og så ud i aftenmørket, som tog til. Hun smilede, da hun huskede Aprils spørgsmål…

"Har du løst det endnu?"

"Det" kunne betyde mange ting i Rileys liv. Og hun følte, at der var en lang, lang vej til at løse noget af det.

Riley stirrede ud i natten igen. Når hun kiggede ned på hovedgaden, forestillede hun sig morderen, der kørte lige gennem byen på vej til togsporene. Det havde været et dristigt træk. Men ikke nær så dristigt som at tage sig tid til at hænge et lig op i en elmast, hvor det ville være synligt i lyset fra lageret.

Den del af hans metode havde ændret sig drastisk i løbet af de sidste fem år, fra sløvt at smide et lig ved floden til at hænge det op, så hele verden kunne se det. Riley opfattede ham ikke som særlig velorganiseret, men han virkede mere besat. Noget i hans liv måtte have ændret sig. Hvad var det?

Riley vidste, at denne form for dristighed ofte repræsenterede et eskalerende ønske om reklame, om berømmelse. Det var bestemt tilfældet med den sidste morder, hun havde fundet. Men det føltes forkert i denne sag. Noget fortalte Riley, at denne morder ikke kun var lille og temmelig svag, men også selvudslettende, endda ydmyg.

Han kunne ikke lide at dræbe; det følte Riley sig temmelig sikker på. Og det var ikke berømmelse, der løftede ham til et nyt niveau af dristighed. Det var ren fortvivlelse. Måske endda anger og et halvbevidst ønske om at blive fanget.

Riley vidste af personlig erfaring, at mordere for alvor blev farlige, når de begyndte at dreje tingene imod sig selv.

Riley tænkte på noget, som politichef Alford tidligere havde sagt.

"Morderen har slet ikke travlt."

Riley følte sig overbevist om, at politichefen tog fejl.