Читать книгу: «Kidnappet», страница 3

Kapitel 5

Brent Merediths anspændte og dystre ansigtsudtryk fortalte Riley, at han overhovedet ikke brød sig om hendes forslag.

"Det er en åbenlys sag for mig," sagde hun. "Jeg har mere erfaring end nogen anden med den slags forskruet seriemorder."

Hun havde netop beskrevet opkaldet fra Reedsport, og Merediths kæbe var spændt hele tiden.

Efter lang tids tavshed sukkede Meredith endelig.

"Du får min tilladelse," sagde han modstræbende.

Riley drog et lettelsens suk.

"Tak, chef," sagde hun.

"Du skal ikke takke mig," brummede han. "Jeg siger ja i modstrid med min sunde fornuft. Jeg indvilliger kun, fordi du har de specielle færdigheder til at klare denne sag. Din oplevelse med den slags morder er unik. Jeg sørger for, at du får en partner."

Riley følte sig modløs. Hun vidste, at det ikke var muligt lige nu at samarbejde med Bill, men hun spekulerede på, om Meredith vidste, hvorfor der var spændinger imellem de to tidligere partnere. Hun tænkte, at det nok var sandsynligt, at Bill simpelthen havde fortalt Meredith, at han helst ville arbejde i nærheden af sit hjem for tiden.

"Men, chef…" begyndte hun.

"Ikke noget ’men’," sagde Meredith. "Og ikke flere narrestreger med at lege den ensomme ulv. Det er ikke klogt, og det er imod vores regler. Du er næsten blevet dræbt mere end én gang. Regler er regler. Og jeg bryder flere regler nu, når jeg ikke straks sender dig på sygeorlov efter den seneste episode."

"Ja, chef," sagde Riley stille.

Meredith gnubbede sin hage, imens han åbenlyst overvejede alle muligheder. Så sagde han: "Agent Vargas bliver din partner."

"Lucy Vargas?" spurgte Riley.

Meredith nikkede. Riley brød sig ikke om idéen.

"Hun var med på holdet, der dukkede op i mit hus i går aftes," sagde Riley. "Hun gjorde et godt indtryk, og jeg kan godt lide hende – men hun er for grøn. Jeg er vant til at arbejde sammen med mere erfarne folk."

Meredith smilede bredt. "Hun fik topkarakterer på akademiet. Og ja, hun er ung. Det er sjældent, at de nyuddannede fra akademiet bliver godkendt til at arbejde i Enhedsadfærdsanalysen. Men hun er virkelig meget dygtig. Hun er klar til at få erfaring på området."

Riley vidste, at hun ikke havde noget valg.

Meredith fortsatte: "Hvor hurtig kan du være klar til at tage af sted?"

Riley tænkte de nødvendige forberedelser igennem. Det stod først på prioriteringslisten, at hun måtte tale med sin datter. Og hvad ellers? Hendes rejsesæt var ikke her på hendes kontor. Hun skulle køre til Fredericksburg, stoppe derhjemme og så sørge for, at April kunne bo hos sin far og derefter køre tilbage til Quantico.

"Giv mig tre timer," sagde hun.

"Jeg ringer efter et fly," sagde Meredith. "Jeg vil underrette politichefen i Reedsport om, at vi har et team på vej. Vær på flypladsen om nøjagtigt tre timer. Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned."

Riley rejste sig nervøst fra stolen.

"Forstået, chef" sagde hun. Hun var næsten ved at takke ham igen, men huskede så hans befaling om ikke at gøre det. Hun forlod hans kontor uden flere ord.

* * *

Riley ankom til sit hjem i løbet af en halv time og parkerede lige udenfor hoveddøren. Hun var nødt til at få fat på sit rejsesæt, der var en lille kuffert, som hun altid havde pakket med toiletartikler, en badekåbe og skiftetøj. Hun var nødt til at hente det meget hurtigt og derefter køre ind til byen, hvor hun ville forklare tingene til April og Ryan. Hun så på ingen måde frem til den del af det, men hun var nødt til at være sikker på, at April var i sikkerhed.

Da hun satte nøglen i hoveddøren, opdagede hun, at den allerede var åben. Hun vidste, at hun havde låst den, da hun tog af sted. Det gjorde hun altid og glemte det aldrig. Alle Rileys sanser blev vakt. Hun trak sin pistol ud af hylsteret og trådte indenfor.

Da hun listede ind i huset og kiggede rundt omkring hvert hjørne, blev hun opmærksom på en lang, vedvarende støj. Det lød, som om det kom omme bagved huset. Det var musik – meget høj musik.

Hvad pokker?

Hun gik gennem køkkenet, imens hun stadig kiggede efter indbrudstyve. Bagdøren stod delvis åben, og en popsang gjaldede derude. Hun kunne lugte en velkendt aroma.

"Åh nej, ikke igen," sagde hun til sig selv.

Hun proppede sin pistol tilbage i hylsteret og gik ud. Der sad selvfølgelig April ved havebordet sammen med en mager fyr på hendes egen alder. Musikken kom fra et par små højttalere, der stod på havebordet.

Aprils øjne fyldtes med panik, da hun fik øje på sin mor. Hun stak hånden ned under havebordet for at slukke den joint, hun havde i hånden og håbede åbenbart, at den så ville forsvinde.

"Prøv ikke at skjule det," sagde Riley og gik hen mod bordet. "Jeg ved, hvad du laver."

Hun kunne nærmest ikke overdøve musikken, så hun rakte ud efter anlægget og slukkede det.

"Det er ikke, som du tror, mor," sagde April.

"Det er præcis sådan," sagde Riley. "Giv mig resten af det."

April himlede med øjnene og rakte hende en plastikpose med en lille mængde pot i.

"Jeg troede, du var på arbejde," sagde April, som om det forklarede alt.

Riley vidste ikke, om hun skulle blive mere vred eller skuffet. Hun har taget April i at ryge pot én gang tidligere. Men tingene var blevet bedre imellem dem, og hun troede, de dage lå bag dem.

Riley stirrede på den unge mand.

"Mor, det er Brian," sagde April. "Han er en ven fra skolen."

Med et fjoget grin og et glasagtigt blik rakte fyren hånden ud mod Riley.

"Hyggeligt at møde dig, fru Paige," sagde han.

Riley lod sine egne hænder hænge ned langs siden.

"Hvad laver du her nu?" spurgte Riley, henvendt til April.

"Det er her, jeg bor," sagde April med et skuldertræk.

"Du ved godt, hvad jeg mener. Du skal være hjemme hos din far."

April svarede ikke. Riley kiggede på sit ur. Tiden var knap. Hun var nødt til hurtigt at finde en løsning på situationen.

"Fortæl mig, hvad der er sket," sagde Riley.

April begyndte at se temmelig flov ud. Hun var slet ikke forberedt på denne situation.

"Jeg gik fra fars hus og hen til skolen i morges," sagde hun. "Jeg stødte på Brian foran skolen. Vi besluttede at pjække i dag. Det er ok, hvis jeg har fravær en gang imellem. Jeg får gode karakterer. Den afsluttende eksamen er først på fredag."

Brian lo en nervøs, åndsforladt latter.

"Ja, April klarer sig virkelig godt i skolen, fru Paige," sagde han. "Hun er fantastisk."

"Hvordan kom I herhen?" spurgte Riley.

April kiggede væk. Riley gættede hurtigt, hvorfor hun var så tilbageholdende med at fortælle sandheden.

"Årh, for pokker, I har blaffet, ikke?" Sagde Riley.

"Chaufføren var en rigtig flink fyr, meget stille," sagde April. "Brian kørte med hele vejen. Det var sikkert."

Riley kæmpede for at holde sine nerver og sin stemme i ro.

"Hvordan kan du vide, at du var i sikkerhed? April, du må aldrig køre med fremmede. Og hvorfor kom du tilbage hertil efter den forskrækkelse, vi fik i går aftes? Det er helt vildt tåbeligt. Tænk, hvis nu Peterson stadig var her?"

April smilede, som om hun vidste bedre.

"Hold nu op, mor. Du bekymrer dig for meget. Det siger de andre agenter. Jeg hørte to af dem tale om det – de to, der kørte mig til fars hus i går aftes. De sagde, at Peterson helt sikkert er død, og at du bare ikke vil acceptere det. De sagde, at den person, som har lagt de småsten, sandsynligvis har gjort det som en joke."

Riley kogte af raseri. Hun ønskede, at hun kunne fat på disse agenter. Det var modigt af dem at modsige Riley i hendes datters påhør. Hun overvejede at bede April om deres navne, men hun besluttede sig for at lade være.

"Hør efter, April," sagde Riley. "Jeg er nødt til at rejse ud af byen på arbejde i et par dage. Jeg rejser nu. Jeg kører dig hjem til din far. Jeg har brug for, at du bliver der."

"Hvorfor kan jeg ikke tage med dig?" spurgte April.

Riley spekulerede på, hvordan i alverden teenagere kunne være så dumme med nogle ting.

"Fordi, du er nødt til at tage din eksamen," sagde hun. "Du er nødt til at bestå, ellers kommer du bagud i skolen. Du er nødt til at bestå engelsk, og du har sløset med det fag uden grund. Og desuden arbejder jeg. Det er ikke altid sikkert at være med, når jeg er på arbejde. Det burde du vide nu."

April sagde intet.

"Kom med ind," sagde Riley. "Vi har kun få minutter. Jeg er nødt til at få pakket nogle ting, og det skal du også. Så kører jeg dig hjem til din far."

Henvendt til Brian tilføjede Riley: "Og jeg kører også dig hjem."

"Jeg kan blaffe," sagde Brian.

Riley stirrede på ham.

"Ok, så," sagde Brian med et underdanigt ansigtsudtryk. Han og April rejste sig fra bordet og fulgte efter Riley ind i huset.

"Kom så. Ind i bilen begge to," sagde hun. Teenagerne forlod lydigt huset.

Hun låste den nye lås, som hun havde sat på bagdøren, og gik derefter fra rum til rum og sørgede for, at alle vinduer var lukkede og låst.

I sit soveværelset hentede hun sin rejsetaske og tjekkede, at alt, hvad hun havde brug for, stadig var i den. Da hun gik, kiggede hun nervøst på sin seng, som om småstenene muligvis var vendt tilbage. Et øjeblik undrede hun sig over, hvorfor hun var på vej til en anden stat i stedet for at blive her og forsøge at spore morderen, der havde anbragt dem der for at plage hende.

Desuden skræmte Aprils nye adfærd hende. Kunne hun stole på, at datteren var i sikkerhed i Fredericksburg? Det havde hun troet indtil nu, men nu var hun i tvivl.

Der var stadigvæk ikke noget, hun kunne gøre for at ændre tingene. Hun havde forpligtet sig til at tage den nye sag og måtte rejse. Da hun gik ud til bilen, kiggede hun ind i de tykke, mørke skove og ledte efter ethvert tegn på Peterson.

Men der var ingen.

Kapitel 6

Riley kiggede på uret i bilen, imens hun kørte teenagerne ind i den eksklusive del af Fredericksburg og gispede, da hun så, hvor lidt tid hun havde tilbage. Merediths ord ramte hende straks.

Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned.

Måske – forhåbentlig – ville hun nå flyet til tiden. Hun havde planlagt bare at stoppe derhjemme og få fat på sit rejsesæt, og nu var tingene blevet meget mere komplicerede. Hun spekulerede på, om hun skulle ringe til Meredith og advare ham om, at familieproblemer kunne forsinke hende. Nej, hendes chef havde været forbeholden nok allerede. Hun kunne ikke forvente, at han skulle være mere forstående.

Heldigvis lå Brians hjem på vejen til Ryans hus. Da Riley kørte ind til siden ved en stor gård og stoppede bilen, sagde hun: "Jeg burde gå med ind og fortælle dine forældre, hvad der er sket."

"De er ikke hjemme," sagde Brian med et skuldertræk. "Far kommer aldrig tilbage igen, og mor er ikke der meget."

Han steg ud af bilen, vendte sig om og sagde: "Tak for turen." Da han gik hen mod sit hjem, spekulerede Riley på, hvilken slags forældre der ville lade sådant et stort barn på egen hånd. Vidste de ikke, hvilken slags problemer en teenager kunne komme i?

Men måske havde hans mor ikke rigtig noget valg, tænkte Riley elendig til mode. Og er jeg den rigtige til at bedømme det?

Så snart Brian var gået indenfor, kørte Riley væk. April havde ikke sagt noget under hele turen, og hun lod ikke til at være i humør til at tale nu. Riley vidste ikke, om tavsheden skyldtes surmuleri eller skam. Det gik op for hende, at der åbenbart var meget, hun ikke vidste om sin egen datter.

Riley var ked af det både på sine egne og Aprils vegne. I går kom de bedre ud af det sammen. Hun troede, at April begyndte at forstå presset på en FBI-agent. Men så havde Riley insisteret på, at April skulle tage hen til sin fars hus i aften, og i dag gjorde April oprør mod at blive tvunget til at gøre det.

Riley mindede sig selv om, at hun burde være meget mere sympatisk. Hun havde altid været noget af en oprører selv. Og Riley vidste, hvordan det var at miste en mor og have en fjern far. April var helt sikkert bange for, at det samme skulle ske for hende.

Hun er rædselslagen for, at der skal ske mig noget, indså Riley. I løbet af de seneste måneder havde April set sin mor gennemleve både fysiske og følelsesmæssige skader. Efter gårsdagens indbrud var April helt sikkert meget bekymret. Riley mindede sig selv om, at hun var nødt til at være mere opmærksom på, hvordan hendes datter havde det. Hvem som helst i en hvilken alder kunne have svært ved at klare Rileys komplicerede liv.

Riley parkerede foran huset, som hun engang havde delt med Ryan. Det var et stort, smukt hus med en søjlegang ved indkørslen. Riley valgte at parkere ude på gaden i stedet for at køre ind i indkørslen og holde i læ.

Hun havde aldrig følt sig hjemme her. Hun havde hun boet i et respektabelt forstadsområde, som aldrig havde passet til hende. Hendes ægteskab, huset og kvarteret havde alt sammen repræsenteret så mange forventninger, som hun aldrig havde følt sig i stand til at opfylde.

I årenes løb havde Riley indset, at hun var bedre til sit job, end hun nogensinde ville være til at leve et normalt liv. Til sidst havde hun forladt sit ægteskab, huset og kvarteret, hvilket gjorde hende endnu mere fast besluttet på at leve op til forventningerne om at være en god mor for sin teenagedatter.

Da April ville åbne bildøren, sagde Riley: "Vent."

April vendte sig og så forventningsfuldt på hende.

Uden så meget som at tænke sig om, sagde Riley: "Jeg forstår det. Jeg forstår."

April stirrede overrasket på hende. Et øjeblik så det ud som om, hun ville begynde at græde. Riley var næsten lige så overrumplet som datteren. Hun vidste ikke helt, hvad der var sket med hende. Hun vidste kun, at lige nu var ikke det rette tidspunkt at være belærende. Hun havde også en mavefornemmelse af, at hun havde sagt lige præcis det rigtige.

Riley og April steg ud af bilen og gik sammen hen til huset. Hun vidste ikke, om hun håbede, at Ryan ville være hjemme eller ej. Hun ville ikke skændes med ham, og hun havde allerede besluttet sig for ikke at fortælle ham om episoden med marihuana. Hun vidste, at hun burde, men der var ganske enkelt ikke tid til at håndtere hans reaktioner. Alligevel var hun virkelig nødt til at forklare ham, at hun ville være bortrejst i et par dage.

Gabriela, den tykke, middelaldrende guatemalanske kvinde, der havde arbejdet som familiens husholderske i årevis, hilste på Riley og April i døren. Gabrielas øjne var store af bekymring.

"Du godeste, hvor har du været?" Spurgte hun med sin stærke accent.

"Undskyld, Gabriela," svarede April ydmygt.

Gabriela kiggede indgående på Aprils ansigt. Riley kunne se på hendes ansigtsudtryk, at hun havde opdaget, at April havde røget pot.

"Fjols!" Sagde Gabriela skarpt på spansk.

"Jeg er virkelig ked af det," sagde April og lød virkelig angerfuld.

"Kom med," sagde Gabriela. Da hun førte April væk, vendte hun sig og sendte Riley et bittert og misbilligende blik.

Riley krympede sig under det blik. Gabriela var et af de få mennesker i verden, der virkelig skræmte hende. Kvinden havde også en vidunderlig måde at håndtere April på, og i det øjeblik så det ud til, at hun var bedre til at være forælder end Riley var.

Riley kaldte efter Gabriela, "Er Ryan her?"

Da hun gik væk, svarede Gabriela: "Sí." Så kaldte hun ind i huset, "Señor Paige, din datter er tilbage."

Ryan dukkede op i gangen, klædt på og klar til at gå. Han så overrasket ud, da han fik øje på Riley.

"Hvad laver du her?" Spurgte han. "Hvor var April?"

"Hun var hjemme hos mig."

"Hvad? Efter alt, hvad der skete i går aftes, tog du hende med hjem?»

Rileys kæber var sammenbidte af harme.

"Jeg tog ikke hende nogen steder," sagde hun. "Spørg hende, hvis du vil vide, hvordan hun kom dertil. Jeg kan ikke gøre noget ved, hvis hun ikke ønsker at bo sammen med dig. Du er den eneste, der kan ordne det."

"Det er alt sammen din skyld, Riley. Du er årsagen til, at hun er ustyrlig."

I et par sekunder var Riley rasende. Men hendes raseri blev erstattet af en følelse af, at han måske havde ret. Det var ikke fair, men han vidste virkelig, hvordan han skulle ramme hendes ømme punkter.

Riley tog en lang, dyb indånding og sagde: "Jeg rejser bort i et par dage. Jeg har en sag i staten New York. April er nødt til at bo her, og hun er nødt til at være i sikkerhed. Forklar venligst situationen for Gabriela."

"Du må selv forklare situationen til Gabriela," snerrede Ryan. "Jeg skal mødes med en klient nu."

"Og jeg har et fly, der afgår nu."

De stod og stirrede på hinanden et øjeblik. Deres skænderi var nået til et dødvande. Da hun så ind i hans øjne, mindede Riley sig selv om, at hun engang havde elsket ham. Og han havde vist elsket hende lige så meget. Det var dengang, da begge var unge og fattige, før han var blevet en succesfuld advokat, og hun var blevet FBI-agent.

Hun kunne ikke undgå at bemærke, at han stadig var en meget flot mand. Han gjorde meget ud af sig selv og tilbragte mange timer i træningscenteret. Riley vidste også udmærket, at han havde masser af kvinder i sit liv. Det var en del af problemet, at han nød sin frihed som ungkarl for meget til at bekymre sig om forældreskabet.

Ikke at jeg gør det meget bedre selv, tænkte hun.

Så sagde Ryan, "Det handler altid om dit job."

Riley kvalte sin vrede. De havde talt igen og igen om dette. På en eller anden måde var hendes arbejde for farligt og for banalt. Hans job var det, der betød noget, fordi han tjente mange flere penge, og fordi han hævdede at have gjort en reel forskel i verden. Som om det at føre retssager for velhavende klienter var vigtigere end Rileys uendelige krig mod det onde.

Men hun kunne ikke blive ved med at lade sig trække ind i dette gamle skænderi. Ingen af dem vandt det nogensinde alligevel.

"Vi må tale om det, når jeg kommer tilbage," sagde hun.

Hun vendte sig og gik ud af huset. Hun hørte Ryan lukke døren bag sig.

Riley satte sig ind i bilen og kørte. Hun havde mindre end en time til at komme tilbage til Quantico. Alting kørte rundt i hendes hoved. Der var sket for meget for hurtigt. For kort tid siden besluttede hun sig for at tage en ny sag. Nu spekulerede hun på, om det var den rigtige ting at gøre. Ikke kun havde April problemer med at klare sig, men hun var sikker på, at Peterson var tilbage i hendes liv.

Men på en måde gav det god mening. Så længe April boede hos sin far, ville hun være i sikkerhed for Petersons greb. Og Peterson ville ikke tage nogen andre til fange under Rileys fravær. Selvom hun syntes, han var en gåde, så vidste Riley en ting med sikkerhed. Det var kun hende, som var målet for hans hævn. Hun og ingen anden var hans næste offer. Og det ville føles godt at være langt væk fra ham et stykke tid.

Hun mindede sig selv om den hårde lektie, hun havde lært under den seneste sag – ikke at påtage sig alt det onde i verden, alt sammen på samme tid. Det kunne koges ned til et simpelt motto: Et monster ad gangen.

Og lige nu gik hun efter en særlig ondskabsfuld type. En gerningsmand, som, hun vidste, snart ville slå til igen.

Kapitel 7

Manden begyndte at trække kæder ud i deres fulde længde på den lange arbejdsbord i kælderen. Det var mørkt udenfor, men alle disse led i rustfrit stål var lyse og skinnende i lyset af elpæren.

Han trak en af kæderne ud i sin fulde længde. Den skramlende lyd vakte forfærdelige minder om at være lænket, buret inde og blive tortureret med kæder som disse. Men det var, som om han fortsatte med at fortælle sig selv: Jeg er nødt til at se min frygt i øjnene.

Og for at gøre det måtte han overbevise sig selv om, at han var herre over kæderne. I fortiden havde kæderne alt for ofte været herre over ham.

Det var en skam, at nogen måtte lide på grund af dette. I fem år troede han, at han havde lagt alt dette bag sig. Det havde hjulpet så meget, da kirken hyrede ham til at være nattevagt. Han kunne lide det job og var stolt over den autoritet, der fulgte med det. Han kunne godt lide at føle sig stærk og nyttig.

Men i sidste måned fyrede de ham. De havde brug for nogen med sikkerhedskompetencer og bedre uddannelsespapirer. Nogen større og stærkere. De lovede ham et arbejde som havemand. Han tjente stadig penge nok til at betale huslejen for sit lille hus.

Alligevel havde tabet af jobbet og tabet af den autoritet, det gav ham, rystet ham og fået ham til at føle sig hjælpeløs. Trangen brød frem igen – denne desperation efter ikke at være hjælpeløs. Det voldsomme behov for at beherske kæderne, så de ikke kunne tage magten over ham igen. Han havde før prøvet at flygte fra trangen, som om han kunne efterlade sit indre mørke her i kælderen. Sidste gang kørte han hele vejen til Reedsport i håb om at undslippe det. Men han kunne ikke.

Han vidste ikke, hvorfor han ikke kunne. Han var en god mand med et godt hjerte, og han kunne godt lide at være pligtopfyldende. Men før eller senere vendte hans venlighed sig altid imod ham. Da han hjalp sygeplejersken med at bære indkøbsvarer hen til hendes bil i Reedsport, smilede hun og sagde: "Sikke en god dreng!"

Han vred sig ved mindet om smilet og disse ord.

"Sikke en god dreng!"

Hans mor havde smilt og sagt sådanne ting, selvom hun holdt kæden om hans ben for kort til, at han kunne nå mad eller kigge ud af vinduet. Og nonnerne havde også smilet og sagt lignende, da de kiggede på ham ind gennem den lille firkant, der blev åbnet i døren til hans lille fængsel.

"Sikke en god dreng!"

Ikke alle var grusomme, vidste han. De fleste mennesker ville ham det faktisk godt, især i den lille by, hvor han havde boet længe. De kunne endda lide ham. Men hvorfor behandlede alle ham som et barn – nærmest som et handicappet barn? Han var syvogtyve år gammel, og han vidste, at han var usædvanligt velbegavet. Hans hoved var fyldt med gode idéer, og han stødte næsten aldrig på et problem, han ikke kunne løse.

Men selvfølgelig vidste han, hvorfor folk så ham, som de gjorde. Det var, fordi han næsten ikke kunne tale. Han havde stammet håbløst hele sit liv, og han prøvede næsten aldrig at tale, selvom han forstod alt det, andre sagde.

Og han var lille og svag, og hans ansigtstræk var barnlige, ligesom hos folk, der havde en medfødt defekt. Fanget i det lidt misformede kranium fandtes et bemærkelsesværdigt sind, der var svækket i sit ønske om at gøre strålende ting i denne verden. Men det vidste ingen. Ingen overhovedet. Ikke engang lægerne på det psykiatriske hospital vidste det.

Det var ironisk.

Folk troede ikke, at han kendte et ord som ironisk. Men det gjorde han.

Nu stod han nervøs med en bluseknap i hånden. Han havde taget den af sygeplejerskerens bluse, da han hængt hende op. Mindet om hende, kiggede han på barnesengen, hvor han havde holdt hende fastbundet i mere end en uge. Han ville ønske, at han kunne tale med hende og forklare, at han ikke ønskede at være grusom, men der var bare det, at hun mindede så meget om hans mor og nonnerne, især i sygeplejerskeuniform.

Synet af hende i den uniform havde forvirret ham. Det var det samme med den kvindelige fængselsvagt for fem år siden. I hans sind var begge kvinder på en måde smeltet sammen med hans mor, nonnerne og medarbejderne på det psykiatriske hospital. Han havde kæmpet, men tabt kampen om at skelne dem fra hinanden.

Det var en lettelse at være færdig med sygeplejersken. Det var et forfærdeligt ansvar at holde hende bundet sådan, give hende vand og lytte til hende stønne gennem den kæde, han havde brugt til at kneble hende med. Han løsnede kun kneblen for at putte et sugerør i hendes mund til vand nu og da. Så prøvede hun at skrige.

Hvis han blot kunne have forklaret hende, at hun ikke måtte skrige, fordi der var naboer på den anden side af gaden, som ikke må høre det. Hvis bare han kunne have fortalt hende det, ville hun måske have forstået det. Men han kunne ikke forklare noget som helst med sin håbløse stammen. I stedet havde han tavst truet hende med et skarpt barberblad. Truslen havde ikke fungeret i længden. Så han var nødt til at skære hendes hals over.

Så kørte han hende tilbage til Reedsport og hængte hende op, så alle kunne se hende. Han vidste ikke hvorfor. Måske var det en advarsel. Hvis bare folk kunne forstå det. Hvis de gjorde det, behøvede han ikke være så grusom.

Måske var det også hans måde at fortælle verden, hvor ked af det han var.

For han var ked af det. Han ville gå til blomsterhandleren i morgen og købe blomster – en billig lille buket – til familien. Han kunne ikke tale med blomsterhandleren, men han kunne skrive enkle instrukser. Gaven ville være anonym. Og hvis han kunne finde et godt sted at gemme sig, ville han stå i nærheden af graven, når de begravede hende, og han ville bøje sit hoved som enhver anden sørgende.

Han trak en anden kæde ud i fuld længde på sin arbejdsbænk og bøjede derefter dens ender så tæt sammen, som han kunne anbragte, imens han gjorde alt, hvad han kunne for at dæmpe dens raslen. Men inderst inde vidste han godt, at dette ikke var nok til at gøre ham til herre over kæderne. Han var nødt til at bruge kæderne igen. Og han ville også bruge en af de spændetrøjer, som han stadig var i besiddelse af. Nogen skulle være bundet, ligesom han havde været bundet.

En anden ville være nødt til at lide og dø.