Читать книгу: «Kidnappet», страница 2

Kapitel 3

Riley tøvede et øjeblik, før hun gik ind i bygningen, der husede Enhedsadfærdsanalysen, og hun spekulerede på, om hun overhovedet var klar til at møde nogen i dag. Hun havde ikke sovet hele natten og var træt i hele kroppen. Følelsen af frygt, der havde holdt hende vågen hele natten, havde fyldt hende med adrenalin, indtil der ikke var mere tilbage. Nu følte hun sig helt udmattet.

Riley tog en dyb indånding.

Der er kun én vej, og det er at gøre det.

Beslutsomt gik hun igennem den travle labyrint af FBI-agenter, specialister og supportpersonale. Da hun banede sig vej gennem det store område, kiggede velkendte ansigter op fra deres computere. De fleste smilede ved synet af hende, og flere gav hende tommelen op. Riley følte sig efterhånden glad for, at hun havde besluttet sig for at komme ind. Hun havde brug for noget, der kunne få hende i bedre humør.

"Godt arbejde med Dukke-dræberen," sagde en ung agent.

Der gik et par sekunder, før Riley forstod, hvad han mente. Så gik det op for hende, at ’Dukke-dræberen’ måtte være øgenavnet for Dirk Monroe, den psykopat, hun lige havde skudt. Navnet gav mening.

Riley bemærkede også, at nogle af ansigterne kiggede varsomt på hende. De havde uden tvivl hørt om hændelsen i hendes hus i går aftes, da et helt hold FBI-agenter var kørt hjem til hende som forstærkning efter hendes hektiske opringning. De spekulerer sandsynligvis på, om hun er rigtig klog, tænkte hun. Så vidt hun vidste, var der absolut ingen andre hos FBI, der troede på, at Peterson stadig var i live.

Riley standsede foran Sam Flores’ skrivebord. Han var en laboratorietekniker med sortindfattede brilleglas, som arbejdede hårdt ved sin computer.

"Hvilke nyheder har du til mig, Sam?" Spurgte Riley.

Sam kiggede op på hende fra skærmen.

"Du mener om indbruddet, ikke? Jeg kigger lige nu på nogle foreløbige rapporter. Jeg er bange for, at der ikke er meget at komme efter. Laboratorieteknikerne fandt ikke noget på småstenene – intet DNA eller fibre. Heller ingen fingeraftryk."

Riley sukkede modløst.

"Giv mig besked, hvis noget ændrer sig," sagde hun og klappede Flores på ryggen.

"Det skal du ikke regne med," sagde Flores.

Riley fortsatte til det arbejdsområde, som senioragenterne var fælles om. Da hun gik forbi de små kontorer med glasvægge, så hun, at Bill ikke var der. Det var faktisk en lettelse, men hun vidste, at hun før eller siden skulle løsne op for den kejtede stemning imellem dem.

Da hun gik ind på sit eget pæne, velorganiserede kontor, bemærkede Riley straks, at hun havde modtaget en telefonbesked. Det var fra Mike Nevins, psykiater hos D.C. Retsmedicinsk, som undertiden var konsulent i sager hos Enhedsadfærdsanalysen. I årenes løb havde han været en bemærkelsesværdig kilde til indsigt for hende, og ikke kun i bestemte sager. Mike havde hjulpet Riley igennem hendes egen PTSD, efter at Peterson havde fanget og tortureret hende. Hun vidste, at han ringede for at høre, hvordan det gik, som han ofte gjorde.

Hun var lige ved at ringe tilbage til ham, da specialagent Brent Merediths brede skikkelse dukkede op i døråbningen. Afdelingschefens sorte, kantede træk antydede hans hårde ikke-noget-pis personlighed. Riley følte sig lettet ved synet af ham og blev altid beroliget af hans tilstedeværelse.

"Velkommen tilbage, agent Paige," sagde han.

Riley rejste sig og gav ham hånden. "Tak, chef."

"Jeg hører, at du havde endnu et lille eventyr i går aftes. Jeg håber du har det godt."

"Jeg har det fint tak."

Meredith kiggede på hende med omsorgsfuld bekymring, og Riley vidste, at han prøvede at vurdere, og hun var i stand til at arbejde.

"Vil du med hen til kantinen og have noget kaffe?" Spurgte han.

"Tak, men der er nogle sagsmapper, jeg virkelig er nødt til at gennemgå. På et andet tidspunkt."

Meredith nikkede og sagde intet. Riley vidste, at han ventede på, at hun skulle tale. Han havde uden tvivl også hørt, at hun troede, at det var Peterson, som var brudt ind i hendes hus. Han gav hende en chance for at fortælle sin version. Men hun var sikker på, at Meredith ikke ville være mere tilbøjelig end nogen anden til at tro på, at det var Peterson.

"Nå, jeg må hellere gå," sagde han. "Sig til, når du er klar til kaffe eller frokost."

"Ja, det vil jeg."

Meredith tav et øjeblik og vendte sig så mod Riley.

Langsomt og omhyggeligt sagde han: "Vær forsigtig, agent Paige."

Riley forstod godt meningen med disse ord. For ikke længe siden havde en anden chef hos FBI suspenderet hende for ulydighed. Hun var blevet genansat, men hendes job hang muligvis stadig i en tynd tråd. Riley oplevede, at Meredith gav hende en venskabelig advarsel. Han ønskede ikke, at hun foretage sig noget, som bragte hende i fare. Og at skabe en masse ballade om Peterson nu, kunne give hende problemer med dem, som mente, at sagen afsluttet.

Så snart hun var alene, gik Riley hen til sit arkivskab og trak den tykke mappe med Peterson-sagen ud. Hun åbnede den på sit skrivebord og bladrede den igennem for at genopfriske sin hukommelse vedrørende sin ærkefjende. Hun fandt ikke meget, der var brugbart.

Sandheden var, at manden forblev en gåde. Der havde ikke engang været optegnelser over hans eksistens, før Bill og Riley endelig fandt ham. Peterson var måske ikke engang hans rigtige navn, og de havde fundet flere forskellige fornavne, der angiveligt var forbundet med ham.

Da Riley kiggede sagsmappen igennem, stødte hun på fotografier af hans ofre – kvinder, der var blevet fundet i grave. De havde alle brandsår, og dødsårsagen havde været kvælning. Riley gøs ved tanken om de store, magtfulde hænder, der havde fanget hende og spærret hende inde som et dyr.

Ingen vidste, hvor mange kvinder han havde dræbt. Der fandtes måske mange flere lig endnu, der ikke var blevet fundet. Og indtil Marie og Riley var blevet fanget og var undsluppet igen, så de kunne fortælle om det, var der ingen, som vidste, at han kunne lide at torturere kvinder i mørket med en propanbrænder. Og ingen andre var tilbøjelige til at tro, at Peterson stadig levede.

Det hele gik hende virkelig på. Riley var kendt for sin evne til at trænge ind i mordernes sind – en evne, der undertiden skræmte hende. Alligevel havde hun aldrig været i stand til at trænge ind i Petersons sind. Og lige nu følte hun, at hun forstod ham endnu mindre.

Riley havde aldrig oplevet ham som en psykopat, der planlagde alting på forhånd. Det faktum, at han efterlod sine ofre i lave grave antydede det modsatte. Han var ingen perfektionist. Alligevel var han omhyggelig nok til ikke at efterlade sig spor. Manden var virkelig et paradoks.

Hun huskede på noget, som Marie havde sagt til hende kort før sit selvmord…

"Måske er han som et spøgelse, Riley. Måske var det, hvad der skete, da du sprængte ham i stykker. Du dræbte hans krop, men du dræbte ikke hans ondskab."

Han var ikke et spøgelse, vidste Riley. Hun var sikker – mere sikker end nogensinde – på, at han var derude, og at hun var hans næste offer. Alligevel kunne han lige så godt være et spøgelse for hende. Bortset fra hendes selv, så troede ingen på, at han eksisterede.

"Hvor er du, din djævel?" hviskede hun højt.

Hun anede det ikke, og hun havde ingen måde at finde ud af det på. Hun havde intet andet valg end at slippe det hele nu. Hun lukkede sagsmappen og lagde den tilbage på sin plads i arkivskabet.

Så ringede hendes kontortelefon. Hun så, at opkaldet kom igennem på en linje, der var fælles for alle specialagenter. Det var den linje, som anvendt brugt til at videresende passende opkald til agenter. Som hovedregel ville den agent, der først tog et sådant opkald, tage sagen.

Riley kiggede rundt på de andre kontorer. Der var ingen andre i øjeblikket. De andre agenter var enten til pause eller ude af huset for at arbejde på andre sager. Riley besvarede telefonopkaldet.

"Specialagent Riley Paige. Hvad kan jeg hjælpe med?"

Stemmen i røret lød stresset.

"Agent Paige, det er Raymond Alford, politichef i Reedsport, New York. Vi har et stort problem. Vil det være ok, hvis vi taler sammen via videochat? Jeg tror måske, jeg så kan forklare det bedre. Og jeg har nogle billeder, som du bedre kan se."

Rileys nysgerrighed blev vakt. "Naturligvis," sagde hun. Hun gav Alford sine kontaktoplysninger. Et øjeblik senere talte hun ansigt til ansigt med ham. Han var en slank, skaldet mand, der var godt oppe i årene. Lige nu virkede hans ansigtsudtryk bekymret og træt.

"Der skete et mord her i går aftes," fortalte Alford hende. "Et rigtig grimt et af slagsen. Nu skal du se."

Et fotografi dukkede op på Rileys computerskærm. Det viste, hvad der så ud til at være et kvindelig, som hang fra en kæde over et togskinnespor. Liget var viklet ind i rigtig mange kæder, og det var underligt klædt på.

"Hvad er det, offeret har på?" Spurgte Riley.

"En spændetrøje," sagde Alford.

Riley blev forskrækket. Da hun kiggede nærmere på fotografiet, kunne hun se, at det var sandt. Derefter forsvandt billedet, og Riley sad ansigt til ansigt med Alford igen.

"Alford, jeg værdsætter dit opkald. Men hvad får dig til at tro, at dette er en sag for FBI?"

"Fordi nøjagtig den samme ting skete her i nærheden for fem år siden," sagde Alford.

Der dukkede et billede op på skærmen af et andet kvindelig. Også hun var viklet ind i kæder og bundet fast i en spændetrøje.

"Dengang var det en deltidsfængselsmedarbejder, Marla Blainey. Metoden var den samme – bortset fra at hendes lig blev smidt på flodbredden og ikke hængt op."

Alfords ansigt dukkede frem igen.

"Denne gang var det Rosemary Pickens, en lokal sygeplejerske," sagde han. "Ingen kan forestille sig et motiv for at dræbe nogen af kvinderne. De var meget vellidte begge to."

Alford så træt ud og rystede på hovedet.

"Agent Paige, mine ansatte og jeg er virkelig på dybt vand her. Det nye drab må enten være en seriemorder eller en copycat. Problemet er, at ingen af disse to typer giver nogen mening. Vi har ikke normalt den slags problemer i Reedsport. Det er kun en lille turistby ved Hudsonfloden med en befolkning på omkring syv tusinde. Nogle gange er vi nødt til at stoppe en slåskamp eller fiske en turist op ad floden. Men værre bliver tingene normalt ikke her."

Riley tænkte over det. Det lignede faktisk en sag for FBI. Hun burde faktisk henvise Alford direkte til Meredith.

Men da Riley kiggede hen mod Merediths kontor, så hun, at han ikke var tilbage endnu. Hun blev nødt til at advare ham om dette senere. I mellemtiden kunne hun måske hjælpe lidt.

"Hvad var dødsårsagerne?" spurgte hun.

"Halsen blev skåret over på dem begge to."

Riley forsøgte ikke at vise sin overraskelse. Kvælning og et hårdt slag var langt mere almindeligt end en overskåret hals.

Dette lod til at være en meget usædvanlig morder. Alligevel var det den type psykopater, Riley kendte godt. Hun var specialiseret i netop sådanne tilfælde. Det var en skam, at hun ikke kunne bruge sine færdigheder i denne sag. I kølvandet på hendes seneste traume, ville hun ikke få opgaven.

"Har I taget liget ned?" spurgte Riley.

"Ikke endnu," sagde Alford. "Hun hænger der stadigvæk."

"Så lad være. Lad det blive hængende. Vent, indtil vores agenter ankommer."

Alford så ikke glad ud.

"Agent Paige, det bliver en svær ordre at efterleve. Det er lige ved siden af togskinnerne, og det kan ses fra floden. Og byen har ikke brug for den slags for reklame. Jeg er meget under pres for at fjerne liget."

"Lad det hænge," sagde Riley. "Jeg ved, at det ikke er let, men det er vigtigt. Det bliver ikke længe, du skal vente. Vi sender agenter derhen i eftermiddag."

Alford nikkede og indvilligede.

"Har du flere fotos af det seneste offer?" spurgte Riley. "Nogle nærbilleder?"

"Ja, her er de."

Riley kiggede på en serie af detaljerede fotos af liget. De lokale politimænd havde gjort et godt stykke arbejde. Billederne viste, hvor tæt og detaljeret kæderne var viklet omkring liget.

Endelig kom en nærbillede af offerets ansigt.

Riley følte det, som om hendes hjerte sprang op i halsen. Offerets øjne bulede ud, og hendes mund var blevet kneblet med en kæde. Men det var ikke det, der chokerede Riley mest.

Det var, at kvinden mindede meget om Marie. Hun var ældre og tungere, men alligevel ville Marie måske være kommet til at se sådan ud, hvis hun havde levet et årti længere. Billedet ramte Riley som et følelsesmæssigt knytnæveslag i maven. Det var, som om Marie råbte efter hende og krævede, at hun fangede denne morder.

Hun vidste, at hun var nødt til at tage denne sag.

Kapitel 4

Peterson kørte af sted, ikke for hurtigt, ikke for langsomt og følte sig godt tilpas, nu hvor han igen havde pigen inden for sit synsfelt. Endelig havde han fundet hende. Det var Rileys datter, og hun gik alene til skole uden nogen som helst anelse om, at han forfulgte hende, og at han snart ville gøre en ende på hendes liv.

Imens hans kiggede, standsede hun pludselig og vendte sig rundt, som om hun havde mistanke om, at nogen overvågede hende. Hun stod der nærmest ubeslutsomt. Et par andre studerende passerede hende og smuttede ind i bygningen.

Han fulgte efter i bilen og ventede på at se, hvad hun nu ville gøre.

Pigen var ikke vigtig for ham. Hendes mor var det sande mål for hans hævn. Hendes mor havde modarbejdet ham, og hun måtte betale prisen. Det havde hun allerede på en måde – for det var trods alt ham, der havde drevet Marie Sayles til selvmord. Men nu ville han også tage datteren fra hende, som var det vigtigste for hende.

Til hans store glæde vendte pigen om og begyndte at gå væk fra skolen. Tilsyneladende havde hun besluttet sig for ikke at deltage i undervisningen i dag. Hans hjerte hamrede – han ville slå til. Men han kunne ikke. Ikke endnu. Han sagde til sig selv, at han måtte være tålmodig. Der var andre mennesker på gaden.

Peterson kørte videre rundt om en boligblok og tvang sig selv til at være tålmodig. Han undertrykte et smil over den glæde, som ville komme. Med det, han havde planlagt for Rileys datter, ville Riley komme til at lide på måder, hun ikke kunne forestille sig. Pigen lignede meget sin mor, selvom hun stadig var ranglet og kejtet. Det ville gøre det ekstra tilfredsstillende.

Imens han kredsede rundt, så han, at pigen gik hurtigt henad gaden. Han holdt ind til fortovskanten og kiggede på hende i et par minutter, indtil det gik op for ham, at hun gik en vej, der førte ud af byen. Hvis hun skulle gå alene hjem, kunne dette muligvis være det perfekte øjeblik at fange hende.

Hans hjerte hamrede forventningsfuldt, og imens han nød den dejlige forventningens glæde, kørte Peterson rundt om endnu en boligblok med sin bil.

Peterson vidste, at folk var nødt til at lære at udsætte visse fornøjelser og vente til det helt rigtige tidspunkt. Forsinket tilfredsstillelse gjorde alting mere behageligt. Det havde han lært efter at have svælget i skøn grusomhed i årevis.

Der er meget at se frem til, tænkte han tilfreds.

Da han kom tilbage og så hende igen, lo Peterson højt. Hun blaffede! Heldet tilsmilede ham i dag. Der var en højere mening med, at hun skulle dø.

Han kørte bilen op på siden af hende og sendte hende sit mest venlige smil.

"Vil du have et lift?"

Pigen smilede bredt tilbage. "Tak. Det ville være rart."

"Hvor skal du hen?" spurgte han.

"Jeg bor lidt uden for byen."

Pigen gav ham adressen.

Han sagde: "Jeg kører lige forbi. Hop ind."

Pigen satte sig ind på forsædet. Med yderligere tilfredshed bemærkede han, at hun endda havde sin mors nøddebrune øjne.

Peterson trykkede på knappen, der låste døre og vinduer. På grund af klimaanlæggets rolige summen bemærkede pigen ingenting.

* * *

April følte et behageligt adrenalinsus, da hun spændte sikkerhedsselen. Hun havde aldrig blaffet før. Hendes mor ville blive meget vred, hvis hun fandt ud af det.

Selvfølgelig fortjente hendes mor det, mente April. Det var virkelig tarveligt at tvinge hende til at overnatte hos far i går aftes – og alt sammen på grund af en skør idé om, at Peterson havde været i deres hjem. Det var ikke sandt, og det vidste April godt. De to agenter, der havde kørt hende hjem til fars hus, havde sagt det. Ud fra hvad de sagde til hinanden, lød det næsten, som om hele FBI troede, at mor var en smule skør.

Manden sagde: "Så hvad laver du herinde i Fredericksburg?"

April drejede sig og så på ham. Han var en fyr, der så rimelig godt ud med pluskæbe, skægstubbe og tykt hår. Han smilede.

"Skole," sagde April.

"Et sommerkursus?" Spurgte manden.

"Ja," sagde April. Hun ville ikke fortælle ham, at hun havde besluttet at pjække fra timerne. Det var ikke, fordi han lignede den slags fyr, der ikke forstod det. Han virkede ret cool. Måske ville han endda finde det morsomt at hjælpe hende med at trodse forældrenes autoritet. Men det var alligevel bedst at ikke tage nogen chancer.

Mandens smil blev lidt drilsk.

"Så hvad synes din mor om, at du blaffer?" Spurgte han.

April blev rød i hovedet af forlegenhed.

"Åh, det har hun det fint med," sagde hun.

Manden lo. Det var ikke en særlig behagelig lyd. Og der skete noget i April. Han havde spurgt, hvad hendes mor syntes, ikke hvad hendes forældre syntes. Hvad fik ham til at sige det på den måde?

Der var temmelig meget trafik tæt ved skolen på dette tidspunkt af morgenen. Det ville tage et stykke tid at komme hjem. April håbede ikke, at manden ville tale hele vejen. Det kunne blive en virkelig akavet samtale.

Men efter de havde kørt forbi et par boligblokke i tavshed, følte April sig endnu mere ubehageligt til mode. Manden var stoppet med at smile, og hans udtryk virkede temmelig dystert. Hun bemærkede, at alle døre var låst. Hun pillede diskret ved knappen i vinduet i passagersiden. Den var ikke til at få op.

Bilen standsede bag en bilkø og ventede på, at lyset skulle skifte til grønt. Manden tændte det venstre blinklys. April blev grebet af en pludselig panikangst.

"Øh… vi skal ligeud her," sagde hun.

Manden sagde intet. Havde han ikke hørt hende? Af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at sige det igen. Desuden planlagde han måske at køre en anden vej. Men nej, hun kunne ikke forestille sig, hvordan han skulle kunne køre hende hjem en anden vej.

April spekulerede på, hvad hun skal gøre. Skulle hun skrige om hjælp? Ville nogen høre hende? Og hvad hvis manden ikke havde hørt, hvad hun sagde? Betød det slet ikke noget? Det hele ville være forfærdeligt pinligt.

Så opdagede hun en velkendt fyr slentre henad fortovet med rygsækken slynget over skulderen. Det var Brian, som hun var en slags kæreste med for tiden. Hun bankede højlydt på bilruden.

Hun gispede lettet, da Brian vendte sig rundt og fik øje på hende.

"Vil du have med?" mimede hun til Brian.

Brian smilede og nikkede.

"Åh, det er min kæreste," sagde April. "Kan vi stoppe og samle ham op, tak? Han er alligevel på vej hjem til mig."

Det var en løgn. April havde virkelig ingen idé om, hvor Brian var på vej. Manden skulede og gryntede. Han brød sig slet ikke om det. Ville han stoppe? Aprils hjerte hamrede vildt.

Brian talte i mobiltelefon, imens han stod på fortovet og ventede. Men han kiggede direkte på bilen, og April var sikker på, at han kunne se føreren temmelig tydeligt. Hun var glad for at have et potentielt vidne, hvis manden havde noget grimt i tankerne.

Manden studerede Brian, og han så tydeligt, at han talte i mobiltelefon og kiggede direkte på ham.

Uden at sige et ord låste manden bildørene op. April signalerede, at Brian skulle sætte sig ind på bagsædet, så han åbnede bildøren og sprang ind. Han lukkede bildøren, ligesom lyssignalet skiftede, og bilerne begyndte at køre igen.

"Tak for turen," sagde Brian i et lyst tonefald.

Manden sagde slet ikke noget. Han fortsatte med at køre.

"Han kører os hjem til mig, Brian," sagde April.

"Fantastisk," svarede Brian.

April følte sig på sikker grund nu. Hvis manden virkelig havde dårlige intentioner, ville han bestemt ikke bortføre både hende og Brian. Han ville helt sikkert køre dem direkte til mors hus.

April spekulerede på, om hun skulle fortælle sin mor om manden og hendes mistanker om ham. Men nej, så var hun nødt til at fortælle, at hun havde pjækket fra timerne og blaffet hjem. Mor ville give hende stuearrest for evigt.

Desuden kunne chaufføren ikke være Peterson, tænkte hun.

Peterson var en psykotisk morder og ikke en almindelig mand, der kørte i bil.

Og Peterson var trods alt død.