Читать книгу: «Samlede Værker, Tredie Bind», страница 5
Men æ Tid gik, og du skrøw ett, og du kam ett. Og saa kam den Daa, da a maatt ud og tjen; og saa kam a her te æ Herregaard; for vi skal jo aalsammel hérhen, og vi kommer her altid tidle nok.
Goj.
Hvorfor skal I allesammen hérhen, naar I nu ved, det gaar jer galt.
Dorre.
Det kan a ett sej dæ, Goj. Men saadan kom mi Muer hertil far mæ og hinne Muer ijen. A tinker wal, det er nøj, der ska saadan vær.
Goj.
Atter denne forbandede Skjæbnetro, der gaar al Fattigdom som Gift i Blodet. Derinde sidder gamle Anders i sin Halmrede og finder Trøst for et forspildt Liv i den samme Trællefloskel: Det skulde saadan være! Og rundt om ved andre skjæve Husgavle sidder andre arbejdsbrudte Stympere og mimrer den samme Visdom: "Gud har villet det saadan!" "Himlen har ønsket min Lykkes Forlis!" – Vi har saa megen Himmel herhjemme, at Livet er nær ved at blive os alle et Helvede!
Aa, Dorre, at ogsaa du, Mosebarnet med de taagede Øjne – at ogsaa du skulde falde for Herregaardens forbandede Koglekunster!
Sig mig, Dorre, husker du fra dengang, du gik derhjemme og drev med Koen i Mosen – jeg siger: husker du derude paa Sumpen en Plante, tydelig at se for alle, som den stod der og skinnede i Sol og Morgendug. Den udstrakte sine røde Hænder, og alle dens strittende Fingre drypped af klæbrigt Begjær. Og Smaafluerne kom og lod sig fortrylle af dens Glans, og een for een satte de sig i Blomstens aabne Haand, og de slikked dens Sødme og gned sig vellystigt mod dens Purpur. Og langsomt, ganske langsomt begyndte Haanden at lukke sig om sit Bytte; nu opdaged de Lumskeriet, vilde flyve, men hang fast ved Vinger og Ben; hen imod Aften aabned Haanden sig atter og lod Byttet falde, men da var alle de smaa Fluer kun nogle stakkels udsugede Ting.
Saadan en livsfortærende Organisme er ogsaa Herregaarden, der ligger der og skinner med alle sine pralende Gavle; og I – du og dine Lige – er de stakkels Fluer, der bare en ussel Stund vælter jer paa dens Purpur for en skjønne Dag atter at spyttes ud i jeres Lyngarmod.
Dorre, elsker du ham, Herremandsfrøet, din Forfører, Skjørtebetvingeren?
Dorre.
A er ræd for'et.
Goj.
Du er ræd for det – og har dog givet dig i hans Arme?
Dorre.
Han haar saadan en Majt øwer mæ, Goj.
Goj.
Vil du da la' mig redde dig af hans Magt?
Dorre.
Aaenej, Goj. Nu er det saamænd for læng!
(Der høres Skjænd og vrede Raab fra Baggaarden.)
Dorre.
Aa, Jøsses, nu er han kommen hjem. Det er æ Dreng, han holder saadan en Hus mej. Han er da saa haard ved den Dreng. (Man hører Pisk og Barnegraad.)
Aa, nu slaar han ham ijen!
Goj.
Ja, nu kjender jeg dig atter, min Barndoms onde Rede! Her er den samme hjemlige Stemning af Raahed og Prygl, som sidst jeg stod her.
(Ny Larm og Støj rejser sig inde fra Gaarden.)
Villads Vedhud
(farer mødende og gestikulerende med Bagen til Publikum omkring i Porten).
Hov, hov, hov, hov! (Fløjter). Men hvad Fanden i syv Sogn er'et endda, der gaar aa æ Helmis! Pas paa, pas paa, pas paa, pas paa! Vil en da lig ad æ Ansigt af Folk!
(Sætter i Favnespring lige mod Publikum.)
Aa Jøsses endda! (Atter tilbage.)
Goj
(til Dorre).
Det er nok min Hest, der er kommen løs. Saa er det bedst, jeg kommer derind.
(Dorre skurer videre; Goj op mod Porten.)
Villads
(atter paa Post).
Hov Tøs, hov Tøs! (Fløjter.) O, do – do – do – dot. Pas endle paa! – Det war ret, det war ret, det war fandenmæ ret! Du er sgu en bitte hwell Kaa'l72! Aaeja, aaeja! (til Goj).
Ih, det er da saamøj en flyvgal Krikk, du holder dæ. Tho den war Fanden hwint mæ lig'ved aa sætt øwer æ Laad! Aaeja, aaeja! – En forfærd'lig Dyr! En ku hwerken kom te'en fræ For heller Baag. Den vild bej, den vild slaa, den vild bej, den vild slaa; den kaast æ Herremand om i æ Mødding, aaeja, aaeja! Han bløw jo da saa hjernegal! Men der haaj han Fanden hwint mæ funden hans Øwermand!
Den der maatt klaar æ Sager, det war misæl æ bitte Dreng. Han snup'en! Han hopped op, han hopped op; han snup'en lig ved æ Mul. Stod'en ogsaa lig med det samm alstill, Fanden hwint mæ. Bitte hwelle Dreng, alstill! Aaeja, aaeja! Men – men – men det er da en underlig Kreatur aa faares mej.
Goj.
Sig mig, den rev sig løs, da Drengen fik Hug?
Villads.
Ja! A troer 'et ogsaa. Jow, det er Fanden hwint mæ rigtig nok, da stødt'en lig akkuraat æ Grimskaft. Aaeja, aaeja.
Goj.
Ja, den har det som jeg selv; den taaler ikke Uret. Denne ene Hest har mere Retfærdighedssans end ti middels Herremænd.
Villads.
Hahahaha! Nej, sejer du det; sejer du det! Hahaha! A kan da ett glemm den Herremand. Som han staar albejst og høger ad æ Dreng: Harom i æ Skidt! Han op, li'saa hjernegal! Harom igjen! Saa war æ Pip aa ham. Han knyger øver æ Gaardsplads. Æ Hejst er i æ Hæl af ham. Æ Dar den klinger i! Hahaha, der haar han Fanden hwint mæ funden hans Bussimand! Aaeja, aaeja!
Men det kan da aalle vær aa en dansk Slav?
Goj.
Nej, de er nok saa tamme i det; det er en gammel Beriderhest.
Villads.
Det maa a Fanden hwint mæ tro. Der er Kunster i den til mir end jen Daa.
Goj
(gaar ind i Porten og fløjter beroligende ad Hesten).
Villads
(ud).
Kokkepigen
(har svanset nogle Gange over Pladsen for at fange Gojs Opmærksomhed, hun er trind og bollet. Til Dorre).
Kan du saa komme ind, Dorre, og hjælpe mig med at sætte Maden paa Bordet. Nu ringer jeg til Middag.
(Trækker kraftigt i Madklokken ved Trappen.)
Gaardens Folk myldrer frem fra Baggaardene og stimer mod Døren. Enkelte ta'r Hatten af, da de gaar forbi Goj. Somme vender sig ved Indgangen og snyder Næsen ned i Stenbroen eller sender Skraaen bort med et: Ptøj!
Jens Romlen
(skiller sig ud fra Flokken; gi'r Haand).
Goj.
Godda! Naa, har du saa følt dig for hos Folkene angaaende vore Tørveplaner?
Jens Romlen.
Jow, a haar ga'n og snakked med dem. Jow, det er lissaa sikker! Men, tho a ka jo ett saadan belegg mi Taal som hwisomenstid a vil sej du sjel kam te'et. Men nøj Stemning er der nu guednok for'et; jow, det er lissaa sikker!
Goj.
Og Skjødet, – har du faaet talt med Herremanden om det?
Jens Romlen.
Æh-nej, – det haar a guednok opsaat te i Avten; da skal en jo ha si Ug'løn. A er guednok ett møj hægen atter aa komm te'et, for han blywer jo lissaa flintrende gal, det ved a jo. Men det er nu det samm, a er i mi gued Ret; det er han misæl ett i Tvivl om, æ Krabaat. Men det er saadan, Goj, forstaar du, hm! – aa faa'et saa.
Goj.
Med andre Ord, Jens Romlen, du er fejg som alle de andre. Du er bange for Trøjen.
Jens Romlen.
Nej, fandenfo, om a er! Det maa du ett sej te mæ, Goj. A skal, fandenmæ, vis den Kaa'l – æh – hwor mi Ret den er! Det lover a dæ, Goj. Det er lissaa sikker. (Løber i Uro frem og tilbage.) Det gi'r a dæ mi Urd paa. Vil han ett gi sæ paa anne Fasovner – : a skal fandenmæ slaa saadan i æ Burd for ham, te æ Ølkovs73 ska hopp. Tro mæ nu, a sejer'et! For mi Ret den vil a ha, den staar a paa. Og vil han gaa mæ den fræ, saa er han endda en møj ring Persovn.
Goj.
Ja, men det er vel netop Sagen. Men nu vil jeg ikke opholde dig, saa de spiser al Maden fra dig. Men det er jo saa bedst, vi faar et Møde om det. Lad mig se, det er jo Søndag i Morgen; skal vi sige, vi træffes i Gaardens Karlekammer i Morgen Kl. 10. Du vil saa bringe det videre. Der forelægger jeg dem da min Plan. Til den Tid har du jo saa talt med Herremanden om Skjødet?
Jens Romlen.
Ja, a haar tal med æ Herremand! – A skal fandenmæ vis dæ, te a haar tal med ham, den Swissi!
A haar boved derud i den bitte Hysling i de sidst tredve Aar, a haar forbejred 'en manne Gaang si Ward74; og saa skuld nu nue jen prøv paa aa gaa mæ'en fræ! Nej, Goj, dersom du tror, den kan divideres og gaa lig op, saa kjender du fandenfohen ett Jens Romlen.
Nej, a skal gjør ham lissaa myg, saa han kan stryges som en Mis!
Men nu maa a skynd mæ og ind; helsen kan a misæl slikk æ Fa'. Jow, det er lissaa sikker!
(Tæppe.)
ANDEN AKT
Dagligstuen paa Gløttrup. Empiremøbler. To Vinduer i Væggen til venstre; bag dem ses Havens Træer i Eftermiddagslys. Bord ved Bagvæggen, Familieportrætter og Vaabendekoration. Bord til højre med Stole; en Sølvopsats. Indgangen til højre.
Enkefru Proft
(i Døren).
Værsgod, gaa nu bare ind et Øjeblik, saa skal jeg strax være der.
An Kjestin og Dorre
(træder tøvende ind. Dorre er i sin daglige, rene Kjole med Forklæde. Moderen er fattig og groft, men renligt paaklædt; blomstret Hovedklæde, mangefarvet Korsklæde om Skuldrene, kort Hvergarnsskjørt, Strømpefødder (sorte med hvid Taa). Gaar omkring og gjør Smaabemærkninger til Møblerne og Pragten).
Dorre.
Ja, Muer, det er nok ett æ først Gaang, du er hérind.
An Kjestin.
Nej, er du sær! Tho her haar a da hat mi Gaang i manne Aar. Ok, nu er 'et helsen nø Daw sin! – ja, da war en nøj, saalæng det wored.
For det a war estemired, det war ett Smaating. Der war ett nue Slavs Lig i æ Hus, som ett Fruen turd betro mæ. Baade Sølvsager og Postelin, hwad det være maa. Ja, det maa du wal ogsaa ta dæ aa?
Dorre.
Ja, det hører da te mi Paart.
An Kjestin.
Det kan a wal tink. Det er sgi ett enhwer, der er det betroed.
Fruen haaj dengaang saadan en faale flot Kaffekastel —
Dorre.
Muer, det hier Kaffestel.
An Kjestin.
Ja, I er saa faale nymodens; dengaang kund vi altid sej Kaffekastel … Det maatt der nu ingen anne legg Haând paa end mæ. Saa du skal saamænd si dæ godt for, mi Baaen, om du skal staa høtter anskrøwen, end a war.
(Ser sig om.)
Ja, tho det vender jo snaar herind lissom i mi Tid (Peger paa den pragtfulde Sølvopsats.) Den ka a guednok ett how; den er kommen te sin. Er den nu af Sølv?
Dorre.
Ja, den er ægte.
An Kjestin
(forsøger at løfte den).
Aae Jøsses, bette Børn, a ka ett engaang løvt'en fræ æ Burd. Det kan sgi vær, den haar kost øwer ti Krowner.
Dorre.
Hihihi! Ja, en kan da hør, te du haar nø Forstand paa'et, Muer.
An Kjestin.
Ja, saadan kan nue kyl med æ Peng; men hwor er'et det kommer fræ, det war'et, en skuld spør om.
Nu haar di Faa'r gan her og stridt de sidst trørre Aar, men han haar da aalle kund faat saa møj fræ endnu, te han kund faa en Par Bowser, han kund vær bekjend aa ta paa te Aalters.
Ih, hwor blywer Fruen aa? A skuld hjem og gi æ Gris. Den kan ett ret læng undvær mæ.
Enkefru Proft
(ind).
Ja, jeg blev opholdt lidt ude i Kjøkkenet. Men du An Kjestin gaar vel og opfrisker gamle Minder. Ja, du tjente jo da her paa Gaarden, dengang min Søn blev født.
An Kjestin.
Ja, a haar saamænd gin ham tar paa manne Gaang, den Kaa'l. Det tinker han vis ett ved, nær han nu møder mæ.
Fruen.
Ja, du var her jo i mange Aar.
An Kjestin.
Ja, Jøsses ja. Den sidst Gaang a saâ herind, ved Fruen, hwitte75 det war.
Fruen.
Det kan jeg saamænd ikke huske.
An Kjestin.
Ja, da kan a gjan sej Dem det, for det behøver a misæl ett aa skamm mæ ved, nu a er bløwen saa gammel. Det war akkuraat dengang, det war gavn op med mæ, lissom nu med Dorre, te a war bløwen saadan lovle swær.
Ja, det war jo da ett ved den ung, det war jo nu ved Fruens Mand.
(Fruen gjør en vrippen Bevægelse.)
An Kjestin
(fortsætter uforstyrrelig).
Men tho det bløw a jo fornywed godt nok for, det war Synd aa sej andt.
Fruen
(strengt).
Ja, An Kjestin, nu sidder vi ikke længere og fører Faddersladder om gamle Dage; nu har vi noget langt mere nærliggende at tale om.
Kom nu herhen, lille Dorre; sæt dig nu her ved Siden af mig! Det var ret!
Og saa maa du rigtig aabne dit Hjærte for os. Det er det klogeste, du kan gjøre. Er det ikke sandt, An Kjestin?
An Kjestin
(til Datteren).
Jow, du maa saamænd heller sej æ lig ud, som det er, bette Dorre. Hwad der er ski, er ski; og det kan ett gjøres tebaag ijen. Det kan en snaar si.
Fruen.
Hvor langt er du saa henne, lille Dorre?
Dorre
(grædende).
A ved'et ett saa nyw!
Fruen.
Du ved det ikke! Naa saadan! Med andre Ord: du har haft mere end een Kjæreste?
Dorre
(i stort Oprør).
Nej, den der sejer mæ det paa, det er den største Løwner76, Worherr haar skaft!
Fruen
(betuttet).
Naa, naa, naa! Hvordan er det, du tar paa Veje.
Dorre.
A haar aalle kjend mir end den samm, det er lissaa sand, som Gud er mi Skaber. A haar altid kund past paa mæ sjel, lig te a kam her te. Der er aalle nue, der kan sej mæ andt paa.
Fruen.
Du tar det saa altfor heftig, Dorre.
Dorre.
Ja, a ved nok, te Fruen, og dem, te Fruen, omgaaes, de tror, te en fatte Pig altid staar tered for den først den bejst, og deswarr, der er wal manne, der gjør'et; men a ved mæ fri. Den Majt er der kuns jen jenneste Mand, der haar hat øwer mæ.
Fruen
(stille).
Og den ene Mand, hvem er saa det, Dorre?
Dorre
(ser i Gulvet og tier).
Fruen.
Sig det kun, min Pige. Du skal rejse dig ved det Træ, du er falden under.
Dorre.
Ja, nær Fruen saadan trænger ind paa mæ, saa skal a heller ett fordøl'et for Dem, for saa sandt a ajter aa blyw salig, saa er'et ingen anne end den unge Herre her paa æ Gaard, der er Skyld i mi Skam.
Fruen
(bruser op).
Hvad siger du, frække Tingest! Du insinuerer, at min Søn … her i vort Hus … med en gemen Tjenestepige! Dersom jeg gjorde dig din Ret, saa slog jeg dig ved dit Øre, saa du trilled for min Fod.
Dorre
(har rejst sig og gjort et Par uvilkaarlige Skridt imod Døren).
Fruen
(atter behersket).
Bliv siddende! Jeg blev hidsig. Det var en Fejl af mig.
Men hvad er din Mening, An Kjestin? Kan en ung Pige tale saadan til sit Herskab, lige op i Øjnene paa det?
An Kjestin.
Nej, bette Dorre, saadan maa du jo ett sej'et, sjel om det nu ogsaa er sand nok.
Fruen.
Hører du det, Dorre! Som fornuftig Pige maa du kunne indse, at her er visse Hensyn at ta. Den Slags kan simpelthen ikke ske i vor Familie.
Dorre
(græder).
Fruen.
Saa – saa – saa – saa (stryger hende over Armen). Vær nu en forstandig Pige! Dette med den unge Herre det foreligger altsaa slet ikke. Det siger jo da ogsaa den sunde Fornuft.
Dorre
(kaster sig hulkende hen over sine Arme).
Fruen
(vredt).
Aa, lad mig blive fri for dit Skaberi! Havde du maaske sat Næsen op efter at blive min Svigerdatter? "Fruen paa Gløttrup", sandelig ingen ilde Titel for Tøsen fra Mosehytten. Men den Tand faar du slaa ud, du Smaa.
Det sømmer sig ikke den lille Bondehøne at flyve op paa de allerhøjeste Grene.
Nej, lille Dorre, jeg ved en bedre Ganning til dig, én, som vilde være himmelhenrykt, om han maatte hjemføre dig som sin Brud; skulde heller ikke undre mig, om han allerede havde friet. Gjør han det endnu en Gang, lad ham ikke gaa ubønhørt, lille Dorre. Herskabet her paa Gaarden er fra gammel Tid i Rygte for at gi' gode Brudegaver, især til fattige Piger, der er kommen for Skade i vort Brød.
Ikke sandt, An Kjestin.
An Kjestin.
Aaejow, vi fæk da æ Brød ud aa'et, og mir maa en jo ett forlaang.
Dorre.
Ja, Fruen skal nu ingen Ulejlighed gjør sæ for mi Skyld.
Fruen.
Gener dig endelig ikke, Vipstjært! Men det kunde dog gjerne komme til at svie til dig en anden Gang, at du stiller dig saa kjæphøj an.
Dorre.
A ved ett, hvor a haar vist mæ kjæphyw. Men i Kjærlighedssager – dér tinker a, te enhwer maa handl, som en kan forswaar'et for sæ sjel.
Fruen.
Py! "Kjærlighedssager", i hendes Stand og Stilling. Spørg du din Mor, om hun nogensinde har turdet slaa paa Nakken ad en Gris eller en Malkeko.
An Kjestin.
Nej, Dorre, ta du heller imud 'et, som Fruen vil ûnd dæ 'et. Mir faar du saamænd aalle. Vi er altfor fatte te' aa komm nø Vej mej aa staa paa wor Ret.
Fruen.
Se dér talte en fornuftig Kone. Og hvad har du vel egentlig imod Laurst?
Dorre.
Naa, det er ham, Fruen vil ha mæ klappet sammel mej. A haar wal heller ett andt imud ham end det, te a bryder mæ ett en Graan77 om ham.
Fruen.
Hvornaar er da Laurst bleven dig saa ligegyldig?
Dorre.
Det haar han saamænd al si Daw wot.
Fruen
(opfarende).
Nu lyver du!
Dorre.
Hwad er 'et, Fruen sejer?
Fruen.
Jeg siger, du har haft Stævnemøde med Forkarlen baade een og flere Gange. Det skal jeg bevise dig over.
(Farer hen til Ringeapparatet.)
En Pige.
Fruen kaldte?
Fruen.
Vil du bede Jomfru Andersen og de øvrige om at komme herind.
(Pavse.)
(Ind træder Gammel Anders, Villads Vedhud og Kokkepigen.)
Fruen
(til Kokkepigen).
Hør, Jomfru Andersen, De har jo overrasket Laurst og Dorre dér i et Stævnemøde med hinanden nu for ganske nylig, ikke sandt?
Kokkepigen.
Jo, nu skal Fruen høre: Det var forrige Aften, da jeg ha'de min Udaften, saa lige som jeg gaar ind ad Døren og ned gjennem Kjøkkenhaven, saa ved Gud i Himlen om ikke der kommer et Mandfolk – li'saa livagtig – lige bums imod mig, men han har aldrig saa snart set mig, saa drejer han omkring og løber langs Ribsbuskene, alt hvad hans Ben kan bære ham. Og som jeg vender mig om, saa ser jeg – li'saa livagtig – et Skjørt, det ved den søde Gud, jeg gjør; og det var nu et ternet Skjørt, og det forsvandt li'saa livagtig bag gamle Anders's Hushjørne. Og Mandfolket kunde nu ikke være nogen anden end Laurst; jeg kjendte ham paa dette Slav her (gjør et Kast med Kroppen). Villads saa ham ogsaa.
Villads Vedhud.
Ja, aaeja, aaeja! A saa wal en Mennesk, der kam skjevlend78, og han haaj da saamøj brøltront79, saamøj brøltront. Saâ hwerken Goddaw hæ Faawall; han flywer lig søndenom den vejstes Granhæk og ind i æ Lukk80 lod han ta, som war der Ild i æ Hæl af ham, aaeja, aaeja!
Men hwem kund komm te aa si paa æ Skinting81, som han kam stormend; tho det war jo javnhen mørk, det war javnhen mørk, og hwem æ Pløg82 war heller ett war, det ved a Fanden hwint mæ ett. Aaenej, aaenej!
Kokkepigen
(vredt).
Fy, Villads, du lofte endda, du vilde sige, det var Laurst!
Villads.
Det jennest a kan sej: det war en bitte stakked førajted83 Mand, førajted Mand, aaeja, aaeja! Men Laurst war 'et ett; ham war 'et misæl ett. Ham plejer der Fanden hwint mæ ett aa vær den Skub i.
Kokkepigen.
Ja, Fruen kan nu godt tro, hvad jeg siger. Jeg har set Dorre ligefrem vende Øjnene i Ho'det, naar Laurst gik forbi, det ved den søde Gud, jeg har!
Dorre
(rejser sig oprørt).
Du skuld snakk mej om aa vend Øwn te æ Kaa'l, saaden en – Makkedusse!
Kokkepigen.
Sikken én! Hva' bilder den sig ind! Py, Bondemaléne!
Fruen.
Stille! Og du, Anders, hvor var du den Aften?
Gamle Anders.
A war saamænd hjemm, som a plejer aa vær.
Fruen.
Saa du da noget til Dorre?
Anders.
Ja, a gjord da saa; for lig i æ Mørkning war hun ind ad mi Dar med en Skaal Grød.
Kokkepigen.
Ja, dér kan Fruen selv høre! Det var hende!
Fruen.
Men saa du saa ogsaa Laurst?
Anders.
Nej, hwordan skuld a si ham den Tiddaws84? Tho han kjor jo te Møll ved Melmadstid og kam ett tebaag far ud ad æ Avten.
Fruen
(strengt).
Anders!
Villads Vedhud.
Ja! Aaeja, aaeja! Det haaj a rejn glemt. Det er Fanden hwint mæ ogsaa sand; a hjalp ham jo æ Hejst aa æ Sel85; aaeja, aaeja!
Fruen.
Aa, det er noget rigtigt Vrøvl tilhobe! Ud med jer allesammen!
(De fortrækker paa Dorre og An Kjestin nær.)
Fruen
(hen til Vinduet, som hun aabner).
Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker (til Dorre). Tag mig mit Hovedvandsæg! (Dorre bringer det.) Og kom saa ind til dit Arbejde og sid ikke længere her og driv. Men jeg vil meget indtrængende raade dig, lille Studsnæse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke stole paa, at jeg gjentager det.
Dorre
(i Døren).
Fruen skuld ogsaa heller læd'et vær.
Fruen.
Hvad er det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.
An Kjestin.
Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker, æ Gris skriger, saa en ka høres øwer æ hil Mues. – Nu maa Fruen ett vær altfor vred, fordet mi Dætter war nø stønsk imud Dem. A skal prøv, om a ett skal faa hind ved æ Sind.
Fruen.
Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved jo, at vi her paa Gløttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.
(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rødt Lys ind gjennem Træerne.)
Den unge Proft
(i Døren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med Spændetamp).
Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde, bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi i Kontoret.
Fruen.
Ja, værsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Møblerne.
Proft.
Tak.
(Sætter Kassen paa Bordet.)
Fruen.
Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.
Proft.
Naa, hvad sa' hun?
Fruen.
Ja, man kan just ikke rose hendes Imødekommenhed. Hun er en rigtig stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Døgenigt. Men gjør det snart, lille Erik!
Proft
(med et Klask paa Hoften).
Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjøre det med det samme.
(Gaar ud i Gangdøren og raaber):
Hej, du dér, vil du bede Laurst komme hérop, strax.
(Atter ind.)
Fruen.
Ja, saa er det bedst, jeg gaar min Vej. Den Art Handler maa helst være uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd for meget. Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forøvrigt knyttes fast til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags Forretninger; du er lidt for flot anlagt.
(Fruen ud; lidt efter)
Laurst
(i Arbejdstøj).
Der war kaskisæ nøj, Herren vild mæ?
Proft.
Ja, begribeligvis, Fæpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig, saa vil han dig noget. – Naa, derfor behøver du jo ikke at staa saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare spørge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.
Laurst.
Naa, Hosbond vil ha Lojer af mæ.
Proft.
Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel nok til at gifte dig. Hva'?
Laurst.
Jow, det mankirer der ett nøj paa.
Proft.
Og kunde det ikke ogsaa snart være paa Tide at sætte Gjordene lidt paa dine Føjtelyster. Du er jo en farlig Buk.
Laurst
(skoggerler).
Proft.
Der er jo ikke en Tøs, der kan modstaa dig. Det er disse brune Øjne (slaar ham paa Skuldrene, saa Støvet ryger). Du er en Svend, Laurst?
Laurst
(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).
Proft.
Men som sagt, nu har du haft din Løbetid, og du skulde jo da ogsaa engang tænke lidt paa din Fremtid.
Laurst.
Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.
Proft.
Naa, hvad saa?
Laurst.
Nej, ett for det. A kund jo godt gywt mæ, nær det skuld vær. A mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar sæ!
Proft.
Ja, men hvis nu jeg – i al Tarvelighed – gjør Udvej for begge Dele?
Laurst.
Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar mæ enhwer Ulejlighed.
Proft.
Sig mig, kjender du Dorre?
Laurst.
Hehehe, om a kjender Dorre? Helsen maatt a da vær tossi. Tho Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst —
Proft.
Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?
Laurst.
Ja – a – a, det war da snaar den villerst, der kund bydes mæ te. Men hun bryder sæ aalle en Kjærn om mæ. Saa det er jo saa uheldig, som det ka vær. Nej – hæhæhæ! – hun sætter missel æ Nies saa møj høtter.
Proft.
Hvad ved du derom?
Laurst
(underfundig).
En skal ett sej aal det, en ved.
Proft.
Er det mig, du sigter til!
Laurst.
Nej, Gud bewor mi Mund!
Proft
(helt hen imod ham).
Vær du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!
Laurst.
Jøsses, bette Børn endda, det var streng Snak.
Proft.
Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstændigheder. Skylden kan ligesaa godt være din som en andens —
Laurst.
Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal mæ ha mæ undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart …
Proft.
Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende. Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige. Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du ikke skal komme til at fortryde det.
Laurst.
Ja, men som a sejer, hun vil ett si mæ for hinne Øwn.
Proft.
Du har friet til hende! Du har maaske oven i Kjøbet spillet Kjæreste med hende; hva'? (griber ham i Halskluden). Vil du ud med Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! – Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for Hovedet – (sagte, ærgerlig) Aah, for Satan!
Laurst
(hvæser).
Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm æ Lyw af mæ! A sejer Dem jo, te hun hwerken vil hør heller si mæ.
Proft.
Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen foreløbig. Men ifald Dorre skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig. Bækhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for at være et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.
Laurst.
Ja, som a sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa mæ.
Proft.
Vel. – Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt Mærke til, at der er noget i Gjære mellem Folkene. I gaar vel ikke og rotter jer sammen imod os, hva'?
Laurst.
Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af mæ.
Proft.
Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.
Laurst.
A ved ett af nø Komplot.
Proft.
Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj, denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest – et Dyr, jeg forøvrigt misunder ham – han er kommen her til Egnen for at tude jer Ørene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjøbt Jord op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens Landarbejdere om et fælles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse af Tørven for ad den Vej at berøve Herregaarden sin Arbejdskraft.
Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?
Laurst.
Jow, tho det laader næjsten te'et.
Proft.
Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke bagop til Herregaarden, hva'?
I kan Fanden brække mig ikke undvære den gamle Slavepisk og en Husbond til at træde jer paa Nakken!
(Træskolarm i Gangen.)
Naa, nu begynder de andre at trænge paa. Men det var det, jeg vilde sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs dødfødte Projekter nu skal til at ta' Fart.
Naa, skrup af!
(Laurst ud.)
Proft
(hen i Døren og siger):
Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa Kontoret. Men Træskoene af, begribeligvis.
(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er alle i Arbejdstøj; her er den Blinde, Jens Romlen, Bertel Bjat, de fire polske Roepiger og deres Opsyn Hr. Grabb, et Par Dræningskarle i store Vandstøvler etc.)
Proft
(til den Blinde).
Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du møder her ved Pengeskuffen?
Den Blinde.
Jeg har læsset Møntørv i tre Dage!
Proft.
Saa, har du det. Det Arbejde har der vist været Skred i. Det er sært, jeg aldrig har lagt Mærke til dig, uden naar de rørte Madklokken.
Den Blinde.
Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lægge Mærke til saa simpels Folk som mig; men det er nu, som jeg siger. Men jeg er godt fornøjet med 75 Øre om Dagen.
Proft.
Du er sgu ogsaa fornøjet med 50. Værsgod. – Det er Dælen brække mig en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver Øre. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig – han er jo dog din Bror – og ikke lod os alene om din Forsørgelse. Vi skulde med Fornøjelse gi' Afkald paa din værdifulde Assistance.
(Den Blinde ud.)
Proft
(til Dræningsmesteren).
Naa, I gaar og søler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke færdige i denne Uge.
Dræningsmanden.
Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.
Proft.
Deri ligner den jo udmærket dig selv. Jeg ved Dælen brække mig ikke, hvordan det kan være, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa længe om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.
Dræningsmanden.
Jamen, det maa jo da vær raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa læng som mulig.
Proft.
Kun Skade, at Tiltrækningen ikke er gjensidig. Værsgod!
(Dræningsmanden ud.)
Proft
(til Bertel Bjat).
Dit er vel det sædvanlige?
Bertel Bjat.
Jow, aaejow.
Proft.
Værsgod! – Hør, Bertel, jeg har lagt Mærke til, at du har skaffet dig en Hund.
Bertel.
Ja, tho det er en bette Hwelp, som æ Bøen gaar og haar dje Kommers mej; de er da saa glaad ved 'en.
Proft.
Ja, men jeg er Dælen brække mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler løsgaaende Køtere her paa Herregaarden.
Bertel.
Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som æ Bøen er bløwn gin – og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle – og den er nu ligfram bløwn dje Yw'stien.
Proft.
Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!
Bertel.
Ja, saa maa a wal hjem og ha'en laâ ød! Men det er da snaar den tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej – og mi Kuen – ja, a er da saamænd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter ud paa æ Landvej end lægg æ Strikk om æ Hals af den bette Dyr.
(gaar.)
Proft
(faar Øje paa Polakinderne).
Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.
Hun har nogle Satans pæne Øjne, og der er nok allerede skiftet flere Knivstik for disse Øjnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?
Grabb.
Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.
Proft.
Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!
Grabb.
Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.
Proft.
Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel: Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.
(Ser i Regnskaberne.)
De staar for ½ Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper til Sengene.
Grabb.
Den Halm sollen sie gratis bekommen.
Proft.
Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Gløttrups Enemærker.
Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af deres Wigwam. Maatte det være mig tilladt at spørge, hvem der forsyner de Damer med Gulerødder? De skulde vel aldrig stamme fra Herregaardshaven?
Grabb.
De Gulerøter bekommer de alzusammen af den Villads.
Proft.
Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.
(Man henter Villads ind fra Haven).
(Pavse.)
Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa Opmærksomheder in natura. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om den Sag, gamle Tyveknægt!
Villads Vedhud.
Aaejow, aaejow; det næjter a ett, det næjter a slet ett; aalle aa æ Stæj, te a jo haar gin æ sølle Piger – æh – en jenle Morre86, en jenle Morre. Tho der er jo søn'en Sand87 aa'et, te de kyrer'et for æ Høvder i Støwtfuldlas88. Aaeja, aaeja!
Proft.
Du har sikkert heller ikke indskrænket dine milde Gaver til Gulerødder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tør du understaa dig i at drive en saadan Geschæft?
Villads.
Ja tho det er jo da bløwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa æ Haw det a ka brug, det a ka brug – æh – og nær a saa ett sjel kan faa'et fortær, faa'et fortær, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!
