Читать книгу: «Samlede Værker, Tredie Bind», страница 6
Proft.
Ja, du er Dælen brække mig en kjøn Plante at ha' gaaende i sin Have, hva', gamle Uglefjæs! Men du har vel snart stjaalet saa længe her paa Gaarden, at du har faaet Lovshævd for det.
Villads.
Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'mæ hwerken bløwen tyk heller fied aa'et, hahaha!
Proft
(til Grabb.)
Ja, saa kan vi sætte det hele til fem Kroner. – Værsgod!
Grabb.
Takker saa meket, gute Herr!
(han og Polakinderne ud.)
Proft.
Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for en Fjerdingkar Byg til Hønsene.
Jens Romlen.
Naa. Det troed a endlemaal a fæk sletted den Gang a war mej i æ Lynghied.
Proft.
Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?
Jens Romlen.
Jow, Gudbewors, jow, a fæk jo mi Dawløn for den jen Daa; men a war jo guednok mej i halvanden.
Proft.
I min Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa det er øjensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.
Jens Romlen.
Naa; ja saamænd, saa kan det jo ogsaa vær det samm med den halv Daas Arbed.
Men det war endda ett det jennest89; a haaj ogsaa en anden Ting a møj gjan vild spørg Herren om.
Proft.
Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer enhver især.
Jens Romlen.
Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs Død og far ogsaa da – a miner æ Skjød paa mi bette Stej90.
Proft.
Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette her Mosekomplot med den store Goj som Chef.
Jens Romlen
(søger at overhøre denne Ytring).
Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te naar vi haaj bowed i æ Hus i tyw Aar, saa skuld'en vær wor egen. Nu haar vi saamænd bjerred ved91 baade i tyw og i trørre, men æ Skjød haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og enaan.
Proft
(stærkt).
Hvad – vil – du – med det Skjøde.
Jens Romlen.
Ja, tho hwad vil'en med en Skjød; naar en haar nøj, der er jens egen, saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.
Proft.
Der er Lumskeri under dette her.
Jens Romlen.
Ja, saa maa'et vær fræ anne dje Sider, for a ajter saamænd ett nø Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.
Proft.
Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret! Havde det været i min Fars Tid, – han havde givet dig en Omgang Hundepisk.
Jens Romlen.
Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar laâ si Arbed her paa æ Gaard i de sidst tredve Aar.
A kam her, a kund knap løvt en Køll; a haar hat ûnd Daw92, om nue haar hat et, a er altid bløwen saat te den taang End; det er lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes93. – Det jennest a haaj aa gled mæ te, det war den bette Stej. A haaj jo ett andt end æ Søndæ94 te aa pass en i; men An Kjestin haar wot mæ en gued Kuen; hun haar æsselt ved95 lissaa wal som a sjel, og nu er vi kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nær det kund blyw jens egen.
Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud mæ, om De næjter mæ mi – ja a haar jo ette anne Urd for'et end – mi Ret, for saasandt der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin96 a bløw woxen Mand.
Proft.
Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen til Rend i disse løbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af Gaarden her, om jeg lod enhver løbe med, hvad han kommer og paastaar er hans Ret? Ikke en Trævl, Fanden brække mig!
Jens Romlen.
Det er møj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en fatte Mand, som haar opføj en stur Bøenflok. Kund a nu faa æ Skjød97, saa kund vi tow gammel kom øwer wor Sager og betaal enhwer sin.
Proft.
Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og bragte ham et værdifuldt Jordstykke oven i Kjøbet. Men det skal vi to dog bides lidt om!
Jens Romlen.
De vil saa ett gi mæ den Skjød, a ber Dem saa mindele om?
Proft
(fast).
Nej.
Jens Romlen
(nærmere mod ham).
Saa er De ogsaa den største —
Proft.
Nu mæler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af din Ejendom som en Tigger! (peger mod Døren). Gaa!
(Jens Romlen ud.)
(Tæppe.)
TREDIE AKT
Karlekammer paa Gløttrup. Dør ud til Stalden i Krogen til venstre. Et gabende Hul i Bagvæggen. Kalkpudset fattes allevegne. To Jernvinduer til venstre. Møblementet bestaar af seks dobbelte Træsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprækkerne; et Skab med nedhængende Skidentøj ovenpaa til højre mod Bagvæggen; et lille Bord mellem Sengene til højre; et Par umalede Stole; en 4 – 5 lave Kufferter omkring Væggene. Mellem Vinduerne og over Sengene hænger Træskostøvler, Bringetøj og Kjørepiske. Ved Bjælken et Par sværtede Staldlygter, hist og her paa et Søm en Klynge Søndagstøj; paa Bordet svømmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og Smørebørster. Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner sig en Cykle.
Per Hjorddreng løber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som han henter ved Posten ude i Stalden.
Laurst og Klæppen staar vesteløse og barberer sig ved nogle Spejlstumper stillede mod Jærnvinduerne.
Røgter Søren sæber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over Laursts Skuldre.
Laurst
(som støder til ham).
How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med æ Knyw!
Røgter Søren.
Da skuld a wal ogsaa gjan si. Og du spejler misæl ett godt i den Sid, du vender te mæ.
Klæppen
(vender sig om mod Per).
Aa, hent ogsaa nø Wand te mæ.
Mange Stemmer.
Og te mæ!
(Per blarper omkring og sætter de fulde Fade.)
Jens Tammesen
(tørrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende):
Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne. Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dér, mens vi andre holder Møde.
Hører I, Murmeldyr!
Goliath
(med stort hængende Overskjæg).
Aa, gaa ad Helvede til med jeres Møde! Jeg er ligeglad!
Jens Tammesen.
Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hælde paa Krukken. Din Strube er snart saa bundløs som et Støvleskaft. Nu har du igjen siddet paa Kroen den halve Nat.
(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort Rabalder dejser over mod Nabosengen.)
David
(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).
Hvad skal det til at vælte min Cykle, din skeløjede Abekat!
Lange Anders.
Hun slog sig inte no' videre. Hun stødte sig bare lidt paa Gummien.
Laurst
(færdig med Barberingen).
Hwad skal ogsaa det betyd aa slæb di Cykel mej ind i æ Kaalkammer. Haar vi ett Swineri nok endda.
Røgter Søren.
Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han ræd for, de skal komm og ta'en fra ham af.
Jens Tammesen.
Den ligger ved ham om Natten.
Laurst.
Nej, det gjør Katinka; helsen tror a saamænd wal, han tog'en med sæ under æ Hylsklæd98!
Lange Anders.
Det maa nu alligevel være rart med saadan en Cykel, naar man har saa mange Kjærester som David, for saa kommer man immervæk saa gelassen fra den ene til den anden.
(David og Goliath snorker for ikke at høre Skoserne.)
Jens Tammesen.
Kom nu op, I Sovetryner.
(Højere Snorken.)
Jens Tammesen
(gjør Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).
Goliath
(i Underbuxer, tænderskjærende foran lange Anders).
Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkæg brungen op paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham her.
(Ryster Næven under Anders' Næse. Man samler sig om de to.)
Goliath.
Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer allesammen.
(Gjør et Udfald.)
Klæppen
(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han sætter sig haardt ned mod Gulvbrædderne).
Stødte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet, Kammerat.
(Tømmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og fører ham hen til Udgangen, slænger ham ud.)
Tør dig nu pænt under Næsen paa én af Korumperne!
(Sengen løftes atter op. Gulvet ligger strøet med afkrængede Buxer, Strømper etc. Laurst gaar omkring og gi'er det et Spark ind under Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)
Jens Romlen
(ind).
Godmaan! Ja nu haar vi karenmæ snaar æ Goj. Han kommer hernied baag æ Røgel99 paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring. Jow, det er lissaa sikker!
(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)
Klæppen
(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i Haanden).
Hør, Jens Romlen, tror du a kan komm mej, te det her Tørvsjov?
(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)
Jens Romlen.
Ja, tho du kan da majt æ Spaad!
Klæppen.
Ja, for nu er a Dælen rend mæ snaar træt af de her Herregaard.
(Hestetrampen.)
Jens Romlen
(kiger ud).
Der haar vi fandenmæ lig æ Swend, det er lissaa sikker!
Klæppen.
Hwad er det for en Swedi100, ham Goj, haar han nø Kondovitter?
Jens Romlen.
Pø! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di Starels101.
Klæppen.
Det war Satans!
Goj
(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).
Godda'; naa, hvordan forløb det saa med Skjødet?
Jens Romlen.
Ja, haar en kjend Maagen, han næjted mæ'en, æ lied Skjevl102; næjted mæ mi soleklare Ret lig op i mi oben Øwn.
Goj.
Ja, selvfølgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.
Jens Romlen.
Jamen du kan fandenmæ tro, te a ga ham hans Refurium103! A war lig ved aa sej te ham: du er den største Kjeltring, a haar kjend!
Goj.
Men du sa' det ikke?
Jens Romlen.
Nej! for a bløw jo niest aa104. Han pejt ad æ stur Dar. Og saa maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenmæ vis ett bløwen tal te far, æ Swend!
Goj.
Det er en nederdrægtig kjedelig Sag med det Skjøde. Din Lod ligger jo derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lægge Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at fastholde sin Vægring, er han sgu i Stand til at vælte os hele Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tænkt mig den. Hvor har du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjødet, mens den gamle levede.
Jens Romlen.
Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys105 ved. Men det war jo dum, det skal a gjan indrømm. Men hwad, en troed jo da ett, te æ Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og Kief106.
Goj.
Gaa hellere ud fra som en Selvfølge, at en fattig Mand altid bliver snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!
Men den Sag maa nærmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en Udvej; skjønt jeg ser den ikke i Øjeblikket.
(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens Baggrund; de fleste har faaet Piberne tændt. Efterhaanden lejrer de sig paa Kufferterne og Sengene.)
Goj
(vender sig til dem).
Ja, Kammerater, jeg har jo næppe behov at præsentere mig eller vidtløftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har ønsket dette Møde med jer.
(Stemmer: Ja, ja!)
Det er jo nemlig ikke første Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule; nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre (Hør!) – Her har jeg gaaet før I og min Slægt før mig, Aar efter Aar over disse tilsølede Gulvfjæl. Gjennem det rustne Jærnvindue dér har jeg – som I nu – bestandig haft den samme Udsigt til en Mødding i Forgrunden og den takkede Herskabsgavl i Baggrunden.
(Hør, hør, Bravo!)
Goj
(afbryder).
Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Døren op ud til Stalden, at vi kan faa – om jeg saa tør sige – lidt frisk Luft. – Tak skal I ha!
– Hvor jeg kjender den igjen, denne klæbrige Dunst, der sidder her rundt om paa de sværtede Bjælker som tunge Edderdryp eller gaar i Gjæring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvævsfyldte Hjørnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg sad der foran Flammen og hørte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da sitred mine Nerver af en sær Glæde; jeg var pludselig som hin frigjorte Slave, der sidder og varmer Hænderne ved det Baal, som næres af hans splintrede Aag.
Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord. Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har følt den Jubel ved at staa lænkefri, han har været i Guds Rige!
Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vægge, disse Bjælker, dette hæslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og gjør jer gamle og sløve før Tiden.
Her mellem disse skidne Vægge har I den Form, hvori I støbes til de Smaafolk, I er. Her lærer I at krykke sammen til en Mands halve Længde, sjæleligt endnu mere end legemligt; her øver I jer i at blive fejge og svinske og sjæleraa og se med ærbødig Frygt op til de heldige, dem der som hine histovre (peger ud ad Vinduet) bor bag de takkede Gavle og de hvide Gesimser.
(Stærkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt tøvende kommer frem i Døren.)
Jens Tammesen.
Hvad har I her at gjøre. Ser I ikke, vi har Møde!
(David gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen, arbejder sig atter mod Døren under Knubs og Nakkedrag og haanende Tilraab):
"Han skal ud til Tøserne!" "Vil du hilse din Mor" – "Og Katinka!"
Goliath
(truende frem; ser ædende ond til dem alle).
Jens Tammesen.
Kan du ikke se, vi har Møde!
Goliath.
Hvad Fan'en raver det mig!
Lange Anders.
Du har nok obselveret, at Klæppen inte er tilstede. Men vi kan snart hente ham.
Goliath
(slaar Anders i Synet, saa han dejser).
Hold Kæft i Helvede! (peger mod Goj): Er det den Urangutang dér, der holder Møde? Saa er det vel ogsaa én, der skal leve af vos andre. Pø! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn. Du klør vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bændelorm! Ska' jeg række dig et frisksmurt Nyseplaster!
Goj
(der længe har maalt ham med Øjnene, siger roligt):
Nu vil jeg raade dig til at søge dig et andet Publikum for dit onde Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion i Selverkjendelse.
Goliath.
Mukker han!
(gjør et drabeligt Udfald).
Goj
(gi'r i det samme Goliath et Boxestød, der sætter ham paa Knæerne; Beundringsraab fra de forsamlede).
Goliath
(rejser sig skamfuld op).
Hvor har du lært det Tav?
Goj.
Aa, jeg har tæmmet Vilddyr, der var værre end du, sølle, brændevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Døren lidt gesvindt!
Goliath
(hugger en Brændevinsflaske og et Par gamle Støvler).
Man har vel Lov til at faa, hvad der er éns eget.
Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dælen storme mig ud og smører Gedakten.
(I Døren, peger paa Goj):
Saa kan du godt præke videre, Mosjø – Marekat!
(Døren smælder i.)
Goj
(fortsætter).
Kunde jeg ønske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg før afbrødes i?
Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Sønner, jeres Døtre, og den slipper jer ikke, før I har ofret den jert Hjærteblod. Rummet her smitter af paa jer Sjæl, I bærer det om med jer i jert Sind og jert Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det er Hulen her!
(Bravo!)
Men som jeg brød ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.
Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og stærke Land, da fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie og selvstændige Mænd.
Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til Samfundets Trivsel og Væxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som alt raadner, der lægges i Dynge og Klump. Men histude ved Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Næver, der tør binde an med den.
Jeg har i denne Sommer opkjøbt en stor Flade af denne Jord, saa meget at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Tørven favnedybt i Pytterne og venter kun paa at løftes op paa Brinken for at blive en Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lønnet mer end tilstrækkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig Arbejderstab, der hvor jeg før saa Trælle og værkbrudne Mænd.
(Bravo, Bravo!)
Klæppen.
Det war da'tt mulig, te a kund komm mej dér.
Goj.
Enhver hæderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal være velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.
(Begejstret Mumlen.)
Vi har allerede taget fat paa at bygge en Række nette og sunde Hjem langs Moseranden til Arbejderne; flere vil følge efter, som Tilgangen stiger.
Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrænset Antal Arbejdere; de første 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjæves, og Folk hér fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa kræves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med eders nuværende Husbonde.
Dermed har jeg fremsat det væsentlige af, hvad jeg havde at sige jer; jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.
Jens Tammesen.
Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner os for Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjør det. Og det, hm! saadan at høre om sit eget Menneskeværd, og sin Selvstændighed, det har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, én kunde høre om. – Jeg havde tænkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg, at jeg rejser til Goj.
(Mange Stemmer: Det gjør vi ogsaa!)
Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra – a – !
Villads Vedhud
(styrter ind).
Hør Goj, hør Goj, du maa fandenmæ ud og si te di Hejst, om ett du vil ha en kwol107 paa æ Flæk. Den haar snær sæ sjel ikold for æ Laaddar108. Den haar faat æ Skank i æ Bjedsel og æ Saadl109 øver æ Ører. A ved Fanden hwint mæ ett, hwordan det er, den staar og hæfler i'et110. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en sparker mod syv Verdenshjørner; det er da en forvoven Helmis, som nok skal faa laved Ulykker jetiddaws111, aaeja, aaeja!
Goj
(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).
Bertel Bjat
(til Jens Romlen).
Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw si egen Mand.
Jens Romlen.
Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vær for vi fatte Mennesker, om vi kund faa wor Hæl112 op og blyw selvstændige. Her haar vi gavn med æ Grim øver æ Ører fræ vi war ett and de elendigste Horker113; jow, det er lissaa sikker!
Bertel.
Ja, nu blywer han sgu snaar for speddelsk114, den Ung. Du høt jo iguer, hwordan han tog afvej for æ Hund. Ja, a maatt jo hjem og hæng'en. Æ Bøen stod omkring mæ og græd, som war de pisked, og a war sgu lig ved og græd mej. – Men nær han nu ett kan und wos saa ring en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!
Jens Romlen.
Nej, aalle aa æ Stej115. A gaar nu med Goj, om æ Herremand saa blywer saa gal som Filax116; jow, det er lissaa sikker!
Klæppen.
Det er en Fandens beløben117 Fyr i æ Taal. Det er sgu lig en Ganning118 for mæ. Det vil a sgu ha en Axi i; for æ Herremænd – dem skal en dælenmæ ha nær te æ Ild, om en skal faa nø Fjedt af dem!
Wolle Peter.
Ja – a – a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vær andt sær, om han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.
Læg nu Mærk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!
Laurst.
A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nær han først haar faat wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te æ Herregaard ka vi jo ett komm, nær vi saadan haar sparked baagud te'en.
Stemmer.
Ja, Laurst skal hold med æ Herremand; hvormøj faar du for det, bette Laurst?
(Laurst forvirres.)
Wolle Peter.
Nej, det er sgu rigtig nok! Læg baare Mærk te de Urd, Laurst saâ der tesidst; der er møj om det. Der er mir Inder119 i det Snak, end en fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal120 ogsaa mi Taal. En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og træj op og taal stur Urd; men holder de i æ Uddrav121, hm! lad wos kig atter det! Prøv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved mi Urd.
Goj
(vender tilbage).
Naa, er der ellers nogen, der skulde ønske at gjøre en eller anden Bemærkning til mit Forslag?
Villads Vedhud.
Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej – a haar jo snaar ett hør nøj aa æ Taal (Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!) aaeja, aaeja! Men a ved jo nok fræ anne Sider, hwad Goj faares mej. Det a sejer, det er, te du er for haard, du er fandenmæ altfor haard. Tho æ Bønder og æ Herremænd, det er da Fanden hwint mæ nøj af det villerst122, vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten og Trajten ud paa aa kwæl æ Bønder, aaeja, aaeja! Men det kan da Fanden hwint mæ aalle gaa an og kwæl nøj af det bejst en haar!
Goj.
Jeg vægrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa denne Forsamlings Vegne.
(Stemmer: Nej, nej!)
Er der andre, der har noget at bemærke?
Laurst.
Vi behøver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at tænk wos om.
Goj.
Ja, fortræffeligt! Bare enhver, som ønsker at være med, vil beslutte sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden, før det er for silde.
Per Hjorddreng
(kommer forpustet ind).
A skuld hels fræ Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild snakk med Dem.
(Stor Uro i Forsamlingen.)
Goj.
Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da træffes jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.
(Per ud.)
Klæppen
(dæmpet).
Nu blywer der Satan sykk mæ Kommers!
Goj
(under Forsamlingens stigende Nervøsitet).
Ja, saa er vi vel færdige; men før vi skilles, foreslaar jeg, at vi synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tænker, jeg har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.
(Deler rundt.)
Goj
(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet rungende Kor).
Raabet stiger i Morg'nens Skjær:
Kommer I snart!
jager som Blæst om Sig og Kjær,
hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r:
Kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor
– kommer I snart! —
knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
venter paa Vuggens spæde Nor —
kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg
– kommer I snart!
Eders Kvinde bag klinet Væg
malker Geden med striden Skjæg,
kommer I snart, I Husmænd!
Dovne sugede Jordens Marv,
– kommer I snart!
tusind Tønder til Taabers Tarv!
Hvad de levned blev eders Arv.
Kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi,
– kommer I snart!
grib jer Spade, og hug jer fri,
I er tusind, hvor de er ti!
Kommer I snart, I Husmænd!
Proft
(er kommen ind ved Begyndelsen af næstsidste Vers. Efter Sangen gaar han hen mod Goj).
De arrangerer Varieté for Folkene?
Goj.
Saamænd.
Proft.
Mon gratis.
Goj.
Ja, for indbudte.
Proft.
De lader til at være stærkt optaget.
Goj.
Har været. Nu er vi færdige.
Proft.
Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.
Goj.
Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst blev kaldt op i Herskabslokalet – det er nu en lille Snes Aar siden – var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres elskelige Faders sidste Opmærksomhed imod mig; og De forstaar: saadant et lille kjært Barndomsminde vil man nødig ha' vækket i Utide.
Proft.
Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.
Goj.
Som man ta'r det. Dog havde Deres højtærede Far visse rundhaandede Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til Fortjeneste. – Jeg havde forøvrigt sparket en af hans Jagthunde, fordi den først havde flænget mit ene Ben.
Proft.
Og nu er De kommen her for at sætte Splid mellem mig og mine Folk, lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Fløden.
Goj.
Aa, hvad Fløden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og Deres, at der næppe vil være levnet stort til mig. – Og naar De allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af mit Projekt.
Proft.
Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her (peger omkring sig; fortsætter henvendt til Folkene):
Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hørt nok af den Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax! Endnu er jeg dog eders Husbond.
Jens Romlen.
Ja, men det er jo da Søndag, gued Hosbond!
Proft.
Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!
(Puffer til de bagerste.)
(Til Goj): Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trængen-Dem-ind her paa Gaarden!
Goj.
Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte sig i Døren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.
Proft.
Hvad understaar De Dem i at sige!
Goj.
Med hvilken Ret jager De med voxne Mænd og Familiefædre, som var det umælende Kvæg?
Proft.
Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?
Goj.
Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter Dem.
Proft.
Hvorfor kredser De uophørligt omkring denne Gaard? Hvad er det, De vil?
Goj
(lægger Armene over Kors).
Nuvel! Jeg vil – hævne mig! Hævne min Mors Skjændsel og min Fars forsmædelige Død.
Proft
(blegner; ta'r en Revolver frem).
Nu skal De Dælen brække mig forføje Dem ud af min Gaard, eller jeg skyder Dem ned som en Hund!
Goj
(har lynsnart revet sin Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt tilbage, hæver Vaabnet mod Proft og siger):
Værsgod! De har første Skud!
Proft
(la'r sit Vaaben synke).
Goj.
Godt! Skal vi saa ikke forsøge at anslaa en mere saglig Tone.
De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slægt har handlet med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har været knyttet til blodig Gjengjældelse.
Mon De endnu husker den Dag, De havde opført Dem raa imod en ung Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De græd til mig, endda De alt var voxen Mand; og da De krøb for mig og omklamred mit Knæ og tilsvor mig ved de stærkeste Eder, at De intet skulde røbe for Deres Far, da jubled mit Hjærte af Hævnglæde. Men da De alligevel fortalte Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Søn, da vendte mit Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dæmninger; jeg selv kæmped haabløst i dets Hvirvler. Da følte jeg, at nu maatte jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og faa en endnu forfærdeligere Skæbne end min Far.
Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.
Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften omsider damped mig af Blodet. Derude lærte jeg at forstaa, at det ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.
Proft.
Det var en noget sen Omvendelse.
Goj.
Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjæl. De og Deres Standsfæller De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.
Proft.
Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.
Goj.
Ikke de eneste, men dem der er angrebet værst. De lider af Fedt paa Hjærtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende. De er fødte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da De ikke ved, hvad De skal gjøre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp, saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trænger op i Dem selv, højere og højere, indtil den naar de ædleste Centrer.
Proft.
Aa, jeg gider ikke høre paa Deres Tirader!
Goj.
Det er heller ikke saa meget Dem, de gjælder, som den Flok, De for nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin sivende Grund som et Møllehjul, man har ledet Vandet fra.
Saa let, som De fløjter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min Moseplads fløjte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hænder og saa – Rotterne!
Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hævne mig?
Proft.
Præk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.
Goj.
Om noget andet? Hvad mener De?
Proft.
De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; sælg mig den.
Goj.
Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spæd ude paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde Hopper, der færdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Føden af min Haand. Men dens medfødte Vildskab er i den. Vil De se det! (Han gaar hen til det aabne Vindue og blæser i en Fløjte.) Se der! Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortøjringspæl. (Kalder.) Meggi! Meggi! Hov, hov! – Men nu blæser jeg igjen. (Fløjter.) Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i Vejret. – Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! – Nu gaar det ikke an, jeg gaar videre.
Proft
(stærkt interesseret).
Det var som Satan!
Goj.
Eet Fløjt endnu, og vi risikerer, at hun støder sit Reb og sprænger ind ad Vinduet til os.
Proft.
Det er meget interessant.
Dorre
(kommer lydløs ind).
Proft.
Hvad skal du, Dorre?
Dorre.
Aa, a skuld red æ Kaal' dje Sengi123, men a ka jo godt vent.
Proft.
Nej, det er ligegyldigt; red du bare væk.
Dorre
(gaar i Lag med Sengene).
Proft.
Hør, Goj, den Hest maa De ikke nægte mig.
Goj.
De ved ikke, hvad De be'r om. Desuden: Den Hest kan De slet ikke ride.
Proft
(blæser).
Pyh; nu taler Proletaren i Dem. De snakked før om mine – Perversiteter. Men Folk som De ved ikke, hvad det er at leve. Det er ikke det at gaa med fyldt Skrut eller nyde under passende Hensyn til andre. I Deres Iver for at dividere, saa vi alle faar saa pas lige meget, glemmer De bestandig det Plus, som gir Livet sin Tillokkelse. Nøjsomhed har nu aldrig hørt til mine Naturanlæg. De er formodentlig Medlem af en eller anden puritansk Maadeholdsforening, jeg er – om De vil – én af disse tøjlesløse Levemænd, som synes at eje Deres Foragt; at kunne besejre enhver Pige og tumle enhver Hest har altid hørt til mine bedste Slægtstraditioner.
