Читать книгу: «Samlede Værker, Tredie Bind», страница 4
Wolle Rævsgaard
(rækker nølende Haanden ud).
Nørholm.
Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den egentlige Sag.
De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke De hjælper ham.
Visti.
A hjælper ham?
Nørholm.
Ja, det baade maa og skal De.
Visti.
Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk ham mej?
Nørholm.
De skal ikke være alene om Tabet. Jeg vil hjælpe, og jeg skal søge at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000 Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til Veje.
Visti.
De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for Dem. De er spaared sammel ved 2 – 3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a saa for'em?
Nørholm.
Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som De jo elsker?
Visti.
Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i Forvejen.
Nørholm.
Naa, var De det! – Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr. Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
Wolle Rævsgaard.
Nej, æ Gaard og æ Dætter – det skuld jo da gjan føl'es ad. Anderledes haar a aalle tint.
Nørholm.
Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
Visti.
Ja, hwad tho, æ Gaard – Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær enhwer kræwer sin?
Nørholm.
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det er ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
Visti.
Naa, er det saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de 4000?
Nørholm.
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig Aftægt?
Visti.
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og kyl ham og hans paa æ Dar, for det a fæk æ Gaard.
Nørholm.
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! (De rækker atter hinanden Haanden over Bordet.) Nu har De Grund til at være glad, Hr. Rævsgaard. – Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk. Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i Sagen.
Wolle Rævsgaard
(halvt oprømt).
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! (Kalder ud i Kjøkkenet.) Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
Trine
(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti):
Men, Jøsses, hworden gaar det te, te du er her?
Visti.
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a er nok saa walkommen som sidst.
Wolle Rævsgaard.
Hmm!
Trine
(i stigende Undren).
Men hwad er her gavn for sæ?
Nørholm.
Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille Overraskelse?
Trine.
Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen Ting.
Nørholm
(gravalvorlig).
Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
Trine.
Det er da Løwn! (Styrter hen mod Faderen.) – Er æ sand, Faa'r?
Wolle Rævsgaard
(sagte).
Ja, vis er det!
Trine.
Saa haar a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
Nørholm.
Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener Visti Andersen der.
Trine
(i Jubel).
Nej, haar Faa'r gin hans Mind!
Wolle Rævsgaard.
Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar hat; for min haar sgu wot knowred50.
(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne. Omsider smutter Trine ud i Kjøkkenet.)
Esper Vøvtrup
(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).
Ja, saa tar a æ Kratt51, Wolle; nu fand a'en endele.
Nørholm.
Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
Esper Vøvtrup.
Ja, her gaar a og vrøder52, men a haar sgu tront53.
Nørholm
(slaar ud med Haanden mod Visti).
Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af Hegnsgaard.
Esper Vøvtrup.
Hwa … hwa … hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
Visti.
Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
Esper Vøvtrup.
Det kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der Skrej54 i æ Sager!
Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
Wolle Rævsgaard.
Ja hwad, Gaard og Dætter … de tow Ting skuld en jo ett wal skjell ad, hwor en ett haar mir end de samm.
Esper Vøvtrup.
Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du saat ham paa æ Dar?
Wolle Rævsgaard.
Aa, han gik endda sjel.
Esper Vøvtrup.
Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett mi Ganning55. A kan nu jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
Nørholm.
Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet bruge 2000 Kr. – det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad – er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for denne Sum?
Esper Vøvtrup.
Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa driste ved.
Nørholm.
Tak, Hr. Vøvtrup!
(Ka Rævsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjøkkenet.)
Ka Rævsgaard.
Men, Wolle, hwad er æ endda for nø underle Ting, en hører! – Og Visti – ! Aaeha endda!
Wolle Rævsgaard.
Ja, bette Muer, nu kan vi spænd fræ. Her vil ett blyw Brug for wos mir.
Ka Rævsgaard.
Og Mads, der kund opfør sæ søen! A troed æ aalle om ham!
Trine.
Nej, Muer, du vild jo aalle hør paa, hwad a saa. For a vidst nok, hwad han war for en Fillifut.
Ka Rævsgaard.
Ja tillykk da, bette Visti, nær det ett kan vær anderledes!
(Rækker Haand og græder.)
Bitte Fip.
Tillykk, Visti! Saa det er dæ, der skal haa æ Dætter.
Ja, æ Pig er gued nok; men hun vil da gjan læ enaaen gjør det streng Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te æ, si'n en fæk dæ her Tilfald.
Visti.
Ja, vi kommer jo nok ud aa æ med hinaan, Fip.
Fip.
Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.
Og her kan sgu gjan trænges te, te der kommer ny Kwot i æ Spil her paa Hegnsgaard!
(Tæppe.)
ULVENS SØN
(1909)
PERSONLISTE
Enkefru Proft, Ejer af Gløttrup.
Erik Proft, hendes Søn, Gaardens Bestyrer.
Goj, Driftsleder.
Den Blinde, hans Bror.
Jens Romlen, Daglejer paa Gløttrup.
An Kjestin, hans Kone.
Dorre, deres Datter.
Laurst, Forkarl.
Per, Hjorddreng.
Villads Vedhud, Havekarl.
Gamle Anders, afdanket Røgter.
Jomfru Andersen, Kokkepige.
Fire Roepiger, deriblandt Smukke Katinka.
Hr. Grabb, deres Opsyn.
Grættrup, Herredsfuldmægtig.
Oxenway, Godsejer.
Smollerup, Proprietær.
Svenningsen, Proprietær.
Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Gløttrup.
FØRSTE AKT
Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, nyt paa venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.
Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. – Middags-Sollys.
Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner Laurst og klapper Tørvene i Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved Stigens Fod krummer sig Jens Romlen med Gjødningssæk over Skuldrene, mens Drengen Per løfter de alenlange, grønne Græstørv op paa hans Ryg. Den Blinde staar og »ser til«.
Jens Romlen
(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).
Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.
(Per er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)
Jens Romlen
(videre).
Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. (Rejser sig op med Hænderne paa Trinene.)
Da war det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi Vestlomm og gi mæ'en?
Per.
Jow suren spark mæ kan a saa!
(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)
Jens Romlen.
Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.
Den Blinde.
Aa, vil du saa ikke ta mig med!
Jens Romlen.
Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.
Den Blinde.
Ja, da kan jeg saamænd godt det.
Jens Romlen.
Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.
Den Blinde.
Ja men jeg kan krybe.
(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)
Laurst
(hamrer med Skovlen).
Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir Tørv.
Jens Romlen.
Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk56, ham deropp. Lad mæ saa kom til Dalren.
(Arbejder sig op ad Trinene.)
Den Blinde
(følger efter).
Jens Romlen
(slænger Byrden paa Tagryggen).
A – h!
Laurst.
Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.
Jens Romlen.
Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar57. Men naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd det bejst fræ wos.
Laurst.
Skal vi ta en bitte Pust?
Jens Romlen.
Aaeja! det vild endda vær gued, heropp paa det warm Taag. Her kan en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.
Laurst
(til den Blinde).
Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører godt i!
Den Blinde.
Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver Finger.
Laurst.
Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa hjælp wos med tow.
(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)
Per
(er ogsaa søgt til Vejrs).
Laurst.
Hwad skal du her atter?
Jens Romlen.
Aa, tho lad æ bette Knæjt ha den Plasir. Det er jo saa skjøn aa kom te Vejrs i den Alder.
Per
(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).
Laurst
(holder Øje med ham).
Kom ett te æ Stork. For faar du ham te aa plukk dæ i di Bowser, tar han fandenmæ æ Skind mej!
Jens Romlen.
Nej, her war'et endda skjøn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si æ Kow. (Peger ud, liggende paa Maven.)
Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nøj der lig forbi den sønderst Tørvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er mi Kow! Og kan du saa ett saadan sønden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu flytter en sæ! jow det er mi Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa sikker!
Laurst.
Ja, det er alskjøn aa ka si si Hjemmen.
Jens Romlen.
Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling58, – en kan misæl kom te og hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er bleven hængend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa ta nøj ind ved'et.
Laurst.
Ja, hwad er'et en hører! Te du vil te aa lav Tørv; saadan i det stur.
Jens Romlen.
Ihja! det er lissaa sikker! Nu vil a fandenmæ te aa lav Peng. Her haar a ga'n aa brokked læng nok. Men æ Mues – kommer det te aa gaa … en kan jo øs Peng op med Skovl! – Det kan fandenmæ vær, en blywer Millienær! Hehehe!
Laurst.
Er det nu ham æ Goj, der laver alt det?
Jens Romlen.
Ja, det er sgu æ Goj; det er ham, der haar faat Kig paa æ Mues, jow, det er lissaa sikker! – Det er saamøj en Fandens Kaal', han er bløwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fræ Australien?
Laurst.
Nej, a haar sgu aalle sit æ Persovn; men en Del haar a jo høt om ham. Det skal jo vær en geskjæftig Fyr.
Jens Romlen.
Ja, føj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drømt om, der kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vær bløwn saamøj Kaa'l.
For æ Faa'r, – ja, det hower du ett nøj te, men ham gik'et jo da saa sølle, som det kan gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn her paa æ Gaard fræ hans bette Tid aa. Da bløw der saamænd tavn haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for møj; for den gammel Proft det war saa møj en Røwer! Ja, den Ung er misæl ett aa rues, naar en turd sej'et; men nu taaler æ Folk jo knap nok saamøj.
Laurst.
Naa, den gammel war saa dæwels?
Jens Romlen.
Ja, han haar øj manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, – det er jo da den gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.
Laurst.
Er'et sand!
Jens Romlen.
Ja, wed du ett saamøj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i æ Hued.
Laurst.
Wolle her?
Jens Romlen.
Ja, det forstaar sæ. Paa æ Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan og mød for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det kan jo sajtens ski; og æ Herremand han blywer jo hwerregal, som han plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid sæ, te det war atter æ Haar, men den der mist æ Øwnsyn, det war misæl sølle Wolle! Jow, det er lissaa sikker!
Laurst.
Sej mæ nu engaang; den her Tørvanstalt, der far bløw snakked om: haar Goj nu saa møj, te han ka bekost det rejst op?
Jens Romlen.
Ja, det war ett sær! Det stiller han an som en Røj. Han haar Peng saa det hwørmer59.
Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar æ Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em60; ja, det er en Satans Træjring61!
Laurst.
Ja, for det er ett Klatskjellinger, dér skal te'et.
Jens Romlen.
Nej, bette søde Børn, det er i Tusinder! Maskiner og … Greb og Skovl … og Værker og Sager – Anlegskapitalen, – det skal fandenmæ nok rend i æ Vejr.
Hihihihi! Der blywer dænenmæ Lyw ved æ Muesland.
Laurst.
Ja, det maa du nok sej! Og du skal jo da saa vær mej i'et.
Jens Romlen.
Ja, Gud bewaars! A skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa sikker.
Laurst.
Kan en anden jen ett kom mej i det?
Jens Romlen.
Jow, forstaar sæ! Tho det er da æ Mjening aa'et, te det skal I mej te aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortæl endnu, men det er jo saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa skal al æ Egns Smaafolk ta te æ Mues og ingen te æ Herregaard. Saa skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne, der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!
(Peger ud mod Mosen.)
Derud, derud – hæ-hæ-hæ! – ud baag mi bette Hysling, der er'et fandenmæ æ Sla ska staa! Hwa? Hwa?
Laurst.
– Men haar du nu ogsaa æ Skjød paa'et.
Jens Romlen.
Eh-nej, det haar a jo guednok ett.
Laurst.
Nej, det er jo æ Gaards.
Jens Romlen.
Nej, det er Fanden taa mæ min; det var ett sær! Men æ Skyd skal a ha. Og den haar a ogsaa wot loved læng.
Det war nøj af det sidst, æ gammel Herremand saa te mæ, far han død:
Æ Hues og æ Mues, Jens, det er din, og ska vær din. – Saa det ka de ett gaa mæ fræ. A ska snakk med den Ung om'et den Daa i Daa er. Det haar a loved æ Goj, og det skal a ogsaa nok staa ved.
(Arbejdsfolk i Træskostøvler og med Spader i Hænderne kommer fra venstre og gaar igjennem Porten.)
Gammel Anders
(er kommen ud i Solen. Sætter sig paa Bænken ved Muren).
Dorre
(ind; tumler med Mejerispandene henne bag Pumpen).
Laurst.
Dorre haar sit saa modfalden ud i den sidst Tid; nu kan en da si, hwor det stammer fræ.
Jens Romlen.
Ja, Herregud; sølle Pig! Vi saâ'et saamænd te hind baade mæ og hinne Muer: Ta ett te Gløttrup, saalæng du ka undgaa'et. For dér haar ingen fattig Pig nø godt i Vent. Men det vild hun jo ett hør om; og nu er hun, som hun er. Her haar sgu snaar aalle wot en Pig, uden hun maatt hold haran. Saadan war'et i den gammels Tid, og saadan er'et endnu. Men hwad, de plejer jo aa blyw javnhen forsørret.
Laurst.
Ja, en Par Faar og en Husend heropp i æ Hied.
Jens Romlen.
Ja, Fattigfolk stiller jo ett stur Fordringer.
Laurst.
Nej, aaenej. – War hun og Goj ett nøj Kjærrester i farom god Daw?
Jens Romlen.
Aa, hun war jo dengang ett andt end en Baaen og kald for. Det først han spurg om, da han kam hjem, war nu iløwle, om Dorre endnu war ugyvt.
Laurst.
Ja, saa haar hun jo da wot62 nøj i hans Tanker. – Og du ved, te det er den ung Herre, som haar wot der.
Jens Romlen.
Ja, det gaar hun jo ett fræ. Men det maa du endele ett læd dæ forlyd mej.
En Stemme
(omme fra Gaarden).
Kan I kom hernied og hjælp vi anne.
Laurst.
Ja.
(De gaar ned ad Stigen og gjennem Porten.)
Dorre
(synger, mens hun tørrer Spandene):
Jeg gaar i tusind Tanker
og elsker den, jeg ej kan faa,
han vist i Glæden vanker,
mens Sorg jeg lide maa,
den Sorg som jeg i Hjærtet bær
for dig min Ven saa kjær;
det voldte falske Mennesker,
og derfor Sorgen er.
O, havde jeg ej skuet
dit Ansigt og de Øjne blaa,
saa var jeg aldrig kommet
til Kamret, hvor du laa;
saa bar jeg ej paa dette Sting
her inderst i min Barm,
og kjendte ej de Angstens Ting,
der nu gjør kold og varm.
Nu er jeg mere ensom
end Træet paa min Moders Grav,
naar det mod Natten suser
bag Kirkelaagen lav;
og i dets stille Skyggefavn
jeg finder snart mit Sted,
det eneste jeg kjender nu,
hvor Sorgen gi'r mig Fred.
Gammel Anders
(nærmer sig).
Aa, bitte Dorre, synger du nu ogsaa den bedrøvele Vis; den haar a saamænd hør tit i mi Daw fræ den her Plads og aalle for det bejst. Naar æ Pigger begynder aa syng den Vis, saa er der gjan jet heller andt i æ Vej med dem. Haar du nu ogsaa ladt dæ narre?
Dorre.
Hvorfor spø'rer du mæ om det, Anders?
Anders.
Nej, du ka ha Ret i'et. A haar jo ingen Adkomst te aa bland mæ i di Sager. Men a er en gammel Mand, der sjel er bløwen haardt prøved af Verden! – Æ Folk snakker møj om dæ og Herren, og han er ett en Ganning for dæ.
Dorre
(vredt).
Det ka du jo sej, du ved ett.
Anders.
Nej, du maa et blyw vred, Dorre. Du haar gjord mæ saa møj godt, te a ka aalle glemm dæ'et. Da a laa syg af Gigtfeber nu i æ Foraar og snaar hwerken ku lett Haând hæ Fued, da howed a nok, bette Dorre, hwor tit du kam te æ Dar og rat mæ en Haând. Helsen haaj a saamænd gavn te. Ja uden dæ, hwordan skuld a vær kommen igjemmel me'et, mæ gammel Hejring, der ett haar und de Krummer, gued Folk kyler te mæ.
Men derfor er'et ogsaa, bitte Dorre, te det vild gaa mæ saanær te æ Hjat, hwis nue skuld gjør dæ Fortræd. Og den ung Herremand (ser sig ængstelig omkring) han haar æ Faa'rs Sindlav, og det war en Kaa'l, som ingen fattig Mennesk skuld slaa Bund paa.
Dorre
(heftig).
Som a sejer, Anders, det er vis nøj, som du gjør klogest i aa hold dæ uden for.
Gamle Anders.
Ja, Dorre, naar du tar'et paa den Maad, saa skal a ett sej jen Urd mir; saa ved a, hwordan det er fat med dæ.
(Krykker tilbage til sit Bræt ved Muren.)
Dorre
(ind i Bryggerset).
Goj
(kommer ind fra venstre).
Godda', Gamle! De skulde vel ikke ha' set Jens Romlen for nylig?
Anders.
Jow – æh – tho han og æ Forkaa'l war ilav mej aa mønn æ Hus for lidt sin. A tinker næjsten, De ka træff ham nied i æ Stakhaw. Mæ Forlov aa spør, hwem er æ Persovn?
Goj.
Nej, hvad ser jeg, det er jo Anders Røgter, ikke sandt?
Anders.
Jow saamænd, det er mi Navn.
Goj.
Saa er vi da endelig ikke saa helt ukjendt for hinanden. Men det var jo ikke at forlange, at du skulde kjende mig efter alle de Aar. Jeg er Goj, Søn af Jens Uhl63, som var Gartner her paa Gaarden i din Ungdom.
Anders.
Hwad sejer du, er du æ Uhls Søn. Aae Jøsses endda! Og du haar wot saa laant ud i Verdens Riger og Land, imen en anden sølle jen haar gaan og slæbt med æ Tøjrkøll øver den her jenle Firkant. Hwor kommer du saa sidst fræ?
Goj.
Fra Australien.
Anders.
Fræ Au-stra-li-en! Aae Jøsses! Saa er du da kommen øver manne Færrestejer64?
Goj.
Hahaha, ja, gamle Anders, det vilde blive nogen, om de taltes op.
Du er bleven mig noget graa i Toet siden sidst, vi saaes. Luften er ikke Smaafolk gunstig her i Danmark. I mister Kuløren for tidlig.
Anders.
Ja, æ Lyw skurer paa wos, men det er ett for aa gjør wos kjønner.
Goj.
Og du fungerer ikke mere som Kohyrde.
Anders.
Nej, det er a endda færdig mej.
Goj.
Sidder nu og tærer Naadsens Brød ved Gløttrups Husgavle. Det er næppe nogen helt misundelsesværdig Afslutning paa et stræbsomt Liv.
Anders.
Nej, æ Lyw blywer tit saa taangle. Men a faar jo æ Fød. Klæjer behøver a jo Gu ha Lov ett mir nøj aa65.
Goj.
Og Herregaarden gi'er dig saa Udkommet.
Anders.
Ja, aaeja; a faar jo dje Levninger. Og tho det er a jo glaad ved; det war ett sær. A ka jo ingenting forlaang. Der er ingen, der skylder mæ nøj.
Goj.
Nej, Jøsses nej! Naar Daglejeren ikke kan mere, saa gaar det ham ikke bedre end enhver anden opslidt Kost – pfui! – et Spark hen i en Krog, og saa sætter man en ny Kost paa Skaftet og fejer videre, som om ingenting var hændet.
Naa, her sidder du altsaa, naar Solen skinner, men nu naar det regner, eller Vinteren indtræffer?
Anders.
Jow, tho saa maa a jo krykk66 ind i æ Staald. A er jo ett forvænt.
Goj.
Du bor da formodentlig herinde? Maa jeg kige ind?
Anders.
Ja, det maa du saamænd gjan. Æ Herremand kan guednok ett lid'et, men du sladrer jo et te nue?
Goj
(ind; en lille Pavse; atter frem).
Nej, det er dog med den stiveste, jeg endnu har set! Og det er en Menneskebolig! En almindelig Kobaas med nogle uhøvlede Brædder omkring; og Sengelejet i Krybben; aaja, som selve Barn Jesus. Ja, det maa man lade dem, det er kristelige og fromme Sind, der her har truffet Ordningen! Hvor længe har du levet dér?
Anders.
Aa, det er jo endda no Aar sin. Det war jo den Gaang, a bløw saa ild medhandelt aa æ Tyr.
Goj.
Naa, det er oven i Kjøbet et Vederlag for at ha' ladet sig spidde af én af Gaardens berømte Præmietyre. Saa blev du vel ordentlig gjennemhullet?
Anders.
Ja, a laa jo saalæng og war saa møj limpele67. A war saamænd ett manne Firskjellinger ward. Der war ingen, der trowed, te a war kommen fræ'et; for a war jo da fræ æ Bevidsthied i laange Tider. Nej, Worherr ska ved, te a war en ring Mennesk.
Goj.
Naa, og saa blev du heven ind i Baasen dér for at komme lidt til Krylt68.
Anders.
Ja, aaeja. En kund jo snaar forstaa, te det vild trækk læng ud. Og saa vild a jo vær i æ Vej for de anne. Og saa bløw'et jo bestemt, te a skuld ha mi egen Menasi; og saa slog de det her sammel te mæ. Ja, det war nu Frowen, der vild ha æ saadan, for hun er iløwle den bejst.
Goj.
Ja, hun maa sandelig ha' et ømt og medfølende Sind! Men her skal blive ryddet op i denne gamle Skidtkasse!
Anders.
Hwad miner du … Du vil da wal ett … Aah, gjør mæ endelig ett ulykkele!
Goj.
Gjør dig ulykkelig! Det lyder jo som den argeste Spot. Kan du komme dybere i Savn og Forsømthed, end du er.
Anders.
Ja, a kan endda, Goj. A ka komm ad æ Fattegaard. Det klør a endle ett atter.
Goj.
Fattiggaarden! Der kan de aldrig fure dig hen. Ved du ikke, der er noget, som hedder Alderdomsunderstøttelse?
Anders.
Nej, det er, som a sejer, Goj, a vil ett paa Kommunen nu. Her er æ Plads, hwor a haar laa mi Arbejd, her vil a ogsaa ha mi Død. Hwad, Fattefolk de maa jo ett forlaang formøj, og a kan jo godt vær tjent med'et hér. A vil gued nok sej: æ Rotter ka jo blyw nøj slemm, nu sin de laa den grimm Swinsti lig op ad mæ. Men hwad tho, kan a ett faa Lov te aa sov om æ Næt saalæng a gjan vild, saa – som ogsaa æ Herremand sejer – kan a jo ta mæ en Skrab69 om æ Daa. A haar jo Tid te æ, bitte Faa'r.
Goj
(stirrer forfærdet paa ham).
Aa, Gud i Himlen, hvilke Bløddyr I dog er! Her tripper du omkring i et Hjørne af et Udhus som en gammel skabet Kat, der ikke fanger Mus længere, men som er taalt, nærmest fordi ingen gider klynge den op; og du synes det er farlig godt. Har I dog ikke Næver, for at I en Gang imellem skulde knytte dem i Stedet for bestandig at folde dem til Bøn!
Anders.
Ja, Goj, du er ung og stredde; du ka sajtens snakk. Men a er en gammel swag Mand, der staar jenne70 i Verden.
(Dorre er under Slutningen af Samtalen kommen ind igjen.)
(Hyrdedrengen Per har i nogen Tid gaaet omkring Goj og bekikket ham.)
Goj
(bliver opmærksom paa ham og siger):
Hør du lille Klør, jeg bandt min Hest derude i Gaarden, kan du ikke se efter, om den staar skikkelig; den er noget urolig paa fremmede Steder.
(Rækker Drengen en Skilling.)
Per.
Maa – maa – maa a behold den?
Goj.
Javist maa du beholde, hvad jeg gi'r dig.
(Per stryger af Sted.)
Goj
(nærmer sig Dorre).
Godda, Dorre!
Dorre
(med et let)
Aaeha!
Goj
(byder hende Haanden; ser længe paa hende).
Jeg syntes, du blev bange. Vidste du da ikke, jeg var her?
Dorre
(forvirret).
Jow, men – det er iløwle saa sær aa si dæ ijen.
Goj
(mørkt).
Du er voxet godt, siden vi sidst saas.
Dorre.
Det er ogsaa manne Aar sin.
Goj
(stærkt).
Men – du voxer endnu.
Dorre
(i Graad).
Skal du nu ogsaa te aa gjør mæ Fortræd.
Goj.
Det var just ikke saadan, Dorre, jeg drømte om at møde dig, naar jeg laa derude ved Vagtbaalet paa den anden Side af Jorden, og alle mine Tanker ilede foran mig hen, hvor du var.
Dorre.
A haar aalle loved dæ nøj, saa du haar ett nøj øver mæ heller mi Handlinger aa sej.
Goj.
Nej, naturligvis har du Ret. Hvad der var mellem os, det var jo kun Barneflirt altsammen. Og det var jo ganske taabeligt af mig at tro, at jeg var andet end en lille uskyldig Episode i en ung Piges Elskovsliv – jeg var blot den elendige sølle Gaasevinge, hvori Ræveungen prøver Tænderne, før de egentlige Godbidder vanker.
Du var jo ikke større dengang, end at du med begge dine blankspændede Sko kunde staa i min Haand, naar jeg holdt dig fra mig i stiv Arm.
Aa, som du stod der paa min Haand og under Skjælmeri skubbed mig Huen ned i Øjnene, for at jeg ikke skulde kige efter dine Ben, saadan har du staaet for mig i de mange Aar, da jeg har maattet flakke omkring efter de Brødkrummer, som de fleste finder i Vuggen.
Og nu … og nu! Aa, der bliver tilsidst ikke andet for en fattig Djævel at fæste Lid til end ens egne to staalhaarde Næver!
Dorre.
Ja, men Goj, du haar jo aalle skrøwen en Urd71 te mæ. Kund a ved, om du war løvend heller død!
Goj.
Har du nogensinde skjænket det en Tanke?
Dorre
(stille).
A haar skinked dæ manne Tanker. Ett aalsammel lig glaad! Hworfor stak du aa fræ mæ uden aa sej Forwal te mæ?
Goj.
Aa, det er ikke fortalt med to Ord, men du kan vel ha' Ret i at forlange Besked. Saa hør da:
Du ved maaske, at min Far for mange Aar siden var Gartner her paa Gaarden, men du har næppe faaet den fulde Sandhed at vide om, hvorfor han pludselig ophørte med at være det.
Ser du, min Mor gik min Far til Haande i Haven med Lugning og Bærplukning. Hun gjaldt for at være en smuk Kone, og hun var min Fars Øjesten. Han nægted hende intet, saa langt hans fattige Løn rakte.
En Aften, da hun var færdig i Haven, var hun gaaet ned til Aaen for at bade. Det var Maaneskin og blikstille, og hun havde ladet sig drive sorgløs med Strømmen et langt Stykke. Da hun kom tilbage, var hendes Klæder borte.
Dorre.
War hinne Klæjer henn!
Goj.
Ja. Hun gik et Øjeblik fortvivlet omkring og søgte; paa een Gang blev hun grebet bagfra af et Par kraftige Mandsarme; det var Herremanden. Han havde luret bag en Høstak; derhen bar han hende trods al hendes Græden og tog sin Vilje med hende.
Dorre.
Aa Herre Jøsses!
Goj.
Da min Far hørte, hvad der var sket, blev han ude af sig selv af Harme. Min Mor bad ham saa mindelig ikke at hævne det, men min Far var døv for hendes Bønner; han rev sit Gevær ned fra Bjælken og styrted ud i Mørket. Da han naaed Herregaarden, var Dørene allerede stængede; han gik saa om i Haven og saa, at der endnu var Lys i Herremandens Kammer. Blindet af sit Raseri retted han Geværpiben mod Vinduet og fyred.
Dorre.
Jessus Krist!
Goj.
Aa, der skete kun dette, at der knustes et Par Ruder og en Lampekuppel; hele Skuddet gik i Fjæset paa et af de gamle Familieportrætter. Herremanden selv, der havde siddet paa en Stol mellem Vinduerne i Færd med at afspænde sine Gamascher, fik ikke saa meget som et Hagl. —
Saa snart Gjerningen var sket, var Far flygtet ud over Marken for at naa Hjemmet; men Herremandens Hunde indhented ham og sønderrev ham foran hans egen Dør. Bundet som et Dyr blev han trods alle min Mors Bønner ført tilbage til Herregaarden. – Det er unødigt at fortabe sig i Enkeltheder. Min Mors Beretning blev omgaaet som ond Sladder; min Far fik en umenneskelig haard Dom. Da han kom ud af Fængslet, var han aandelig og legemlig en ødelagt Mand. Mor overleved ikke Begivenheden ret mange Aar; Far drev omkring mellem Sognene som Pjaltekræmmer. Han sov i Høstakkene og stjal den Mad, der var sat ud til Hundene.
Saadan gik Tiden, indtil det Aar, da jeg rejste. Som du ved, tjente jeg selv mange Aar her paa Gaarden og døjed tit meget ondt. En Vinteraften fik jeg saa Ilbud gjennem en af Gaardens Folk, at min Far laa heroppe i Hulvejen og vistnok var i Færd med at dø. Jeg iled derhen; han kunde endnu kjende mig, men det var knapt, jeg kunde kjende ham. I den senere Tid var han bleven meget sky, og han betroed sig til ingen. Af hans forvirrede Tale fremgik det, at han i længere Tid havde omgaaedes med den Tanke at brænde Herregaarden af; han var nu paa Vej for at fuldbyrde denne Handling, der skulde være hans Livs sidste; men udmattet af Sult og Kulde var han segnet om i Sneen; jeg kunde se, han havde slæbt sig et langt Stykke paa Knæerne for at naa sit Maal. Han forbandede sin Skjæbne, der havde nægtet ham Kræfter til at naa det, som den havde nægtet ham alt andet. Med denne Forbandelse udaanded han. – Da jeg aabned hans blaafrosne Haand, faldt der en Æske Tændstikker ud af den. Den tog jeg til mig som min eneste Fædrenearv. Vil du se, jeg har passet godt paa den. (Viser Æsken frem.) Der er endnu ingen brugt af dem.
Dorre.
Men, Goj, hwad er'et endda, du haar i Sind!
Goj.
Nej, du ta'r fejl, Dorre. Det er ikke for at blive Mordbrænder, jeg er vendt tilbage. Vel har jeg ved min Fars Lig svoret at hævne ham, og Hævnen er allerede i Anmarch, men derom faar du at høre en anden Gang.
Dorre.
Ja, men Goj, du haar endnu ett saa mæ, hvorfor du rejst di Vej.
Goj.
For ikke at blive nødt til at fortsætte, der hvor min Far slap.
At være ene med sin Hævn, det er som at spærres inde i et Bur med Vilddyr. Den frygtelige Hævntanke, der forhen stjal al min Fred, den har jeg nu faaet lagt om i et andet Leje. Men nu er du jo lige ved at omstøde det hele for mig. O, Dorre, hvor skammeligt du handler imod mig!
Dorre.
Ja, du haar godt ved aa snakk, som kund rejs fræ det hile. Du sejer, a war kuns en Baaen dengaang, og det war a ogsaa. Men a bløw voxen Pig ilav a tint paa dæ.
