Читать книгу: «Germanernes Lærling», страница 22

XLIV.

Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder, før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant. Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger, som tidligere og senere i Aaret; – thi Dagens vestlige Afglans, der vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var, den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i deres mørkeste Dyb.

Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.

De havde talt meget sammen den Eftermiddag, – talt om det politiske Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde, men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, – talt ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig Trængsel uden at fordre en evig Salighed.

Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro; – maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet, og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men jeg er bange for, at det er dumt,« – og saa fremsatte hun i naive Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal, som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun spurgte, om man ikke kunde tænke sig det besvaret saaledes, – uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med et berømt Navn.

De havde talt, og nu tav de.

De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; – men til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys, de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.

De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.

Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.

Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje, den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig, indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i Guldcirklen.

Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.

I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil – næsten Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme … Endnu ikke! – Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien lovede sin Lærling; – fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, – men tusind Gange skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som Profeten lader Gud komme – i den stille Susen. Han slog sig ikke til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig, gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det kunde være blevet, – og i en knælende Andagt ofrede han al sin overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys, der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og sikker som han selv i den Tro, der ikke haster … Endnu ikke. —

– Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. – Noget skønnere har jeg aldrig set, – aldrig noget saa skønt, tror jeg … Nu vil jeg ikke mer længes efter Rhinen.

– Jeg heller ikke.

– Ja dog, – jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var – og ikke var saa lykkelig som nu.

– Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.

– Men alligevel vilde – —

– Og dog vilde jeg – —

De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige det samme.

– Ja ikke sandt, vedblev han, – hertil vil vi dog altid længes tilbage.

Johanna nikkede.

De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde forsvinde.

Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.

XLV.

Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke, hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur, fuldt af sortklædte Mennesker.

– Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.

– Hør! – Bravo! – Hør!

Lærer Beck ringede med Formandsklokken.

– Professor Petersen har begæret skriftlig Afstemning, som strax vil finde Sted her, foran Tribunen. —

Der begyndte at komme Bevægelse i Mængden. Der gik en Strømning udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor der var Luft, Plads til at røre Benene og til Armbevægelser, hvis man blev ivrig under Disputen. En anden Strømning gik indad mod Tribunen, foran hvilken Trængslen blev endnu tættere, om de store Plakater med Sognenavnene, som nu blev sat op.

Noget tilbage, lidt uden for Mængden, stod den sædvanlige Gruppe af Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der og stemme hele Formiddagen – i den Hede! Den fallerede Kammerraad mente, at Professoren var dog nødt til at forlange skriftlig Afstemning, man kunde dog ikke vide —. Nej naturligvis, men overhovedet dette Valg! det var det fordømte Venstre, – naar de nu saà, at Ministeriet ikke vilde! – Ja, men de var jo saa stædige disse Bo—Bonde-Be—bæster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.

Ravn, der altid skulde være lidt krakilsk, afbrød Herredsfogden med den Bemærkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var Fritænker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en Alliance mellem Venstre og Fritænkerne, havde han stukket sin fornægtende Pibe ind: saadan en Grønskolling, som lod haant om al Autoritet!

Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens store Tale. Krarup laa ganske næsegrus af Begejstring, og Provsten rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i Ligevægt: – han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa udmærket Universitetslærer og nu, efter at have hørt ham tale, maatte han indrømme —. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle stemme paa sin gamle Manuduktør, fandt især, at hans Anvendelse af Skriftsteder havde været saa beundringsværdig. Mente Godsforvalteren ikke ogsaa?

Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom ud og talte med sine Folk – endogsaa overtalte – he! – Farvel!

– Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, – det skulde saamæn slet ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat … Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid … Ih, men der ser jeg jo Professoren – og Fruen!

Han ilede afsted, hæsblæsende efter at gøre sit Bekendtskab med Kandidaten gældende. – Provsten maatte nu til at gætte, hvormeget Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin berømte Præmie-Tyr Thaër, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, – og Pastor Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brændesag, som han nu endelig havde opnaaet at tabe.

Imidlertid snòde Pastor Krarup sig hurtig frem gennem Mængden, medens han i Forbigaaende trykkede en Bonde i Haanden eller klappede en Husmand paa Skuldren med et: »Naa, Hans Nielsen, du stemmer da vel paa dit Bysbarn Professoren, der har gjort vores Egn saa megen Ære?« – et Spørgsmaal, der gærne besvaredes med et ubestemt Grin og et: »Ja—a, det vèd jeg itt' saa lige.« Saaledes naàde han hen til venstre for Tribunen, hvor Professoren og hans Hustru stod i Snak med Forstanderen for Folkehøjskolen, Hr. Jansen, en stor Mand med luende rødt Skæg og Haar.

– Ih, ser man det! … God Dag, Hr. Pastor, God Dag!

– God Dag, Hr. Kandidat … Ah, Kandidat! nu er De igen »Kandidat Petersen« – he, he, he—e! … Kan De huske den Dag? … God Dag, kære Frue! … Go' Da', Jansen.

– Om jeg kan huske det! Det var jo den Gang, jeg først traf min Nikoline.

– Ja, vi har saamæn noget at være Dem taknemlige for, Hr. Pastor, sagde Fru Petersen.

– Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? … Ja, jeg tror nu det gaar … Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, – hvad, Jansen? … Lægge os i Skaglerne – for hans Triumfvogn – he, he, he, he—e.

Højskoleforstanderen var Beredvilligheden selv. Han vilde ikke nægte, at han maaske nok kunde have en Del Indflydelse paa alle de yngre Bønder, som vare udgaaet fra hans Højskole. Han skulde ogsaa formene dèr at have indprentet dem solide og religiøse Grundsætninger, saa de ikke gik hen og gav en Fornægter deres Stemmer.

En høj sortklædt Mand stak et duknakket Hoved med et alvorligt pergamentsgult Ansigt ind over Gruppen.

– Maa jeg præsentere, sagde Professoren, – min Ven Provst Lindekær fra København, der har været saa venlig at tage herud idag for at understøtte mig.

Baade Præsten og Højskoleforstanderen vare henrykte over at gøre den ansete Mands Bekendtskab, – en af Kirkens Støtter. De forsikrede, at de faa veltalende Ord han havde sagt fra Tribunen havde haft en uberegnelig Virkning.

Det var Provst Lindekær, der havde ført Hovedslaget mod Hjorth som Fritænker. Professoren havde talt mere politisk sagligt om de tre Punkter og navnlig dvælet ved Universitetsspørgsmaalet, ud fra hvilket han i en Parenthes havde gjort en lille Hentydning til Hjorths religiøse Stilling, men det var kun et Forspil, efter hvilket Provsten truttede i Zionsvægterhornet.

– Hvad jeg især beundrede, Hr. Provst, sagde Højskoleforstanderen, det var den Bemærkning, De lod indflyde om Socialisme —, det var særdeles fint.

– Ja, men Hjorth nægtede jo rigtignok, at han var Socialist, indvendte Fru Petersen.

– Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær … Der er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser og Socialismen … Det er Udslag af den samme pantheistiske Aandsretning.

– Ja—a, – det er netop Sagen, det har Martensen —

– Jo, hm – det er jo vistnok —

– Saa selv om han ikke i Øjeblikket har gjort sig det klart —

– Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen, sagde Højskoleforstanderen. – Og saa et praktisk Vink! vedblev han, idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa Brystet: – et praktisk Vink! – Provsten berørte Eden; – det maa vi lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan ikke faa Plads i Rigsdagen, eller – Tinget kunde maaske nægte at tage imod Eden, eller – der maa maaske forelægges og vedtages en Undtagelseslov, – i alle disse Tilfælde vil Kredsen i kortere eller længere Tid være uden Repræsentant, – det er et Punkt! det maa vi tage ham paa … Men nu maa jeg ud og arbejde i Deres Tjeneste, Hr. Professor. Farvel saa længe!

– Ja, jeg maa nok heller ikke staa her længe, udbrød Pastor Krarup med en ivrig Bevidsthed om de uhyre Masser, han kunde hverve for Højre. – Men De bør virkelig følge med, Hr. Professor – og De ogsaa, Frue, – De som er saa bekendt —

– Jeg synes dog, det er saa underligt, at vi saadan formelig skulde gaa om og bejle til Folkegunst.

– Ja, nej – det kan sandelig ikke nytte, naar man vil være Tribun, saa —

– Jo, ganske vist … Hm … Det er jo unægtelig et Krav af Omstændighederne.

– Nej se, Fru Petersen, udbrød Pastor Krarup, da de var gaaet et Par Skridt, dèr ser De Deres gamle Ven Ravn … De kan tro, han er ivrig for Deres Sag. —

– Det vilde være mig meget kært at hilse —

Men Godsforvalteren var allerede forsvundet ind i Trængslen, hvor hans Griseøjne spejdede gennem Guldlorgnetten efter Bønder og Husmænd, der stod i Afhængighedsforhold til Skovvang; denne Gang opdagede han Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans. Han kastede sig over dem: de huskede da, at man stolede paa deres Stemmer, – ellers vilde man se sig nødsaget til at pante dem ud for Afgiften.

Jo, vel, – men—n, at – de var nu før bleven holdt hen med Løfter, saa at de var kommen i Tanker om, at de vilde dog gærne have det skriftlig.

Ja det vilde de da li'egodt.

Ravn rev sin Lommebog op, skrev og gav dem Bladet.

Jo, det var jo meget godt, men se – at, de vilde dog ogsaa nok have Grevens Underskrift.

De skulde faa den.

Ravn styrtede videre, berøvende sit flade Hoved dets lille silkegraa Hattekuppel og tørrende sig med Lommetørklædet paa den runde, svedperlede Pande, medens han stirrede efter Greven. Pludselig busede han mod Fuldmægtigens store Skikkelse.

– Ah, God Dag, Jessen … God Dag, Frøken Jessen … Naa ja, De er da en sikker Mand!

– Hvorledes mener Godsforvalteren?

– Deres Stemme – De, der selv har været Højres Kandidat.

– Ja, men Tiderne forandre sig, Hr. Godsforvalter, og naar jeg har Valget mellem en theologisk Professor og min Ven Hjorth —

– Men De vil da ikke sige, at De vil stemme paa Hjorth? … Hvad kommer saadan et personligt Venskab – nej, men kære Jessen, det gaar paa ingen Maade an; jeg maa lægge Dem alvorlig paa Hjærte … Husk paa, at et saadant Gods, – der er – paa en vis Maade en Institution, og den, der er Medlem af en saadan Institution —

– Han kan gaa fallit, selv om han har Forvalteren til Ven, indskød Nelly.

Men Ravn lod, som om han overhørte denne Spids.

– Aa, der ser jeg Greven, der vilde tale med mig. Farvel.

– Det maa ellers være underligt, saadan at gaa og agitere for den, der har taget hans Udkaarne og Gaarden bort for Næsen af ham, sagde Nelly saa højt, at de nærmeststaaende hørte det og gav sig til at le.

– Greven ser saa bidsk ud i Dag, som om han havde Lyst til at piske os, ligesom hans salig Fader gjorde, det Afskum, sagde Per Andersen, der trængte sig frem sammen med Møller Kristensen.

– Kan du selv huske det, Per Andersen? spurgte en lille Bonde.

– Nej jeg – den Gamle holdt jo op at regere attenhundrede og fyrre, og da var han bleven spagere. Men min Fader haar da endnu været med til Afregningen, naar han stod i Døren og gav dem hver en Smøre af Kørepisken.

– Ja, han kører ogsaa hver Nat gennem Allèen med ildspyende Heste og gloende Hunde, – det haar da den forrige Vægter paa Skovvang set, han sagde immer, at nu skulde han ud og slas med den Gamle.

– Aa ja, det kan jo de tro, der selv vil, svarede Mølleren, idet han skyndte sig videre frem imod Tribunen.

– Nej se, hvor nedladende Greven klapper Ravn paa Skuldren, raabte en.

– Men Herren lovede den utro Forvalter, at han handlede snildelig, sagde Jessen.

Dette Ord gjorde Lykke. Det gik videre fra Mund til Mund, vækkende en stor hoverende Munterhed rundt om i en vid Kreds.

– Ah, I er nok muntre her, udbrød Hjorth, der kom i det samme med Lærer Beck og Broderen Jens, som var taget derover for at være tilstede og repræsentere Sønderjylland ved Valget.

– Ja, vi haaber ogsaa at faa dig valgt nu.

– Ja, Overtallet ved Kaaringen var ellers ikke saa stort, sagde Beck, – og der bliver jo nok agiteret stærkt nu. Han fortalte, hvordan Provst Storm nylig havde haft fat i ham og spurgt, om han havde afgivet sin Stemme. Nej, det havde han naturligvis ikke, for Valgbestyrelsen skulde jo stemme sidst. – Provsten havde ladet sig sige, at han var Venstre. – Ja, det var han ogsaa. – Naa, men ved denne Lejlighed kunde Provsten jo nok vide, at han ikke vilde stemme paa Venstres Kandidat, der var Fritænker. – Jo, det havde han dog med Provstens Tilladelse i Sinde. – Da vilde Provsten dog lægge ham paa Hjærte, at han ikke kunde anbefale en Lærer, der tog saa lidt Hensyn til det religiøse, til Embedet i store Skævinge, som han søgte. – Men han havde svaret, at det havde jo været noget andet, hvis det var Provsten, der havde stillet sig, som Provsten havde talt om i attenhundrede treoghalvfjerds, den Gang da Per Andersen sagde, at han ikke vilde give Provsten sin Stemme.

– Ja, det sagde jeg nu saadan paa Dril, tilføjede Beck, – for jeg vidste nok, det vilde ærgre Provsten. – Og saa tøflede han ogsaa af.

– Men det Embede kan De da skyde en hvid Pind efter, sagde Jessen.

– Aa, det faar nu være det samme.

– Ja, de sejer tidt til mig derover, te Venster gør ingen Nytt', og skaffer ingen bedre Love, sagde Jens Hjorth til en Bonde. – Men saa sejer a immer: ven det itt' kommer til at regere for de her Adelsmænd, saa kan det heller itt' skaffe bedre Love. Men det har gjort den Nytt', te Danmark har itt' faaet dem vover'.

– Ja vel, ja – det er sandt nok … Og det er li'egodt itt' aa kaste Vrag paa, det Arbejde heller.

Denne Anerkendelse fra Sønderjylland smigrede. Jens Hjorth var Genstand for en almindelig Opmærksomhed, medens der samlede sig en tæt Stimmel for at hilse paa Kandidaten og gøre gammelt Bekendtskab gældende.

– Hvis du ikke har forandret dig, siden jeg kendte dig, sagde Beck, saa er du ellers for aabenmundet til at passe her for Kredsen. Gud vèd, om du ligesom din Formand kan holde dig en Snes Aar uden at tale i Salen.

– Ha, ha! … Ja, det ku' ka'ske knibe nok, Hjorth! … Nej, han skal nok give dem Svar! … Ja, det kan jo ogsaa være godt det.

– God Dag, højstærede triste Endeligt, maa jeg ønske en glædelig Begyndelse paa et nyt og bedre Liv.

Hjorth vendte sig forbavset; – jo, det var virkelig Kleistrup, ligesaa bleg og huløjet som sædvanlig.

– God Dag, er De her?

– Ja, jeg er saamæn for mine Synders Skyld bleven Kapellan i Visinge.

– Naa hvordan gaar det?

– Aa, ligesom lidt bedre, – men ogsaa kun »ligesom« … Øh, øh, øh – ja, De hører, jeg har den forbandede Hoste endnu … Byluften har ikke været sund for mig, og Landluften er mig nu for skarp … Ja jeg har lige været henne at stemme paa Dem – Gud forlade mig – men det kan jo gærne bero paa èn Stemme, – og det skulde dog more mig – øh, øh, – om jeg kunde faa Professor Citator til at falde igennem, han har gjort det to Gange ved mig. »Mig at hevne, oh hvilken Tanke!« … Farvel!

– Er der ingen af jer, som har set Per Andersen? jeg kunde dog have Lyst til at hilse paa ham.

– Han var her for lidt siden og gik vist hen for at stemme paa dig. Maaske han kommer tilbage her.

Men Per Andersen kørte allerede ud ad Chaussèen ad Yderslev til. Han havde dog ikke Lyst til at blive der for længe og være beglòt som Kandidatens Ex-Svigerfader. Møller Kristensen sad ved Siden af ham, og i den bageste Agestol sad Kristine. Hun var taget derhen med sin Mand. Da Per Andersen kom kørende forbi Pølsemikkels Kro paa Torvet, saà han hende gaa alene om i Haven. »Hvor er Henrik?« spurgte han. »Aa, han er begribeligvis derinde aa svire.« – Da han saa havde kigget ind i den inderste Krostue og set Henrik Larsen med en høj Snaps paa, meget kalkunsk i Kammen efter at have tabt halvhundrede Kroner i Spil, sagde han til Kristine, at hun skulde køre hjem med ham, for det blev dog ikke til noget med at vente paa Henrik.

– He, sagde Mølleren, – det falder mig ellers ind, dengang i November treoghalvfjerds, da vi havde Valg etter Opløsningen, og Fuldmægtigen stillede sig, – dengang var Hjorth lige bleven forlovet med Ki'sten, – kan du huske, hvor han ærgrede os med at være Højre? … Og nu er han vores Kandidat! … He! – det er li'egodt kunstigt at tænke paa.

– Ja, det var den Gang … Det haar jo forandret sig i mange Maader … Kan du huske, hvad jeg sagde, Ki'sten? … Han slar sig igennem, sagde jeg … Det havde vaaren en Kende bedre, du havde holdt dig til ham, end som at du skulde gifte dig med Henrik, som Fanden gale mig rubasser det hele væk.

Men Kristine, der havde siddet ganske tavs med et tvært Udtryk om Munden, svarede blot:

– Ja, det kan nu itt' nytte noget at snakke om.

– Det var ogsaa dengang, sagde Mølleren lidt efter, – da du solgte den grønne Vallak til Pro'sten. – Magen etter ham dèr … He! det er dog kunstigt aa tænke paa: – Du haar li'egodt itt' vaaren saa godt kørende siden den Tid, som du er nu.

– Aa nej, – det kan saamæn —

– Du haar itt' vaaren saa godt kørende, Per.

Derefter sad Per Andersen tavs med et uudgrundeligt Smil, idet han øvede sit berømte Kunststykke med det aller yderste af Smældet at klippe de Fluer og Bræmser af, der satte sig paa Hestene, hvis »grønne« Skind begyndte at faa lange mørke Svedstriber, medens Skummet boblede frem under Seletøjet og kridtede Haarene overalt, hvor Linerne berørte dem, og der dannede sig to Pletter, hvor Bugene stødte mod hinanden over Stangen i det magsomme Druntetrav, saa tykt skummende hvide, som om de vare indsæbede til Barbering.

Mølleren stirrede ud i Luften, som om han søgte efter noget nyt, der var kunstigt at tænke paa.

Men Kristine sad bagved uden at se noget Steds hen, glippende med de søvnige Øjne i det blændende Sollys, tvær og sløv, uden engang at gide ærgre sig over noget andet, end at de kørte saa langsomt, – skønt hun Intet havde at længes hjem efter.