Читать книгу: «Germanernes Lærling», страница 21

Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke tròde »was so rechter Glaube heisst«. —

Den næste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spænding, indtil han saà den lange, tæt tilknappede Præsteskikkelse komme op ad Vejen og Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem. Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv, de svære Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der sænkede sig en moderne Hængelampe, – og mens Niels var i Færd med at skille dem ved Overtøjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod de sjældne Gæster med en vis høflig Tilbageholdenhed, takkede Præsten, fordi han saà til dem, og førte ham strax ind til sin syge Hustru.

Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af Gaarden, som hun før kun havde set fra Vejen, hvor det høje Tegltag med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter. Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads, som lukkedes af store spaantækte Længer, pyntelige med deres stengraa Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var der en Plæne med nogle unge Lindetræer.

– Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Præstegaard, sagde hun.

– Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bøndergaardene ser ud overalt i Danmark, – ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det faldt mig saadan paa Tungen … De vèd jo nok, vi regner os endnu til Danmark.

– I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.

Det var unægteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det opretstaaende Klaver hang et Portræt af Frederik den syvende, og som Pendant paa den anden Side af Døren et af Kristian den niende. Under det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre, ægte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder det i en lille Ramme, for den maatte ikke bæres. Paa den modsatte Væg var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rød- og hvidstribede Baand. Sønnens gamle Legetøjs-Dannebrog var stukket ud fra et Hjørne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg, som hun lænede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rød Grund. Ja om det saa var Pibebrætet henne ved Døren, saa fulgte dette fredelige Væsen den almindelige Lyst til at være Bekender; med sine røde Bogstaver paa den blinkende Sølvfolie lignede det disse Skilter, som ligge i Urtekræmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok: »Længe leve gamle Danmark!«

Og medens Johanna saà sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax var bleven sat ind, følte hun sig næsten uhyggelig tilmode mellem alle disse fjendtlige Farver, som glòde hende imøde. Men det trøstede hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over for hende.

Hun havde beholdt sin Hat paa, men løst Baandene, hvis Ender hang langt ned mod Gulvet. Pludselig følte hun et Ryk i Hovedet, og da hun drejede det, blev Hatten revet helt af.

– Men Sam dog, fy skam dig.

Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsøgte at sætte den paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slør.

– Nej dog, sikken komisk en!

Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa Sofa-Armen, sagde han:

– Den har fundet, det saà altfor rejsefærdigt ud, at De sad med Hatten paa.

– Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hænder og gnavede af, siddende ved hendes Fødder, lænet op mod Kjolen.

Niels fortalte, at hans Broder Sømanden havde bragt den med fra Java. Men nu var den hans, for Broderen havde foræret ham den ved Afrejsen. De vare komne godt ud af det sammen, især havde det behaget Sømanden, at Niels ikke vilde være Præst.

– Saa har De dog vundet noget ved det … Naa, det var jo ret!

Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behændigt Spring op i Skødet paa hende.

– Men han er virkelig altfor paatrængende!

– Nej, han er sød … Ih, men sikken et drolligt Ansigt, – det er ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at sætte Ansigt op efter den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrængende Mund, med et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over Øjnene flammede op. – Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!

Hun saà sig om, ganske forbløffet over at have talt Tysk her. Men der lod ikke til at være Nogen i Værelset ved Siden af, som Sam syntes at være kommen fra, og hvortil Døren stod paa Klem.

– Han forstaar ikke Tysk, – kun Engelsk og en Smule Dansk.

Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til Øret.

– Jo, det gaar og ovenikøbet rigtig, – og det viser saamæn, at Klokken er temmelig mange.

Præsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid i en trøg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa Vejen, og Sam løb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit sædvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fòr Aben efter hende og holdt hende i Kjolen.

– Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.

Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglængs hen ad Vejen, idet hun løftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: —

– Lebe wohl, Sam! – Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilføjede hun med et skælmsk Smil: – »Johanna geht, und nimmer kehrt sie wieder.«

– Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar Sam bort, som hvæsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men betænkte sig. —

Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og ønskede, at hun havde en Broder til Søs, der kunde forære hende saadan en lille Fyr.

Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fødselsdag en af de første Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders Væggealmanak. Han indfandt sig, ønskede hende til Lykke og spurgte, om han maatte forære hende Sam. Hun vaklede et Øjeblik mellem Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den kunde forliges med Trofast. Dèr maatte den være bundet, indtil den var bleven husvant. Efter mange Rømninger og med en Del afbrydende Næselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.

Saa kørte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til Præstegaarden.

Men hos Hjorths vakte det megen Misfornøjelse, at Niels saaledes bortskænkede dette morsomme Dyr, som man havde vænnet sig til at regne med blandt Gaardens Beboere, – og saa at den ovenikøbet kom til et tysk Hus.

XLII.

Sam var en lille Marekat, en Fod høj, naar den sad paa Hug, men med en Hale, som var halvanden Gang saa lang.

Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt Strøg, der endte i en trekantet brun Peltsværkshue over Panden; ogsaa i det lille graa Oldingeansigt var der mørkebrune Whiskers helt hen til Munden. Den haarløse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige Øjne vare sorte; af hvidt havde den kun Tænderne og lige over Øjnene en Tegning, som, især naar den arrig trak Pandehuden op, traadte skinnende frem med Form af en flyvende Maage.

Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bòde, var bygget som en stor graa Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle. Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Læderrem om den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med Trofast og brød sig ikke om, at denne værdige Skabning, der i det Hele var af et flegmatisk Temperament, sjælden havde Lyst til at lege; Sam kom alligevel ufortrøden spadserende paa sine to Baghænder og fik med sine Forhænder fat i Hønsehundens hængende Øren eller kneb en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede og rystede sig, fòr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart, at den et Øjeblik kom til at hænge i det strammede Reb med alle fire Hænder gribende i Luften, – men den oplevede aldrig, at Trofast løb efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mørke Tandrækken og Maagetegningen over Øjnene skinnede ud.

Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle med Halen hængende ned over Hvælvingen. Af og til pillede den sig i den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i sine Hænder og stirrede paa den nøgne Hud, om der var noget, der havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevægelig, med Forhændernes Knoer støttede paa Baghænderne. Saa lignede den en underlig Søjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.

Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og saà paa Sam, sagde hun, at det saà ud, som om den filosoferede.

– Nej, den theosoferer, svarede han.

– Hvad er det?

– Det er at grunde over Guds Natur.

– Naa, og hvordan tænker den sig saa sin Gud?

– Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange større … Saa stor, at naar De tænker Dem Abeguden siddende oppe paa Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dèr, saa hænger den guddommelige Hale ned over hele Himmelhvælvingen.

– Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu spadsere.

De gik gennem Haven ned ad Allèen ud i Præsteskoven langs Fjorden. Det blæste kølig, og Johanna havde slynget sit store Slør foran tilvenstre og fæstet det med en Naal oppe paa den højre Skulder, saa at det omhyllede hendes Ansigt som en blød Florsramme, der klædte det vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i de lune Folder, bøje Hovedet lidt, saa at den blændende Nakke kom til at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mørke, blanke Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.

Den Bemærkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i hendes Sind; hun følte det som en Satire paa den Forestilling, hun var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til at dreje sig om de forskellige religiøse Forestillinger og om al den Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den Dag i Dag sætte mellem Personer, som ellers synes at høre sammen.

Under denne Samtale vare de komne udenfor Præsteskoven til den kratbevoxede Bakke med den enkelte Række Bøgetræer ud mod Fjorden, hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer, kort før han første Gang havde set hende. De satte sig ned i det høje Græs under en stor Bøg. Det var hvad hun kaldte sin »Elsklingsplads«, – med et af disse Ord, som han ikke nænnede at rette, skønt han havde stræng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig indfandt sig en ægte germansk Vending.

Bøgeløvet rundt om havde sin første lysegrønne, silkebløde Friskhed. Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der mødtes foran dem, sammen i èn grøn Masse, som endnu fuldstændigere end sædvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovsø. Men Hjorth udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav mødes med det tanggjordede Land.

– Kan De lugte Stranden? spurgte han.

– Ja, – det er grimt, det lugter saa raaddent.

– Nu taler De som en rigtig Binnentysker! … Det er jo netop det pikante, ligesom den ægte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane … Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stænk af Forkrænkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs, det er vort Aarhundredes Duft.

– Ih, men Hjorth! … De taler jo helt poetisk.

– Vèd De, naar det faldt mig ind? … Det var, da jeg læste Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende Aarhundredes, – indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer – den holder jeg for Resten ogsaa af … Den Bog har De aldrig talt om – har De læst den?

– Jo, jeg har.

– Og forstaaet den?

– Hør, De er virkelig meget smigrende iaften, – først skælder De mig for en Binnentysker —

– Skal jeg fortælle Dem en Historie? afbrød han hende.

– Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt —

– Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten, men heller begynde min Fortælling, – som for Resten netop faldt mig ind ved at tænke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi før talte om.

– Ja fortæl, vise Hjorth.

– Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden – ja De vèd vel nok, at naar der skal oplyses et eller andet mærkeligt Forhold paa Jorden, saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.

– Nej, det vidste jeg ikke, – men lige meget.

– Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg. Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Børn som en af os andre, men de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han sit Frisprog og – ja man generede sig ikke videre for ham. Naa, blandt andre lærte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for hinanden af Naturel, Tilbøjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gør han en Hentydning til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej, mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. – Hvorfor ikke det? spørger han, – har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig? – Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det vilde vi vel ogsaa være kommet ud over. – Men elsker De ham da ikke, for jeg er vis paa, at han elsker Dem? – Ja De erindrer jo nok, han havde saadan sit Frisprog. – Jo, hun indrømmede rødmende, at hun elskede ham. – Har han da bundet sig til en anden? – Nej, hvor vil De hen? – Ja men, hvad er der da? – Ja, det er det, at jeg er religiøs, og han er det modsatte. – Vil De ikke, ja for jeg er jo endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke være saa venlig at forklare mig den Forskel en Gang? – Jo det vilde hun da gærne, og saa forklarede hun det. Naa det behøver jeg jo ikke at gennemgaa, – De kan tænke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. – Da hun nu var bleven færdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden et Væsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtænkt det Hele og styrer det Hele, – men han derimod tror, at det Hele er af sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem rigtig? – Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. – Men i alle andre Spørgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal være imod hinanden, og særlig hvordan I selv skal være, dèr er I ganske enige. – Ja—a, nej, – det vil jeg dog ikke sige. – Ja, bi nu lidt, Frøken, siger Siriusbeboeren, – jeg kommer til det. Der er ganske vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette Væsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han overhovedet ikke tror paa saadan et Væsen, kan han jo heller ikke mene det. Eller: – et andet Exempel: – De tror, at en berømt Mand for et Par tusind Aar siden var en Søn af dette Væsen og derfor skal tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Væsen, kan han heller ikke antage, at det har en Søn, men han mener, at denne berømte Mand var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa Meningsforskelle, der findes blandt alle Ægtefolk og ikke skader. Ikke sandt? – Den unge Dame betænkte sig en Stund, og sagde saa, at det var ganske rigtigt. – Det tænkte jeg jo nok, sagde Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belæringen … Det var virkelig højst interessant … Det er noget af det mærkeligste, jeg har oplevet under mit Ophold her paa Kloden … Farvel! – – Derpaa gik Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den gensidige Tilbøjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt væsentligt var ganske den samme som den foregaaende. – Ja men, hvad i alle fornuftige Tankers Navn, udbrød saa Siriusbeboeren, hvad vil I dog bryde jer om, enten der findes saadan et Væsen eller ikke! Naar I er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af jer vil gøre noget, den anden fordømmer, hvad kommer saa det Væsen eller Ikke-Væsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi lægger ingen Vægt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det er et aldeles upraktisk Spørgsmaal. Jeg maa sige, at af alle menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne mig at være den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke været paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske skulde være noget særegent for Solsystemet, eller om det er noget ganske jord-individuelt.

Johanna lo:

– Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog aldrig faldet mig ind … Men jeg vil dog tænke efter, om jeg ikke skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.

– Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.

Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antændtes de i lange rosarøde flossede Strimler som af glødende Uld, og imellem dem begyndte Himlen at blaane, – det var, som om disse Purpurflammer trak al den øvrige Taage til sig og brændte Himlen ren, saa hvor der før hang et tungt ensformigt Dække, dèr svævede det nu let som et Silkeklæde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, – og forneden sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke Fjord. Men Skovenes Vaargrønt, hvis Ring skilte mellem Himlens og Vandets Dobbeltfarver, – Skovgrøntet, der selv stod halvt med den tørre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, – ogsaa det straalede nu op med en finere Friskhed og Blødhed som i en ny Løvspringsstund.

Johanna lænede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Græsset og stirrede lige op i Himlen.

– Ja, sagde hun sagte, – det klarer op.

XLIII.

En Julidag henad Middag sad Hjorth ved Fjorden, nede hvor Vejen gaar op til Nygaard, sammen med Jessen og Nelly. Det var et Løfte fra forrige Sommer, at de en Gang skulde komme over til Vonsbæk, naar han var der, og nu var det blevet indfriet. De vare komne den foregaaende Eftermiddag, og kunde kun blive den næste Dag over. Derfor havde de strax benyttet den smukke Morgen til at gaa den lange Skovtur langs Fjorden; de havde beset Nygaards Have og hvilede sig nu ved Sandgraven, der gabede foran dem i Sollyset, aaben ud imod Sivene, med sin fugtige ophjulede Bund, og de stejle, gule og rødlige Vægge, fra hvilke Trærødderne strittede ud hist og her, indtil de filtrede sig sammen til et Net foroven, hvor Græskanten mødte Leret.

Solen stod højt paa Himlen lidt til Højre foran dem, i den gennemhvidnede Kant af en af de faste violetskyggede Skyer, som drev østpaa under den mørkeblaa Himmel. Der var et straalende vandglimrende Sollys ud over Fjorden til Højre, hvor den over Sivtoppene med Striber af glasblankt og med lilla Strømbelter trak sig ind mod Haderslev mellem aabne kornbølgende Bakker. Men tilvenstre naàde Lyslinjen kun til de yderste Træer i Nygaards-Skov, – bag ved deres solgrønne Bladerand kom Præsteskovens Pynt mørk frem og smeltede i Skyggen sammen med Sverdrup Skov. Dèr inderst inde under Vonsbæks Bøge var der sorte ibenblanke Striber i Fjorden, men udenfor kastede en lille solbeskinnet Skyrække over Pynten hvide lodrette Støtter ned ad alt det blanke Vand, medens der ovre fra den anden Bred kilede sig klare lysblaa Skaar ud i Strømriflingen, der havde et rødligt Skær med pludselige, skarpe Blink.

Medens de sad dèr, delte mellem Samtale og Nydelse af Naturen, listede Sollyset sig ud bag de yderste Træer og gled hen over Præsteskoven, indtil hele Vonsbæk-Pynten stod ganske lysegrøn skilt fra Sverdrup Skov, der imod de hvide Skyer tegnede sin skarpe Skyggelinje, som højnede sig, dalede og efter et brat Skaar henimod højre splittedes i fritstaaende Bøge. Men Sollyset sprang ogsaa dèrover, først med en lille Taageplet, der saa flød ud, oversvømmende det skyggegrønne, indtil begge Skovene smeltede sammen i Lyset, og alt straalede, blinkede og lo i Middagssolens Glans.

– Naa, sagde Hjorth, idet han tændte sig en frisk Cigar, – naa, Kammerraaden maatte altsaa ryge af Pinden?

– Ja, det har saamæn staaet længe paa, svarede Jessen, og Greven er da bleven snydt for en Del Penge. Forresten fik din Exsvigerfader et Smæk med ved den Lejlighed.

– Saa, – hvordan det?

– Jo, en Uges Tid før Fallitten havde Kammerraaden blandt andre ogsaa faaet Per Andersen til at skrive paa en Vexel. Ja, han kan jo saadan vrøvle for dem, og blandt Bønderne gik han jo for en stor Landmand, og – forresten var han selv saa sangvinsk og vidste maaske ikke en Gang rigtig, hvor dybt han egentlig sad i det.

– Hm. Er der ellers ingen Nyheder?

– Jo, bevares, sagde Nelly, – Kristine er bleven gift.

– Med hvem?

– Med Henrik Larsen.

– Herregud! det var ellers en rørende Trofasthed … Han sværmede jo allerede for hende, da vi blev forlovede.

– Ja, de har jo alle sværmet for hende, sagde Jessen, – hun var saadan en Landsbyens Venus … Men denne Gang tror jeg dog ikke, det var saadan af pur Troskab. Larsen var paa Grund af Gæld ganske i Kløerne – eller Poterne paa Ravn, og det var nok i Grunden ham, der giftede hende bort – stiftede et »kristeligt Ægteskab«.

– Ah! – Naa, sig mig, Jessen, hvad mener du ellers om denne Opløsning – det maa du dog indrømme er at drive det temmelig vidt, spurgte Hjorth, idet han rejste sig.

– Ja, det har De saamæn Ret i, udbrød Nelly, – det er uforskammet!

Men Jessen forsvarede Ministeriet: – hvad der ikke var ligefrem formelt ulovligt, det kunde man ikke fortænke et politisk Parti i, at det benyttede sig af. Det blev for Resten interessant ovre i deres Kreds denne Gang, for deres gamle Rigsdagsmand Kristen Pedersen var bleven saa svagelig, at han maatte træde fra. Venstre havde endnu ikke faaet nogen Kandidat, og fra højre Side havde Professor Petersen stillet sig.

– Professor Petersen! udbrød Hjorth og vendte sig om.

– Ja, Deres gamle Ven, raabte Nelly.

Ja, han havde stillet sig. Det var jo ikke saa urimeligt – i hans dobbelte Egenskab af Universitetslærer og Godsejer. Og det at han var en Bondesøn dèr fra Egnen, det gav ham jo et godt Kort paa Haanden. I det hele havde han ikke saa daarlige Chancer. Hans egne Folk kunde jo ikke godt stemme imod ham; og der blev drevet en stor Agitation fra Skovvang, hvor Ravn pressede paa med alt, hvad presse kunde, for Grev Tramp var meget ivrig for Professorens Valg, og det galdt for Ravn om at genvinde Grevens Gunst, da han ved at se gennem Fingre med Kammerraad Sommer var kommen til at staa en Smule som den utro Forvalter.

De vare komne gennem de værste sammenfiltrede Krat med Gærdesnerler og Skovvikker og nærmede sig til Vonsbæk Skov, da Jessen gav denne Udvikling. Hjorth gik tavs i Forvejen. De politiske Interesser, der vare vaagnede under Opholdet i hans Fødeegn, dette levende Offer for Politik, og som havde udviklet og klaret sig ved de forskellige Debatter om den indre Politik i det Land, af hvis Borgere han selv var den eneste i Vonsbæk, de syntes nu pludselig at kalde paa ham og vise ham en ny Vej. De vare komne til Bakkerne med den aabne Udsigt mod Præsteskoven og Sverdrupskov, – da han pludselig vendte sig og udbrød: —

– Professor Petersen jeres Rigsdagsmand! … Det Spil kunde jeg dog først have Lyst til at have en Finger med i.

– Aa ja, raabte Nelly, det var mageløst, jeg har saamæn selv tænkt derpaa.

– Hvad behager! men du vil da ikke – selv —

– Stille mig mod Professoren, – jo, det er det, jeg vil. Og da der ingen Tid er at spilde, skriver jeg endnu idag til Kristen Pedersen. – Jeg skulde dog tro, jeg har ligesaa mange Chancer for mig i min gamle Egn som Professoren. —

– Hvor her er smukt! udbrød Nelly, – men hvad er det for en smuk Dame dèr?

Johanna Schmettau, som hørte Stemmerne nærme sig, drejede Hovedet til Siden og hilste paa Hjorth. Hun stod tæt ved Gangstien; hendes faste, rene Figur viste sig frit, uden Overtøj, kun over Armen hang et lyst Shawl; en gul Straahat buede sig ud over Panden og fra den indklemte Side krummede en hvid Strudsfjer sig ned paa det mørke Haar, overdunende Øret indtil Flippen; fra den lyse, gennemstraalede Parasol faldt der et varmt guligt Skær over den hvide Fjer og den let bøjede Nakke.

De gik hen til hende, og Hjorth præsenterede.

Man vexlede de indledende Repliker om Vejr og Egn. Frøkenen kunde sagtens! at bo paa saadan et Sted! de havde netop da de gik ud set, hvor Præstegaarden laa.

Saa skulde de komme nærmere og bese den indvendig. Hjorth kendte jo Vejen.

– Kan De tænke Dem en Nyhed, Frøken Schmettau? – Hjorth forlader Vonsbæk, sagde Nelly, medens de gik ned ad Gangstien.

– Tager De tilbage med Deres Venner og besøger dem?

– Ja, sagde Hjorth, nu vèd jeg saamæn ikke, om jeg længer kan bo hos Jessens. Jeg skal nemlig sige Dem, jeg har netop besluttet at stille mig som Rigsdagsmand fra venstre Side, og Fuldmægtig Jessen er højre.

– Ja—a, – ja hør, vèd du hvad, det kan dog ogsaa blive for broget. – Stemme paa en theologisk Professor imod dig, – nej det er for meget forlangt af mig … Her har du min Stemme.

– Tak. Det er altid en Begyndelse. – Smaa Bidrag modtages med Taknemlighed … Det er ellers skændigt, Nelly, at De ikke har Stemmeret.

– Ja, ellers skulde De sikkert faaet min. Naa, De har vel ikke nogen Mening om vor indre Politik, Frøken Schmettau?

– Nej, det har jeg ikke, men jeg er vis paa, at dèr, hvor Hr. Hjorth stiller sig selv, dèr staar han med fuld Overbevisning, og saa – ja det er jo det vigtigste. —

– Men vil De ikke gaa op med og spise til Middag? spurgte Johanna lidt efter. – Vi spiser om en Times Tid, og jeg vèd, at der er Middagsmad nok idag.

– Det er meget venligt af Dem, Frøken Schmettau, svarede Hjorth, – men jeg synes virkelig, det er at misbruge Deres Gæstfrihed. – Desuden vilde jeg gærne have skrevet i Anledning af denne Sag, saa det kunde komme fra Haderslev i Eftermiddag.

– Ja men, det sker jo aller lettest, naar De skriver hos os, jeg skal nok skaffe Dem et roligt Sted.

Hjorth takkede, og de tog imod Indbydelsen.

– De undskylder mig et Øjeblik, sagde Johanna i Havestuedøren, jeg skal blot sørge for, at Hr. Hjorth kan komme til at skrive.

Hun gik foran ham igennem Spisestuen og lukkede Døren op til et mindre Værelse; det var hendes eget.

– Her kan De være uforstyrret, sagde hun, da de vare komne ind. – Fader sover Middagssøvn paa denne Tid, vèd De nok, og i Havestuen og Dagligstuen er der ingen rigtig Ro, tilføjede hun ligesom undskyldende.

Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nøddetræ med Roser i et Blomsterglas ved Hjørnet. Han satte sig ved det og saà sig om i Stuen. En lille Hængereol paa den ene korte Væg til højre for ham, bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rødmende og straalende af en Glæde, som han ikke vovede at gætte var Glæden over at se ham derinde i hendes Værelse.

Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.

– Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er mærket med mit Navnetræk.

– Aa, det gør ingen Ting.

– Ja dèr ligger det, og dèr er Konvolutter. Farvel saa længe.

Men Døren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, saà han hende staa sidelængs ved Døren, hævet paa Tæerne, med Overkroppen bøjet frem, saa at Hagen hvilede paa Hænderne, der havde grebet om Haandtaget. Hun blev blussende rød, da hendes Blik pludselig mødte hans.

– Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glæder mig saa meget, at De vil tilbage til Danmark og være Rigsdagsmand.

– Det er ellers ikke meget smigrende for mig.

– Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, – det vèd De ogsaa godt … Men – ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? – jeg har saa tidt tænkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, – og – at De var for god til det.

Saa smuttede hun ud af Døren.

Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetræk ofte fangede hans Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tænkte sig, at hun endnu stod bagved ham paa Tæerne henne ved Døren, bøjende sin smekre Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen støttet mod Hænderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige Øjne hvilede paa ham, der skrev ved hendes Bord.