Читать книгу: «Bjørneæt», страница 12

Skjændselsbarnet

I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere. Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar, som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug.

Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360 Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand.

Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt, »spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen.

Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae, lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige:

»Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner

og Under derved ei, I, mine Bjerge revner;

thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt

og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't.

Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale

og ny Elendighed om Ilden at afmale.

Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa,

naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa.

Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde,

om end Ulykken mig har altid villet ilde.

Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent,

min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.«

Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder, til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus, dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete. De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver vilde paadrage sig.

Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ.

Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om hans Dødsbaare.

Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle, der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse.

I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik. En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og Borgernes Originalitet.

Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne, brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om her holdtes Flyttedag.

Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed, hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at Giftermaalstiden var stærkt inde.

Det bankede paa Døren.

»Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme.

Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede.

Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød:

»Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar efter Aftale?«

»Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles, hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur.

»Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd, saa væk med Familiehensyn!«

»Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende.

»Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad, hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?«

Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende Bevægelse:

»Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede, svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt erhvervede Skatte« – Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter – »skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.«

»Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa Fæstningsmurene og slaa Allarm – Folk kiler til Skandsen, og saa er der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.«

»Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!« udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested, skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske, røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.«

Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde hurtigt:

»Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.«

»Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle. »Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores Parti.«

»Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret.

»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle. Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.«

Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde fastere om Kroppen.

»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. – Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?«

»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min Casper med det gode, det gjør hun ikke.«

»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?«

»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han viser sig.«

»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? – Jeg maa see at faae stukket et til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.«

»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og sukker, og lige langt kommer han.«

Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke Knapper.

»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive Øine; »den kræver Hævn!«

»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og reiste sig forfærdet.

»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk; Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten; men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede mig læsterligt igjennem. – Motter, der er skeet en græsselig Ulykke i Familien.«

»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.

Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og rank blev staaende indenfor Døren.

»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader Grisen æde Caspers Æble! – Endnu denne Nat falder Du til Føie og staaer ikke din egen Lykke i Veien.«

»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken, det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven, Elven, der risler som Musik, – Lykken er derhjemme, – min eneste Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet.

»Motter, Motter – din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble og sit Fidelspil. – Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst tredie Gang for os i Lunelands Kirke?«

»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder.

»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til Ægte senere.«

Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt Smil:

»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille Duerede.«

Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte Ulles Leilighed fra det øvrige Huus.

»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked; »den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og Selvfornægtelse og Gudsfrygt.«

Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i Bagerboden.

Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den unge Pige.

»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde, i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru – Du veed da nok, hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? – Kom nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud, saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.«

Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene.

Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede, idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst:

»Hør nu mit sidste Ord, Casper Høyer: før springer jeg ud af Vinduet her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene – hører I? – ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for os To alle Aar til Ende.«

Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet.

Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst.

»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa streng mod mig?«

»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. – Husker Du den Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa smækkede Du mig over Fingrene – Hele Boden staaer jo fuld af vore unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som kigge fordulgt til dem. – Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse, som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven. – Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. – Du er saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! – saa bliver Du nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet og klar.«

Olaug klyngede sig til Vinduesposten.

»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden.

Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans vandblaa Øine.

»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset – nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.«

Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.

Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne – Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« – saa et lydløst Øieblik, Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud, hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem imod den, – Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over Frederikshald.

»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre Bageri er i Livsfare – Gud Fader fri os!«

Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. – Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde. »Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til Kjælderen.

Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren, aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og stænge Døren omhyggelig efter sig.

»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne. »Hun er min, og jeg er sin.«

Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede:

»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin Fæstemø!«

Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset, hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at modtage Svenskekongens Indfald i Staden.