Читать книгу: «Bjørneæt», страница 11

Stormuglen

Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke, der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm, som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele Tilliggende.

Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden. Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv. Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt Andre paa Afstand.

Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene; en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret.

Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt.

Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt for den eensomme Gamle.

Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang Salmer dertil.

»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort.

Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund, og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags, Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi.

Fiskeren gik ned til Baaden.

»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?«

»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde; den giver mig Mælk nok.«

»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet, som bringer alle disse delikate Sager til Huse.«

»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte Fiskeren barsk.

»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden med Storm.«

»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder Kjælderen tom.«

»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,« sagde Daniel og kneb Øinene sammen.

»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt.

»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een, at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares, de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage, forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide mere i Nød og Usselhed. – Naada – kalder I det for Tyvekoster?«

Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det sammen i Gedens Brædeskuur.

»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun gjør os Skam og Ulykker.«

»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!« gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min Regnskabsdag vil komme – den kommer – Øie for Øie, Tand for Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet, knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde Barmhjertighed!«

»Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog. »Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede Skinker – de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel —, 3 Pelsfrakker – vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem! – Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner, I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor, den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok druknet herudenfor Skjæret i Forveien. – Tre Pakker Klipfisk, en Tønde salte Graabeinsild, prima Vare – Ja, I kan have Grund til at strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en Gang gaaer heden – Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i mange Aar. – Sikken en steenrig, gammel Stormugle – dikkedik!«

Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og smilede kjærligt.

»Min Ældste døde i sit Kald – den Yngste har bødet for sit Fald – derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.«

Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land.

Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at forsvinde igjen.

»Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans Høyer og Olaug sidste Søndag?«

»Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over hende!«

»Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel.

Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse, medens han gik hen mod Husets Eier.

»Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og saae truende fra den ene til den anden.

Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk.

»Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i den brudte Røst.

»Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende.

»Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?«

Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød op i hans furede Pande.

»Bjørnstads Søn – Øie for Øie, Tand for Tand! – Almægtige Gud, hør min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede.

Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret.

»Hvem er den Mand?« spurgte Halvor.

»I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det usædvanlige i Situationen.

»Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!«

Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor. Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst; da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor og sagde usikkert:

»Græd Far din over Faster Ellen?«

»Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels, vildledte Barn!« stønnede han.«

»Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde han »Stakkels, vildledte Barn«?«

»Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.«

Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte sig over de stivnede Træk.

»Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte.

»Anden Gang var —« Halvor brød kort af.

»Var —?« spurgte Ellen.

»Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.«

»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt.

»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort Alt godt,« svarede Halvor.

Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt Strøm, Klage over lidte Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne var ved at bryde igjennem.

»Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og Brænding forude – de store Storme allevegne! – Broder, jeg vil hjælpe – jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!«

Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager.

»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned sine tørre Øine med Bagen af Haanden.

»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,« hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine.

»Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor.

»Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst.

Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand.

»Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han.

Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk, medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk.

»Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du her har faaet – naada!«

Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade.

»Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over mod Bratø.

Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning, og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre Fartøier, der varpede Kæmpen i Land.

Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar 1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker, »indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser.

Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger, og det danske Flag blev heist.

Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag. Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne klogelig varpede Prammen tilbage til Halden.

Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle, lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der fortalt hos Jonas Rist:

»Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste, som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de, som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte.

Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og Skipper Daniel.

Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire, og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge.

Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om Morgenen.« —

»Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for Rov og Plyndring.

Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang.