Читать книгу: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», страница 9

UDE PAA REVET

Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra Grenen.

Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par og halvtres – og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven bjerget fra Vraget, som godt var – og nu, netop et Aar efter, var han selv Vrag, paa en Maade … Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med hende. Hun var Ruin, det var ikke til at undres over i saa høj Alder, men ogsaa i ham begyndte det at smuldre, det fornam han godt nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.

Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng Tale.

Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. De Penge var tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr. i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12 Kroner, naar der blev bjerget Folk – aa-nej, saamænd, storstilet var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak. Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag – saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig selv for meget Hurlumhej.

Ligefrem bevises, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels Jakobsen fik sin Skade, det kunde det jo ikke. Derfor var ingen Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok … Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted … Men kedsomt var det …

Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet. Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede og ikke varede sig … Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb … Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette, var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side … Forleden Dag, et helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt … Det var jo kønt nok, vist var det saa – men Helbredet var ligegodt bedre.

Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs Humør.

En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den vanskelige Redning.

Hans Beretning lød saadan:

»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne … Ja, uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.

Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret paa Skagen.

Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen; det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var elleve Mand til at ro og saa Skipperen – og endelig var ogsaa Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en, som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, han er forvoven og vil frem, og snild til at manøvrere er han ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke Arbejde med Almuth.

Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget, der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.

Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os – for vi avancerede kun en ringe Smule – ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og Flaget var tysk …

Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi kunde ikke, og det var ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os … Ja-ja – nu kom vi jo, nu kom vi jo nok, haabede vi da …

Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til Skjorten … Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham. En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det ligefrem brændte.

Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude – en udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med Vand, naar vi vil stive os af i Farten – lænsede vi for alt Vejret. Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen. To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om og være snar i Vendingen.

Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper – han stod aldeles barhovedet endnu – at de to forreste Mand skulde lade Dræget gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der stod med Stævnen mod Land – men i det samme dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os … bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem Redningsbaaden, og væk det var vi gaaet, alle Mand, li'saa bestemt.

»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med – vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i himmelsk Sky … En af os, det var Christoffer, han stak en Line i sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde falde overbord – men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han var næsten som død, sølle Klør …

Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op – den var fra Vraget, naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den lettede sig – jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa ellers kan mene om den.

Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os. De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa have været en sørgelig Skuffelse for dem … Men reddede blev de endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede Nødraketter af – som ingen saa'.

Ja – saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen. Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.

Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen – ja int til os andre, for vi forstaar jo int Tysk – men vistnok til Opsynsmanden – at han derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede – og nu laa den paa Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere – og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre …

Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret tilstede – for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.

Naa – heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi – Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge – man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til … Min Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det forbi med mit Redningsarbejde« …

Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.

»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til Afsked med Dem?«

Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger … vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker – jeg synes bare, min blev for kort … Men man raader int selv, véd vi da« …

Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede Søfolks Frelse.

Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham …

BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG

Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst, blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet paa denne Ørkenstrand.

Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind, skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et Dødskors op af den livsforladte Ørken.

En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og Kniven fandtes i hans Haand – og saa har han ikke kunnet mer, hans Hjærte er bristet … Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!

Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af Kystboerne ved en smuk Daad … Bevæget gik han og søgte Faderens Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne. Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer – dèr paa Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én maatte være hans Faders – og hvortil en ny nemt kunde være kommen – hans egen …

Stadig strander der Skibe under Spirbakken.

Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om, hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds Frelse.

Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til.

Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast, Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr, Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.

Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.

De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning – og saa en Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!

Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt Vejr.

»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen, »og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand i Kattegat … Lyset maa have været fra en Damper.«

Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.

»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der var den tætteste Tykning med Regn.

Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende. Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.

Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes, enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.

Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:

»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,« sagde Kaptajnen fortvivlet.

»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden, og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt i Forvaring.

Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt. Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle ud og søge anden Tilflugt – en Tid forude oppe paa Bakken, derefter i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det. Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.

Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.

»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.

Ingen svarede.

Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide, sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med Tabet af tre Aarer.

Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.

Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.

Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes som ubrugbar.

Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset … Med megen Møje naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne. Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.

Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa inderligt paa Frelse.

Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget. Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt. Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene, stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham …

Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu, én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.

Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa, Blikket brustent – han var død.

»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads til de levende.«

Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne – og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. Saa lod man Liget drive.

Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende … Da Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten. Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket. Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte … Ligesom flere af sine Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet. Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden, som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet, men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv. Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at Jungmanden ingen Benklæder havde paa.