Читать книгу: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», страница 10

Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget. Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud. Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham. Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær – vistnok allerede i Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige …

Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden endnu stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem … Men der var ingen Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen, havde beskadiget et af hans Ribben – det var brækket … Naa, ja-ja, han havde jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de andre om Resten …

Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.

Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.

Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab, fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der var bleven Fører efter Lars Kruses Død.

Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra som en virksom Bølgebryder.

Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning. De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden Bevægelser.

Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand, han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se – men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende og sidste Mand – det var Baadsmanden Andersson, – som havde slidt saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget Drægtovet til Redningsbaaden – han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse … Dèr havde Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time – det var, som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt Mod … Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at Sprøjtet ikke berørte ham, de kunde ikke længere. Dèr blev han saa hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem, glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig Ligegyldighed.

Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage – den fastsurrede Mand oppe i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning – begge drog vistnok paa deres sidste Suk – og saa Baadsmanden, der hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede var død, det var der kun én Mening om i Redningsbaaden.

Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.

Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard, rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.

»Jeg er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort. Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.

Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham endnu, og han aandede op igen, langsomt … Saa klatrede den uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles – der var den tysteste Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig, da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at Redningsmændene haler alene Surringen til sig …

Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han, ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet rigtig om Livet … Og mens Redningsmanden uden Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa magtpaaliggende at bjerge, var borte.

Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed. Brændingen brølte derinde … Baadsmanden fik blive hængende. Han var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld – hvor trist det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt sin Død ved opofrende at hjælpe de andre … Det kunde dog ikke nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne haardelig til Lægehjælp.

Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste levende Folk var frelste – tolv Timer efter Grundstødningen.

Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag …

Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.

Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn.

»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske Vestkyst.

– Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes ud.«

To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som Styrmanden skulde ud med et nyt Skib – saa sprang han overbord i Havnen og druknede …

Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand blev reddede – undtagen Kaptajnen. Han vilde nok ikke, hed det sig, og gik til Bunds med Skuden …

KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING

»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« – fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby – »og havde fragtet Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i Land. Bare tværs over Gaden og ned i en Ølkælder lige med det samme, det gælder det jo om, og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak, den kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den Tid, at man sejlede. Naadada – stillschweigen! som Tyskeren siger.

Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, vi, som har faret, at hjemme hos dem selv i Skotland, dèr er de li'som Engler, dèr er det bare med at faa Salmebogen i Næven og saa to church med Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end som Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne Præstesønner herhjemmefra, allesammen, det er givet, følgeligvis.

Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. Den var jo nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde Fremmede ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte.

»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det kan jeg se paa Deres Øjne; ja her er det krilne Punkt, nu skal De høre.

Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De saa' ham fra Fyret og telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp – for uberygtet, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, dèr er der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle Sladder om hverandre allesammen – han kan mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv, som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, én eller to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De véd. Det blev altsaa 6000 Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi ellers er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os – og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder … Jo, vi deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet igennem, naar bare hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen, saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mødt, faar Bøde. Jo, det er regulært nok – forstaar sig, det glemte jeg da egentlig at fortælle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar fuld Lod, men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de maa nøjes med en Halvparts Lod … Er De nu klar af Regnskabet, ikke!

Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt fint Vejr ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som han kunde greje sig fra Søforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden af ham.

»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Fætter til Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed. Men de skulde nok selv klare sig ud.

»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« spurgte jeg. »Hverken Vind eller Sø eller Strøm!«

Styrmanden var arrig og stødte Luft gennem Næsen.

»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte jeg. »Den skal være Vest-Nord-Vest, det véd vi da.«

»Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde Kaptajnen. Vest-Syd-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right, sagde Kaptajnen – og gik agter … Og lidt efter saa stod vi her.«

»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men jeg sagde ingenting, for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han.

Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde have Hjælp.

»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde ligge til og bande – jeg kan desværre ikke oversætte alt det, han svor – han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp.

»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan talte jeg jo for mit – naa, alligevel var der jo raison i det, som jeg anbragte.

Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden foer han for at lange ham én ud. Men Styrmanden var flink i Paraden: »Vil du bare paddle din Kano; jeg skal nok paddle min, kan du tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet. Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og væk var Styrmanden i en Hurtighed.

Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem Næsen som en Grønlandshval, saa byder han mig til Sæde og skænker Whisky. Han var bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig og sukker forknyt: »Ak ja, den sølle Kone,« siger han og peger paa en Køjekammerdør. »Naar man endda bare havde hende i Land.«

Jeg sad og lurede. »Hvad er den af,« tænkte jeg. »Har han Konen med ombord, det var da slemt … For det skulde da vel aldrig være …«

»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet og hviskede: »Mary! Miss! … Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da det ikke hjalp med Mary eller Miss.

»Naada!« tænkte jeg.

Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: »Hold Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, egentlig brugte hun et meget værre Ord, som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed Menneske som Dem.

Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa den Slags Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet gal Kurs fra Skagens Rev.

Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig.

Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen paa mig. »Hun vil ikke i Land – Min Kone vil ikke – «

»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer her, jeg ser nok, hvad Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil eller kan som et kristent Menneske. Og – ærligt talt – det kan De som Sømand heller ikke være bekendt over for Tøsen, hun maa da skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mænge Dem med hende« … Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder.

Men nu begyndte Tøsen at skælde ud, og da det ikke hjalp, saa flæbte hun.

»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg til hende. Hun laa dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel.

Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren.

»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs. »Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.«

Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals – naadada, det var ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre – og hun tryglede og kyssede, huha!

Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,« hvæsede han til Fætter Kaptajn.

Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende. Jeg stolede egenlig mest paa Miss Marie.

Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Fætteren og farer op og kommanderer i bar Trods og Stædighed: »Stop med Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!«

Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig truende.

»Go ahead!« raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdøren i efter sig.

Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, klædte Miss Mary sig paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug, saadan for at se til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis.

Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede hun. Jeg gik ud et Øjeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt, véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart var Kaptajnen saadan, at han ikke kunde synke mér.

»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa skal du blive sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var halvfuld allerede og rykkede Kaptajnen skælmsk i Skægget: »Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun paa sit Toldbod-Sprog.

»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden. Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.«

»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa Pæren. Den gav efter, den var blød.

»Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!«

Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned, allright.

»Nu ta'r vi Kommandoen her,« sagde jeg.

»Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er han Kommandoen.«

»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.« Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hørte Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.

Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg, »mens vi venter paa Bjergningsdamperen.«

»Du har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer.

»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen. Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med sin pæne lille Kæfert.

Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset – en Høne og saadan noget Pilleværk.

»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet.

Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman.

»Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg.

Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa Broen, og dèr stod han uden at mæle et Muk, til vi havde Slæberen fast og Switzer trak til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det samme blev rykket af Grunden. Føj for den slemme, tænkte han, dèr røg s'gu halvandet Tusind Pund, de kunde været spart; det var ligegodt en lovlig dyr Kæreste … Og ind gennem Kahytten styrede han og lige fluks i Kammeret til Miss Mary.

De andre blev siddende og pimpede, flere af dem døjede med at se Glasset.

Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud. Han og Mary laa i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn.

»Nu er vi inde,« sagde jeg og rumsterede.

»Go ahead!« rasede Kaptajnen.

»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg skulde ha' været i Land i Helsenør, det lofte han mig, det Skvadderho'de!«

»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. Han var svært slikken, den Rad.

Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det var mest passende, om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa Hotel.

»Well,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, saa skal jeg nok bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, og det blev henad Midnat, inden Afskedsbægeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa Hotellet og fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde jo redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« – ja det sagde jeg til hende, da vi blev ene, – »og saa behager du at lette dig, naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa afsted med Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til København, forstaar du, og det i en Ruf, ellers skal der være en Betjent og hilse paa dig, satansusemig.«

Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare var hyret for Helsingør. Det var ikke efter Søloven.

»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld … Vagten var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi videre.«

Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet udenfor. Og det gjorde vi saa.

Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt var det – huha.

»Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som gerne vilde snue videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med Øjnene, han var ædru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt.

»Her er Ragene,« sagde jeg og slængede nok saa galant Tøsen hendes Klæder stykkevis hen i Sengen til hende, li'som hun havde smidt dem rundtenomkring, den Sjaskedorthe.

Saa gav hun sig til at flæbe – nej, saadan rigtig græde. Nu var Modet fra hende, hun var »kyw i'et« som vi Jyder siger … det gjorde mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har jo selv Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa Kaptajnen bearbejdet for Akkorden; jeg maatte ud i hvert Fald, for jeg kunde mærke, jeg blev blød om Hjærtet, men gi' mig, nej det kunde jo ikke nytte.

Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke, drikke sig Mod til kanske. »Øl! Gammel Carlsberg!« forlangte hun.

»The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, »men Øl, ikke en Skvat, at du véd det!«

Hun maatte pænt bælle sit Thepottevand.

Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrædt ud. Saa listede jeg hende paa Banen og i Kupeen.

»Good by, Mrs. Mary,« nikkede jeg nok saa høfligt efter hende, da Toget gik, for hun skulde jo immer forestille Kaptajnens Kone.

Men véd De saa, hvad hun raabte. Alle paa Perronen hørte det:

»Hold Kæft, dit gamle – Fjols!« … Ja egentlig raabte hun noget andet end som Fjols, men jeg vil ligefrem ikke ta' det Ord i min Mund, føj for Satan!