Читать книгу: «Hyld og Humle: Fortællinger», страница 5

Marie stod lidt.

Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt.

Marie sagde:

»Det var om Brevet.«

Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte:

»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan. Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.«

»Min Søn! – Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke betalt Brændepengene.«

»Ja, værsgo, her er Pengene.«,

Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage paa Bordkanten, blev stille.

»Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De være vis paa.«

Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen ved at spørge:

»Hvor har De Skolestuerne?«

»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.«

»Hvor mange Elever har De?«

»Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.«

»Hvor meget faar De saa i Skolepenge?«

»Ja, – det er forskelligt; de større giver da som oftest 1 Krone 75.«

»Om Maaneden?«

»Ja; det er jo ikke meget, – men naar jeg endda blot fik nye ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for Forretninger om Eftermiddagen. Men« – det kom næsten ufrivilligt – »sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!«

»Men sig det dog til Deres Søn. Vi maa tale med ham om det!«

»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?«

»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og – «

»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men jeg kan ikke give mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og saadan. – Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd, De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans – som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« —

Med tungt Hjærte gik Marie ned ad Trappen.

Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis han vidste, hun havde saadan en Kæreste.

I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed.

En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at sætte den i Vand.

Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa, overraskede Marie i Stuen.

Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig nærgaaende Maade.

Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en smeldende Lussing.

»Marie! Er Du tosset?«

»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.«

»Men Tøs dog, hvad Fanden stikker der Dig!«

»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu! – De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu. Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. – Men kan De da nu ikke gaa, Menneske!«

»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.«

Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rørt.

»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. – De kunde gerne give mig et Søsterkys til Afsked!«

»Gaa nu!«

»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte ham væk og gik sin Vej.

Lauritzen stod lidt.

»Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.«

Han tog Hatten af og strøg den blank med Ærmet.

»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør Du – den Vasketøs!«

Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten flot paa og gik. —

Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt.

Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende forskanset bag en hemmelig Forlovelse.

Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad. Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til »Renderi« hun søgte at dæmpe.

Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Søstre:

»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke slæbe dem til den anden.«

»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre … naa ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« —

Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var det galt fat med Pigebarnet.

Moderen sagde med forarget Mine:

»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op; Kæresten task hende jo, det Bæst.«

Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, – havde hun ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. —

Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette.

Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med Alverdens Mandfolk og saa farlig ud.

Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige, passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig kønt. – Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre »Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. —

Hun havde faaet indført, at de i Mørkningen hvilede sig et Kvarters Tid.

Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem.

Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke, kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en Drøm fangede hende.

Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger.

Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen.

Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, – der var noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde forsvinde og blive til ingen Ting.

Mon Hans aldrig tænkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden?

En Januardag var det efter flere Dages stærkt Snefald begyndt at tø.

Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig; de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt.

Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen, hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke Tømmerstabler.

Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England for at komme under Reparation.

Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart skulde komme dem i Hænde.

Det var dem Marie vilde ned at hente.

Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24 Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro, at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. —

Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun endnu ikke vidste, hvad Livet gav.

Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste.

Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne.

Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke.

For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de solbeskinnede Bølger, – er dog det, der har vakt det blødeste, kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. – Sæt, det var en Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første stærke Indtryk!

Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om han aldrig skal faa det at vide!«

Taarerne begyndte at trænge sig frem, – hendes Hjærte var saa fuldt og saa bevæget.

Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne!

Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer.

Der laa Skuden.

Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet den udenbords og afsat røde Streger.

Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene Mundvig, da han sagde:

»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.«

Det var rigtignok sandt!

Hvor saa' dog Skibet ud!

Marie gik videre langs Bolværket for at se paa Navnepladen agter.

Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet begyndte at banke.

Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen.

Tømmermanden lagde Værktøjet og gik ned mod Malerrummet …

Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til at hejse Flaget.

Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter, og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige Bemærkninger om hendes Fader, – Mindet om, da Flagstangen knækkede, da han vilde svare de Hilsende i Land.

Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt »Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende.

I den milde, stærke Stemning – lige vidt fra hin Dags festlige Lys og fra dennes klamme, skjulende Taage – fulgte hun med ham ned i hans Lukaf.

Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget.

Da han mærkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes Hænder.

De var begge af samme Højde, stod og saa' hinanden fast ind i Øjnene.

Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han spekulerede over noget særligt, – dengang, da han sparede for at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen; og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England, da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord og druknede lige for Øjnene af ham; – altid var Marie med i hans Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at klare det strængeste. —

Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem.

Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen.

Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tænkt det.

Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige, straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme, som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive »Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele Verden end hende. —

Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun, greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en Styrelse, at Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked; sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der – disse Aar igennem – havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra hende.

TO SØSTRE

I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en stærk Borg.

Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død.

Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende betaget til dets sagte Aandedrag.

Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog mellem Verden og sig selv og sit. —

Der flyver Fugle, der vælder Roser. —

En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem; men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.

Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns Søster.

Og Inger, det var Datteren, og Germa … det Navn havde man fundet i en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals … voksede op i Kærlighed og Ømhed. —

En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden, hvor de to Børn kom gaaende.

Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.

Men længe gik de ikke saadan.

Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret, saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens Arm, og de fortsatte deres Vej … bort under den lave Porthvælving.

Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.

Borgfruen vendte sig med et Suk.

Skæbnen raader underligt!

Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen, stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og brusende Lykke.

Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.

Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun havde lunet i sin ensomme Rede, – og den flagrede ud, og den kom hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om Muld, der var rede til Frøkornet, – da veg Glemselen og Stilheden af hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde Herre. —

Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue. Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire, der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der berettedes om Fædrenes daadrige Levned, lyttede ingen som hun – saa favnende det alt, tagende og ejende det.

Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig, at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa en saa urolig Maade.

Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes Skød.

Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.

Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften, medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig Søvn.

Længe var der stille.

Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers spinkle Haand.

Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.

Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. —

Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa, taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.

Saa drog hun hende tættere ind til sig.

Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, – hvor Lystighed og Kulde var Herre, – gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! —

Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte ind.

Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder …

Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor mangen En bar Kvide i Hjærtet.

Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.

En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin, kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold, vinkede hun kaldende paa Søsteren.

Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.

Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden, ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de stige … men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke straks kan se ud i det klare Sollys.

Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt, langt ud – grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa blinkende Søer, mørke Skove og længst ude – Havet. Over alt dette et straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.

– Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, – og alle Vegne det samme – en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og ventede i Tavshed.

At eje saa meget vidt og fagert!

Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst Ungdomslykke.

Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste Taarnværelse.

Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.

Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt af et stærkt Kryds.

Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?

Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget betog hende.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede Nøglen om og aabnede for Kisten.

Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. —

Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.

Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.

Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde.

To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud, og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne, flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.

De to Jomfruer saa paa hinanden.

Germas Læber bævede … hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes Hjærteblod.

Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede og bølgede over hende.

… Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.

Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede, dæmpede Strømme.

Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord; kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor Plads er i den brogede Dynge.

Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.

Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes Herres og hans Fædres Arme.

Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem, som Borgfruen løfter saa varsomt, – det er et beskrevet, stivt Pergament, der rasler, da hun tager det frem.

Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.

Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der bøjer Hovedet dybere.

»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i Bodfærdighed.«

Og hun læser halvsagte videre. —

Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet.

Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget.

Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed.

»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt.

»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted, skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.

Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre.

Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig eller vred, alt som Tid er.

Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret, om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun, er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn … den Herre Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i onde Menneskers Vold! —