Читать книгу: «Hyld og Humle: Fortællinger», страница 7

REKREATION

Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en Sommeraften et gammelt Par.

Han havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor de snart skulde begynde at musicere.

Hun sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en vindrueprydet, mørk Tøjhat.

Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne.

De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede hun lidt og svarede ja eller nej …

En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen.

Saa blev hun staaende foran dem og sagde:

»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?«

Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede:

»Jo, det er saamænd.«

»Ka' De ikke kende mig?«

»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si' Dem!«

»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De boede i Ba'gaarden!«

»Herregu' er det det. Hva' he' De? – Ja, de er dø'e nu, hele Familien, Herregu' ja.«

Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev:

»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.«

»Aa, la' gaa da.«

»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.

Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte Kjoleskørt svingede over den brede Bag.

»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.«

Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af Sted igen.

Manden spurgte:

»Er De gift?«

»Ja, jeg er,« svarede hun roligt.

Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt; hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle hverken Tid eller Taalmodighed.

»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?«

»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!«

Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg.

»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen.

»Er det første Gang, De er i Skoven!«

»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente jeg, at nu sku' det vær'.«

»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.«

De to gamle lo fornøjet.

Manden fortsætter, henvendt til Madammen.

»Saa har De det vel helt godt?«

»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka' de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.«

»Naa, De har fler' end de to der?«

»Vi har havt femten.«

»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt.

Madammen tilføjer:

»Men de fem er da dø'e.«

»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et noget vanskeligt Regnestykke.

»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.«

»Hvor maje maatte De betale dér?«

»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste Aar nøjedes vi da med en Krone.«

»Ja, det løver sgu op, gør'et.«

»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.«

»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?«

»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe', og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.«

»Ja, der ka' jo være nok.«

»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende ind, som De sku'te tænke det!«

»Saa, ka' der det?«

De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte:

»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha' he'er.«

»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil.

»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo nok se, det var i lidt fint!«

»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti. – Basta.«

»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!«

De lo alle tre.

Madammen vedblev:

»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.«

»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.«

»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.«

»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med sin trætte Stemme.

»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.«

Konen saa mildt op.

»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.«

»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden.

»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger Madammen.

»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer den gamle Kone.

»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10 Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.«

»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun: »Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne' etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.«

»Er De ellers rask, Madam Frandsen?«

»Vi maa'tte klave. – Rosken aa Bry'en i Lemmerne. – Herregu' ja.«

»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.«

Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en bitte Middesma', til Christian kommer hjem. – Saa kan jeg s'men være saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv.

»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert paa Ryggen.

Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.«

»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.

»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e. Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa, og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine gamle Kunder glemmer mig ikke – nej, mine gamle Kunder glemmer mig ikke.«

De faldt i Tanker alle tre.

Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.

Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer, der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst.

Toget gaar forbi.

Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre, Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse paa Skomageren.

»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.

Da den er borte, siger Manden vemodigt:

»Der gaar nu de og driver.«

»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt – Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til Dags!«

»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig bestemt Tone fra den gamle Kone.

Manden siger med et Suk:

»Ja, hva' ska' der blive a'?«

»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka' fløje i Flint over ingenting.«

»Hvis de nu taver?«

De sidde lidt tavse alle tre.

Madammen spørger haardt:

»Hvis de nu taver … alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?«

»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.«

Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod ham.

»Hvis De nu vil følge me'. Ser De … naar nu alle Mestrene, Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?«

»Ja, hva' saa?«

»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva' bli'r saa Enden paa det?«

Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine Kunders og sin egen Ruin.

Manden vedbliver forklarende:

»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.«

»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.«

»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det, at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen, der vil begynde paa noget. – Det er nu min Mening!«

»Ja, trist er'et li'e godt!«

»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. – Ikke Mutter?«

Konen svarede mildt: »Ja, bare vi var vel i Jor'en.«

Manden sukkede og tændte sin Cigarstump igen …

Hans Peter kommer styrtende imod dem.

Moderen raaber: »Se dig for Dreng, sikken du skøvler a'!«

Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende:

»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!«

»Saa bliver vi og hører et Stykke … Pas nu paa dine ny Bukser, Hans Petter!«

»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?«

»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle Kone trak Sjalet tættere om sig.

»Vi ska' bare høre et Stykke … Naar nu bare det bliver et af de go'e gamle.«

Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen.

Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter Musikken.

Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til sin Kone og hvisker:

»Den kender du, Mutter!«

Hun nikker smilende.

DEN HØJE MAND

Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.

Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte, rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. —

Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.

Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.

Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem Køkken og Stuer.

Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.

Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.

Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation, ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.

Henimod den drev den glade Skare.

Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og beundrende.

Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.

Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.

Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og sagde med indtrængende, klingende Stemme:

»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i denne Nat forgaar Jorden!«

»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«

Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige, gode Øjne, men veg ikke fra Døren.

En af Skaren sagde udjævnende:

»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.«

Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse den lystige Typograf.

»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.«

»Student – jo vel!«

»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.«

»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.«

»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.«

»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«

»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu – ellers faar Du Prygl af blinde Søren.«

Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side, pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg har Brevskab derpaa. I denne Nat!«

Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene. Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.

Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede, kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.

Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.

Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.

Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig saa raadvild til Hjærtet. —

Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen, begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.

Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter, og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse, kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager om hans Haand, der griber efter Giften; – og hele Sognet hører hans vrede Ord.

En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. —

Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner, lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende Musik.

En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. —

Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:

»Man maa more sig, medens man er ung og fri.«

Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt:

»Vist saa; blot med Maade.« —

I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende, hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, vilde hun dynge mørke, fremmede Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.

Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.

Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og begyndte at slaas.

I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og raabte:

»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige Løjer.«

»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.

Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.

Derpaa fortalte han – stadig afbrudt af Typografen, som var i febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.

»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det? Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte, som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed – «

»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter.

»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan noget lignende højtravende Sludder.«

»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt, Stationsforstander?«

Skraldende Latter.

»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?«

Dyrlægen svarede tvært spøgende:

»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!«

Stationsforstanderen kom igen til Orde:

»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.«

»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede Typografen.

Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig:

»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes. Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg giver dig mit Liv!«

»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne, der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand, og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«

Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.

Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled for – efter Typografens Kommando – »at repræsentere Sognet for de ærede Rejsende.«

Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med Armene strakt mod Himlen.

»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med ham.«

En ældre Bonde svarede:

»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det maa Du forstaa.«

Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt:

»Javel, jeg snakker godt for ham.«

Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig Modtagelighed, og – «

»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.«

Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.

Toget brusede ind.

Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.

Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende paa Konduktør og Stationsforstander.

Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne, raadløse Skare.