Читать книгу: «Doktor Nikola», страница 6

VI. KAPITEL

Paa Vej til Peking

Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige, men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.

De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet, der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg, bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte. Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt Haar. Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas Tilbud. Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem ganske umuligt.

Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere.

"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."

"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?"

"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes slet ikke, De ser rask ud i Dag."

"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."

"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus, hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en fyrretyve Mil endnu."

Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige saa ugæstfri Stalde.

Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede, nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid. Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords.

Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore Værelser.

Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det samme.

Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.

Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi til Hvile.

Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber; under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt at fylde mit Værelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et Værelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer. Jeg rejste mig derfor op fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om, at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin, saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden, der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør, og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá ud.

Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.

Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg og rullede omkring paa Gulvet.

Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham nede.

Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel; Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.

"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl, du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og neppe."

Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik Prygl.

"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan.

Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene maaske et Minut og sagde roligt:

"Luk din Mund op."

Manden gjorde det.

"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!"

Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves. Hans Kæber var saa stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig.

"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa Munden."

Manden lukkede straks sin Mund.

"Luk dine Øjne."

Manden gjorde, hvad han fik Befaling til.

"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine Øjne eller din Mund."

Manden prøvede ad, men med samme Resultat som før. Hans Mund og Øjne var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rædsel større, end Ord kan udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fødder og bønfaldt ham om Skaansel med uartikulerede Lyde. Hoben, der havde samlet sig ved Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene.

"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op! Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa, hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"

Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers Bov kløver Vandet.

Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til sig.

"Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min Ven havde været aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for det?"

Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder.

"Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"

"Jeg sværger ved mine Forfædres Grave, at jeg ikke vidste, at den Mand var kommet forbi mig."

"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt, og De véd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers har været trofast, vil jeg ikke være for haard imod Dem. Om en Time sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De opsøger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrækkelig pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos ham, indtil jeg sætter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De død om to Dage. Forstaar De mig?"

Manden bukkede atter dybt.

"Gaa saa!"

Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Døren. Det gjorde mig ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gøre en Mand, der holdt éns Liv i sin Haand, til sin Fjende.

"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knækket Laas paa Porten af dit Hus.' De behøver ikke at være bange for, at jeg ikke bærer mig tilstrækkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gøre med Laohwan, og han kender mig. Han vilde hellere lade sig piske ihjel end forraade mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise Gengæld."

"Det var heldigt, at jeg hørte ham gaa igennem Korridoren," sagde jeg, "ellers kunde vi begge være kommet galt af Sted."

"Det var mærkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser. Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg sagde Dem i Morges, at De ikke saá rask ud! Lad mig føle Deres Puls."

Han følte min Puls og stirrede mig ængstelig ind i Ansigtet. Saa tog han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en drømmeløs Søvn.

Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks. Jeg følte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften, men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med mig, kunde jeg ikke sige.

Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage, at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin.

Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se, at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde forsøgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rædsel, med hvilken han blev betragtet af Folk, som han kom i Berøring med, var meget morsom at være Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget, udmærket.

Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sædvanlig drog vi videre indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glæde at se den store By Pekings Mure hæve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene syntes at strække sig saa langt bort, som Øjet kunde naa. Da vi nærmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart saá vi et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sædvanlige kinesiske Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Først da vi var et Par Hundrede Fod fra det, opdagede vi, at disse Skydehuller var forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Gøgl.

Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde være blevet anset for ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i Tientsin havde henvist os til.

Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som Fører, og kom da gennem en Række labyrintiske Stræder til et Hus i et simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mørkt, og det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Døren, at det lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran os.

"Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste.

"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola.

Manden bukkede dybt.

"Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus indeholder, til Deres Raadighed."

Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagværelse. Nikola bad ham kalde paa den første Rideknægt, og da han viste sig, afgjorde han sin Regning med ham og lod ham gaa.

"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene, "og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa, som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed. Der er, som De ser, et Værelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo, og De kan bo her. De maa sørge for, at ingen ser mig, og De maa lade Dem forstaa med, at jeg næsten udelukkende tilbringer min Tid med Studeringer og Andagtsøvelser. Hver Aften, naar Mørket falder paa, gaar jeg ud og søger at indhente de Oplysninger, vi trænger til. De skal staa i Spidsen for vor Økonomi og vort Husvæsen."

En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist og var trætte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost, og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min Tilstand.

Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigøre mig for den Tunghed, der havde bemægtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til Huset mere død end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min Seng, og efter et Par Minutters Forløb havde jeg helt mistet Bevidstheden.

VII. KAPITEL

En alvorlig Tid

Det var højlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet strømmede ind i mit Værelse, og Fuglene kvidrede i Træerne udenfor. Endskønt jeg sad op og saá mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste af min Stilling; der var øjensynligt noget galt ved den. Da jeg var faldet i Søvn, syntes jeg, at min Seng havde været redt paa Gulvet og bestaaet af kinesiske Tæpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tæpper. Desuden var Værelset selv helt anderledes. Der var et Tæppe paa Gulvet, og der hang adskillige smukke Billeder paa Væggen. Jeg var overbevist om, at de ikke havde været der, da jeg kom ind i Værelset. Jeg var imidlertid for svag til at undersøge disse mærkelige Forhold længe og lagde mig ned paa Puden igen og lukkede Øjnene. Et Par Minutter efter sov jeg igen, og vaagnede ikke før om Aftenen.

Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad én ved Vinduet og læste. Først saá jeg ikke med megen Interesse paa hende – for det var en Kvinde – hun syntes mig at være en Del af en Drøm, som jeg straks efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen med Nikola; men det viste sig snart at være en Vildfarelse.

Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og saá paa mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber, antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden Indsigelse og saá op paa hende.

"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde.

"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender mig."

"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg.

"De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre nu. De er i min Svogers Hus i Peking."

Jeg blev meget forbavset.

"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?"

"I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem; jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er taget ud paa Landet, men jeg har ingen Idé om i hvilken Retning, og naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prøve paa at falde i Søvn igen."

Jeg var alt for svag til at være ulydig, derfor lukkede jeg Øjnene, og et Par Minutter efter var jeg i Drømmenes Land igen.

Den næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde sidde oppe, spise noget mere nærende Føde, og, hvad jeg syntes langt bedre om, jeg kunde faa en længere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde mig mere godt end nogen Læges Medicin, og efter en halv Times Forløb var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige sørgede endnu over sin Fader, og jeg lagde Mærke til, at den mindste Hentydning til Tientsin kaldte Taarer frem i hendes Øjne. Efter hvad jeg senere har faaet at vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at Pøbelhobens Anførere var blevne straffede, og den Mand, som havde myrdet den ulykkelige Missionær, havde maattet bøde med Livet for sin Forbrydelse.

Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking.

Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak den, satte hun sig ved Sengen.

"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde hun, "De har det meget bedre."

"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gøre alt, hvad jeg kan, for at faa Kræfter; det var ganske overordentlig uheldigt, at jeg blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det."

Jeg syntes, hun saá lidt stødt ud, og et Øjeblik efter indsaa jeg, at jeg havde sagt en Dumhed.

"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemærke; "men jeg skal sige Dem, jeg saá det fra et bestemt Standpunkt. Jeg føler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tænke, at jeg er meget glad over al den Godhed, De viser mig."

Jeg greb hendes Haand. Hun rødmede lidt og slog Øjnene ned.

"Det glædede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg forsikrer Dem, min Svoger og min Søster var meget ivrige for at gøre det, da de hørte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske sikkert, at De maa fortsætte det, at De maa vove Livet paa den Maade?"

"Ja, det gør mig ondt at maatte indrømme det; men jeg har givet mit Ord og kan ikke trække mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at friste mig til at tale om Sagen."

"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den Maade."

"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert. "De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin. Den Gang, da jeg indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed. Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig ud af dem igen."

"De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke tro, at De er saa uheldig, som De siger."

Det bankede paa Døren, og en høj, smuk Mand traadte ind i Værelset. Man kunde se paa ham, at han var Missionær, og at han var mellem tredive og fyrretyve Aar.

"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og bød mig Haanden, "det glæder mig at høre af min Svigerinde, at det gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burde have besøgt Dem flere Gange, men jeg har været hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber, og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er sluppet saa godt fra det."

"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i Deres Hus; jeg véd ikke, hvad der ellers skulde være blevet af mig."

"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden."

Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning?

Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at optage mig i deres Hus.

"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet; "jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjælpe Dem med en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om at sige det."

Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i Missionshuset, sagde Farvel og gik.

Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun standsede mig.

"De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine. "Jeg skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem, saa De kan staa op."

Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for, at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for stærkt optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at lægge Mærke til hendes hvide Hænders fine Form og de nydelige smaa Fødder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft Mistanke om noget af den Slags; for hun saá pludselig op midt i en Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmærksomhed. Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fødderne gled ind under Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske vist at læse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som før, og et Par Gange lagde jeg Mærke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun prøvede paa at tænke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede hun Bogen og rejste sig.

"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjælpe min Søster lidt," sagde hun hurtigt.

"Mange Tak, fordi De har læst for mig," svarede jeg, "det var dejligt."

Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tøj paa, som var blevet lagt frem til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr. Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg saá mig om, idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur. Om hun altid var lige saa kærlig mod den lille Hund, kan jeg ikke sige; men den Maade, paa hvilken hun kælede for den ved denne specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mænd vanvittige af Skinsyge. Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr; men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok og give den en Dragt Prygl.

Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende, kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev meget bedrøvet. Havde jeg fornærmet hende, eller plejer Kvinder at bære sig ad paa den Maade? Jeg havde læst i Romaner, at naar de mente, de havde været lidt for ødsle med deres Gunst, medens en Mand var i Forlegenhed, saa plejede de at blive kølige imod ham, naar der ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes Optræden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde være lettere at naa Nordpolen end at prøve paa at være logisk eller klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i. Jeg vilde prøve paa at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saa man kan jo nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode.