Читать книгу: «Doktor Nikola», страница 5

V. KAPITEL

Jeg redder en ung Dame

Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der var mærkelig roligt i Kineserbyen. Der var et underligt Præg af undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mødte, og da jeg senere traf Grupper af dem paa Gadehjørnerne, kunde jeg ikke andet end tænke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at høre, varslede om, at der var noget i Gære. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at lægge Mærke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola.

Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og ankom endelig til den Villa, jeg søgte.

Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik.

"Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet.

"Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal."

"Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."

"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem ved Deres Forfædres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i Aften."

"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt gnavent og gav mig Tegn til at komme ind.

Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet jeg paa ortodoks Vis stak Hænderne ind i mine store Ærmer. Saa huskede jeg paa Kinesernes Tilbøjelighed til Vidtløftighed og begyndte at væve i min Tale, indtil jeg saá, at hans Taalmodighed næsten var udtømt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bøjede mig saa fremad og sagde:

"Véd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden Solnedgang?"

"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han saá lidt urolig ud.

"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i Eftermiddag."

"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før.

"Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder Nikola, og hans Ledsager."

Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han søgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, røbede jeg, hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk:

"Det lader til, at min Forklædning er meget god, Hr. Williams."

"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrød han.

"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt Ærinde til Dem. Jeg har et Brev fra Nikola, som De maa læse og straks handle i Overensstemmelse med."

Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det. Han satte sig ned ved Bordet og læste det omhyggeligt. Han læste det tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om hans Mund. Til sidst talte han:

"Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men kender De Indholdet af dette Brev?"

"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie Plads i det hemmelige Selskab?"

"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin Pennespids, "det angaar i høj Grad ham."

"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre ham er raadeligt."

"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola véd, at den omtalte Mand har været Ypperstepræst i et af de største Templer i Hankow?"

"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, han har været. Har Manden da opsagt sin Stilling for at følge dette nye Kald?"

"Ja, han har."

"I saa Tilfælde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig formindsket."

"Ja, maaske i én Henseende, men den bliver forøget i en anden. Hvis han endnu er Præst, og vi bortfører ham, saa slaas vi med Regeringen og Præstestanden. Og hvis han ikke længer er Præst, og der kommer den allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Færd med at gøre, saa kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mægtigere end nogen Regering eller noget Præsteskab i Verden."

"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner."

"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering og dette Selskabs Millioner af Mennesker end være ulydig mod ham i en eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et Øjeblik, hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil trænge ind i – og han alene véd, hvor meget klogere han bliver, naar han har gjort det – er utvivlsomt det mægtigste i hele Verden. Hvis man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer. Det har Repræsentanter i næsten hver By og Landsby i hele dette store Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et Øjeblik tænker paa, at vor Ven vil udgive sig for at være én af de tre Førere af denne kæmpemæssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive opdaget hvert Øjeblik, saa vil De indse, hvad det er for et dumdristigt Foretagende."

"Jeg maa indrømme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola."

"Ja, dermed er alting sagt. Det er Nikola."

"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?"

"At jeg straks gør, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det op, saa der ikke kan være Tale om nogen Fejltagelse."

Han skrev et Øjeblik og rakte mig saa Brevet.

Jeg rejste mig for at gaa.

"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg.

"Dem skal jeg besørge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola."

"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem Farvel nu."

"Ja, De tænker vel ikke paa at trække Dem tilbage?"

"Nej, ikke Spor."

"Naa, De er en modig Mand. – Ja, ja, Farvel og god Lykke!"

Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedøren og gik saa ad Kineserbyen til igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter klart.

Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strømmede en ophidset Hob ind i Gaden. Hvis det havde været muligt, var jeg drejet ind i en Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gøre. Jeg var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg ønskede det eller ikke, blev jeg nødt til at følge med dem.

Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej, hvorefter de pludselig drejede til højre og standsede foran et Hus paa Hjørnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men træffende.

"Kueidzu!" (Djævel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem det nærmeste Vindue.

Jeg opdagede snart, at Huset tilhørte en Missionær, der heldigvis lod til at være fraværende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at ødelægge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke færdig med mit Eventyr endnu.

Da jeg kom ind i en Sidegade, hørte jeg et skingrende Skrig om Hjælp. Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig, og jeg behøvede ikke at vente længe, for i samme Øjeblik lød det igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Stræde til højre. Uden at overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden. Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Støj, og da jeg tilmed kom paa den mørke Side af Strædet, lagde ingen af de tre Mærke til mig, før jeg var lige ved dem.

Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe. Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa højt, han kunde, i Haab om at faa Pøblen til Hjælp.

Før han var af Syne, knælede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun var bevidstløs. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre Skulder var fuld af Blod. Saa undersøgte jeg den gamle Mand. Det var en smuk, ret velklædt gammel Herre, og han havde et ærværdigt graat Skæg. Han laa udstrakt i sin fulde Længde, og et Blik paa hans Ansigt var nok til at sige mig hans Skæbne. Hvorledes det var gaaet til, kunde jeg kun tænke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning, at han var død. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg tilbage til Pigen. Hendes Øjne var nu aabne, og da jeg knælede ned ved Siden af hende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket.

"De er blot saaret," svarede jeg.

"Og min Fader?"

Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske simpelt:

"Ja, det er en sørgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange for, at han er død."

Da hun hørte dette, udstødte hun et lille Skrig, og et Øjeblik syntes hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke, men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget over i en mørk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg høre Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands Bolig.

Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp, gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa, og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet. Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til den anden Dør.

Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet det rigtige Løsen, befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde, jeg havde paa Armen.

"Hvad har De der?" spurgte han.

"Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du kommer til at undgælde, fordi du har standset mig."

Han saá lidt forvirret ud, men gav mig efter et Øjebliks Tøven Tegn til at passere, og jeg gik saa ind i det Værelse, hvor jeg havde været sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde se det af den Glæde, hvormed han modtog mig.

"De kommer sent," udbrød han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?"

"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en Missionær. Hun er blevet saaret og er bevidstløs for Øjeblikket. Hvis jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet dræbt af den Mand, som myrdede hendes Fader."

"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?"

"Hvad skulde jeg ellers gøre? Hendes Fader er død, og jeg tror, at Pøblen har ødelagt deres Hus."

"Læg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola.

Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersøge hendes Saar. Med en enestaaende Behændighed og en kærlig Omhu, som man neppe havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg hentede fra et Værelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig, sagde han:

"Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker paa hende."

Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun aabnede næsten straks Øjnene og saá sig om, og da hun opdagede, at to Kinesere bøjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af den største Rædsel. Men Nikola, som endnu knælede ved Siden af hende, beroligede hende og sagde paa Engelsk:

"De behøver ikke at være bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte Dem, hvad der saa end sker."

Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige Begivenhed, der var hændet hende.

"Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?"

"For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg.

"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.

"De maa ikke røre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig, jeg skal sørge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i Sikkerhed."

"Men jeg maa hjem."

"Stakkels Pige," sagde Nikola kærligt, "De véd ikke det hele: De har intet Hjem mere, Pøblen har ødelagt Deres Hus i Aftes."

"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har dræbt min Fader og ødelagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem."

Uden at drøfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Værelset. Han vendte straks efter tilbage og nærmede sig igen den unge Pige.

"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han, "det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det hele gik til."

"Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd," svarede hun; "men det er saa lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medført saa frygteligt et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud og saá den Hob, der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket. Jeg kan ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det Øjeblik vi traadte ud, lød der et Brøl, og straks efter styrtede Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse nu, skønt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var bange for at følge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det mørke Stræde, hvor De fandt os, styrtede en Mand løs paa min Fader og slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang. Jeg prøvede paa at beskytte ham og henlede Mandens Opmærksomhed paa mig selv, og saa trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det Øjeblik kom De og jagede ham paa Flugt."

Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm.

"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun.

"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere."

"Men hvad skal jeg dog gøre?"

"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen, som De kan søge Tilflugt hos?"

"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig med at komme dertil?"

"Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok sørge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men De skal ikke være urolig, jeg skal sørge for, at der ingen Ting er i Vejen."

Han forlod atter Værelset, og medens han var ude, saa jeg nøjere paa den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmæssig Form, og hendes Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund var lille, og hendes Øjne og Haar smukke og brune, men det søde Udtryk i hendes Ansigt var dets største Skønhed.

Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfældigvis aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig, som jeg aldrig havde haft før.

"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte hun simpelt.

"Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin – Gladys Medwin – og hvad er Deres Navn?"

"I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I Virkeligheden er det Wilfred Bruce."

"Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?"

"Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg. "Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden."

"Hvad mener De?" spurgte hun.

"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg véd ikke, hvorfor jeg fortæller Dem det; men i saadant et Øjeblik som dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, skønt vort Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en Tjeneste; vil De gøre mig én?"

"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen sin lille Haand paa min Arm.

"Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne tænke, at jeg har en Veninde i Verden."

Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes Finger.

"Jeg skal med Fornøjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig: Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa farligt?"

"Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage."

Nikola traadte ind i Værelset.

"Min kære unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gøre alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan rejse herfra, vil han sørge for, at De kommer til Deres Søster i Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Bærestol ved Døren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De følge Frøken Medwin ud?"

"De er meget god imod mig."

"Nej, slet ikke, De kan rigeligt gengælde mig det, hvis De vil gøre mig en Tjeneste."

"Med Fornøjelse! Hvori bestaar den?"

"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at vort Liv maaske afhænger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De vil opfylde min Bøn."

"Der skal aldrig komme et Ord over mine Læber."

Nikola bukkede og vendte sig saa næsten brat om og gik sin Vej. Da jeg saá, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa, gik jeg ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Bærestol. Da jeg havde faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.

"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage, forhører jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til."

"Farvel og Gud beskytte Dem!"

Hun greb min Haand, og i næste Øjeblik følte jeg, at hun trykkede en lille Tingest mod dens Flade. Saa hævede Kulierne Bærestolen op, og straks efter gik de ned ad Gaden med den.

Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor jeg saá Nikola gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og Hovedet tankefuldt bøjet. Han saá op, og uden at hentyde til, hvad der var sket, sagde han hurtigt:

"Om en Timestid er Ponyerne for Døren. Hvis De ønsker nogen Hvile, gør De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle Mand, vi saá i Aftes. Jeg vil prøve paa, om jeg kan faa noget mere ud af ham. Forlad ikke dette Værelse, før jeg vender tilbage, og husk frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er Ypperstepræst og som saadan berettiget til den dybeste Ærbødighed. Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan ødelægge alle vore Planer og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nærmeste Bypost."

"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Værelset.

Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den. Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en dyb Søvn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig.

"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Døren, og vi maa af Sted."

Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, før den gamle Mand, som jeg havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Værelset med et Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortræffelig Te.

Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde anden Del af vort Eventyr begynde.