Читать книгу: «Begæret», страница 4
Kapitel 8
Nimbo-søens store vandoverflade så stille og rolig ud, da helikopteren nærmede sig.
Skinnet kan bedrage, mindede Riley sig selv om. Hun vidste godt, at rolige overflader kunne beskytte mørke hemmeligheder.
Helikopteren fløj nedad og derefter i cirkler, mens den svævede på jagt efter et sted at lande. Riley blev urolig over den ustabile bevægelse. Hun brød sig ikke om helikoptere. Hun så på Bill, der sad ved siden af hende. Hun syntes, at han virkede lige så urolig.
Men da hun kiggede på agent Holbrook, virkede hans blik helt tomt. Han havde næppe sagt et ord i løbet af den halve times flyvetur fra Phoenix. Riley vidste endnu ikke, hvad hun skulle stille op med ham. Hun havde normalt let ved at aflæse mennesker – nogle gange lettere end hun brød sig om. Men Holbrook var stadig en gåde for hende.
Helikopteren landede til sidst, og alle tre FBI-agenter trådte ud på fast grund og dukkede sig gennem den blæsende luft under de stadigt roterende propeller. Vejen, hvor helikopteren var landet, var ikke andet end parallelle dækspor gennem et øde landskab.
Riley bemærkede, at vejen ikke så bred ud. Alligevel så det ud, som om der var kørt mange køretøjer henover den i løbet af den seneste uge, som skjule de spor, morderen havde efterladt.
Den støjende helikoptermotor stoppede, hvilket gjorde det lettere at tale sammen, da Riley og Bill fulgte efter Holbrook til fods.
”Fortæl os, hvad du ved om denne sø,” sagde Riley til Holbrook.
”Det er én af en række reservoirer oprettet ved hjælp af dæmninger langs Acacia-floden,” sagde Holbrook. ”Det her er den mindste af de kunstige søer. Den er fyldt med fisk, og den er et populært rekreativt sted, men de offentlige områder ligger på den anden side af søen. Liget blev opdaget af et par teenagere, der sad og røg marihuana. Nu skal jeg vise jer derhen.”
Holbrook førte dem væk fra vejen og hen til en stenryg med udsigt over søen.
”De unge befandt sig, hvor vi står,” sagde han. Han pegede ned mod søens bred. ”De kiggede derned og så liget. De sagde, at det bare lignede en mørk skygge i vandet.”
”Hvilket tidspunkt på dagen var de unge her?” spurgte Riley.
”Lidt tidligere end nu,” sagde Holbrook. ”De havde pjækket fra skole for at ryge sig skæve.”
Riley betragtede gerningsstedet. Solen stod lavt, og toppen af de røde klipper over søen brændte af lys. Der var et par både ude på vandet. Den stejle skråning ned til vandet var ikke langt væk – måske kun ti meter.
Holbrook pegede på et sted i nærheden, hvor skråningen ikke var så stejl.
”De unge klatrede derover for at se nærmere på det,” sagde han. ”Det var der, de fandt ud af, hvad det i virkeligheden var.”
Stakkels unger, tænkte Riley. Det var omkring to årtier siden, hun prøvede at ryge marihuana på college. Alligevel kunne hun godt forestille sig den øgede rædsel ved at gøre sådan en opdagelse, imens hun var under stofpåvirkning.
”Vil du klatre derned for at se nærmere på det?” spurgte Bill, henvendt til Riley.
”Nej, der er en god udsigt herfra,” sagde Riley.
Hendes mavefornemmelse fortalte hende, at hun befandt sig lige der, hvor hun skulle være. Når alt kom til alt havde morderen bestemt ikke slæbt liget ned ad den samme skråning, hvor børnene havde klatret.
Nej, tænkte hun. Han stod lige her.
Det så endda ud, som om den sparsomme vegetation stadig var lidt nedtrådt der, hvor hun stod.
Hun tog et par indåndinger og forsøgte at sætte sig i hans sted. Han ville uden tvivl være kommet her om natten. Men var det en klar nat eller en overskyet nat? I Arizona på denne tid af året var der kun få chancer for, at nattehimlen var klar. Og hun huskede, at det havde været fuldmåne for omkring en uge siden. I stjernelys og måneskin kunne han have set, hvad han foretog sig temmelig godt – måske endda uden lommelygte.
Hun forestillede sig, at han havde lagt liget ned lige her. Men hvad havde han så gjort derefter? Naturligvis havde han rullet liget ud over kanten. Det var faldet direkte ned i det lave vand.
Men noget ved dette scenarie virkede forkert på Riley. Hun spekulerede igen på, ligesom da hun sad i flyet, hvorfor han havde været så uforsigtig.
Det var sandt nok, at han herfra afsatsen sandsynligvis ikke havde kunnet se, at liget ikke var sunket særlig dybt. De unge havde beskrevet affaldsposen som ”en mørk skygge i vandet.” Fra denne højde havde den nedsunkne pose sandsynligvis været usynlig, selv på en lys aften. Han havde konkluderet, at liget var sunket, som nyligt døde kroppe gør i ferskvand, især når den var blevet tynget ned med sten.
Men hvorfor antog han, at vandet var dybt lige her?
Hun kiggede ned i det klare vand. I eftermiddagslyset kunne hun let se det område, hvor liget var landet. Det var et lille vandret område, intet andet end toppen af en sten. Omkring den var vandet sort og dybt.
Hun kiggede rundt langs søen. Overalt ragede klipper op af vandet. Hun kunne se, at Nimbo-søen havde været en dyb kløft, før dæmningen havde fyldt den med vand. Hun så kun få steder, hvor man kunne gå langs kysten. Klippesiderne faldt lodret ned i det dybe vand.
Til både højre og venstre side så Riley store sten magen til den, hvor de stod, som rejste sig til omtrent samme højde. Vandet under disse klipper var mørkt og viste ingen tegn på den slags afsats, der lå nedenfor her.
Hun følte en prikkende forståelse.
”Han har gjort det her før,” fortalte hun Bill og Holbrook.”Der ligger endnu et lig i søen.”
*
På helikopterturen tilbage til FBI Phoenix’ feltkontor sagde Holbrook: ”Tror du så, at dette trods alt er en sag om en seriemorder?”
”Ja, det gør jeg,” sagde Riley.
Holbrook sagde: ”Jeg var ikke overbevist. Jeg var mest ivrig efter at få nogen gode folk på sagen. Men hvad så du, som fik dig til at drage den konklusion? ”
”Der er andre klippeafsatser, der ligner den, han skubbede dette lig ud over,” forklarede hun. ”Han har tidligere brugt en af de andre klippeafsatser, og det lig sank i ligesom det skulle. Men måske kunne han ikke finde det samme sted denne gang. Eller måske troede han, at det var det samme sted. Uanset hvad, forventede han det samme resultat denne gang. Han tog fejl.”
Bill sagde: ”Jeg sagde jo, at hun ville finde noget.”
”Dykkere bliver nødt til at undersøge denne sø,” tilføjede Riley.
”Det vil kræve en indsats,” sagde Holbrook.
”Det skal alligevel gøres. Der er et andet lig dernede et eller andet sted. Det kan du regne med. Jeg ved ikke, hvor længe det har ligget der, men det er dernede.”
Hun holdt en pause og overvejede, hvad alt dette sagde om morderens personlighed. Han var kompetent og dygtig. Det var ikke en patetisk taber som Eugene Fisk. Han var mere som Peterson, morderen, der havde fanget og tortureret både hende og April. Han var klog og beregnende, og han nød virkelig at dræbe – en sociopat snarere end en psykopat. Frem for alt andet var han selvsikker.
Måske mere selvsikker end godt var for ham selv, tænkte Riley.
Det kan godt vise sig at blive hans endeligt.
Hun sagde: ”Den fyr, vi leder efter, er ikke en kriminel taber. Min gæt er, at han er en almindelig borger, rimelig veluddannet, måske med en kone og familie. Ingen, der kender ham, tror, at han er en morder.”
Riley så på Holbrooks ansigt, imens de talte. Selvom hun nu vidste noget om sagen, som hun ikke havde kendt før, var Holbrook stadig fuldstændig uigennemtrængelig for hende.
Helikopteren kredsede over FBI-bygningen. Det var blevet tusmørke, og området nedenfor var godt oplyst.
”Se der,” sagde Bill og pegede ud af vinduet.
Riley kiggede ned, hvor han pegede. Hun blev overrasket over at se, at klippeformen herfra lignede et gigantisk fingeraftryk. Det spredte sig under dem som et velkomsttegn. Nogle arkitekter havde besluttet, at dette billede lavet af sten egnede sig bedre til den nye FBI bygning end en beplantet have ville have gjort. Hundredvis af sten var omhyggeligt anbragt i særlige rækker for at skabe den kæmpede illusion.
”Wow,” sagde Riley til Bill. ”Hvilket fingeraftryk tror du, de brugte? En legendarisk, antager jeg. Dillinger, måske? ”
”Eller måske John Wayne Gacy. Eller Jeffrey Dahmer.”
Riley syntes, det var et underligt syn. På jorden ville ingen nogensinde gætte, at arrangementet af sten var andet end en meningsløs labyrint.
Det virkede næsten på hende som et tegn og en advarsel. Denne sag ville kræve, at hun så tingene fra et nyt og foruroligende perspektiv. Hun var i gang med at undersøge mørke områder, som hun ikke engang havde fantasi til at forestille sig.
Kapitel 9
Manden nød at se på gadeludere. Han kunne godt lide, hvordan de grupperede sig på hjørnet og spankulerede frem og tilbage på fortovene, mest i par. Han fandt dem meget mere livlige end call-piger og escortpiger, der var tilbøjelige til hurtigt at miste besindelsen.
Eksempelvis så han lige nu én af kvinderne skælde en flok unge unge fyre ud, der kørte langsomt forbi i bil, imens de tog billeder af hende. Den unge mand svarede ikke igen. Hun var der trods alt for at tjene penge og ikke for at være udstillingsdukke.
Hvor er deres respekt? tænkte han med et smil. Unge mennesker nu om dage.
Fyrene grinede af hende og råbte frække ord. Men de kunne ikke matche hendes farverige ordforråd, hvoraf noget af det var på spansk. Han kunne godt lide hendes stil.
I aften hang han ud i det område, hvor gadeluderne holdt til, og han holdt parkeret langs en række billige moteller, hvor de samlede sig. De andre piger var mindre livlige end hende, der havde råbt skældsord. Sammenlignet med hende virkede deres forsøg på at se sexede ud kejtet, og deres indbydende attitude var rå. Imens han kiggede, trak én af kvinderne op i nederdelen for at vise sine gennemsigtige trusser til en bilist, som kørte langsomt forbi i sin bil. Bilisten stoppede ikke.
Han holdt øje med pigen, der først havde fanget hans opmærksomhed. Hun gik indigneret rundt og beklagede sig til de andre piger.
Manden vidste, at han kunne købe hende, hvis han ville have hende. Hun kunne være hans næste offer. Alt, hvad han skulle gøre for at få hende opmærksomhed, var at køre langs fortovskanten ved siden af hende.
Men nej, det ville han ikke. Det gjorde han aldrig. Han ville aldrig henvende sig til en gadeluder. Det var hende, der skulle henvende sig til ham. Det var det samme, selv med ludere, han mødte gennem et escortbureau eller på et bordel. Han fik dem til at mødes med sig alene et øde sted uden nogensinde at spørge direkte. Dermed så det ud som om, det var deres egen idé.
Med lidt held ville den livlige pige bemærke hans dyre bil og spankulere direkte herover. Hans bil var vidunderligt tillokkende. Det samme var det faktum, at han var velklædt.
Men uanset hvordan natten ville ende, så måtte han være mere forsigtig end sidste gang. Han havde været sløset, smidt hendes lig ud over en klippekant og forventet, at hun ville synke.
Og hvilken opmærksomhed, hun havde skabt! En FBI-agents søster! Og de tilkaldte store kanoner fra Quantico. Han brød sig ikke om det. Han var ikke ude efter opmærksomhed eller berømmelse. Alt, hvad han ville, var at tilfredsstille sine behov.
Og havde han ikke al mulig ret til det? Hvilken sund voksen mand havde ikke sine behov?
Nu ville de sende dykkere ned i søen for at lede efter ligene. Han vidste, hvad de ville finde der, selv efter tre år. Han brød sig slet ikke om tanken.
Han var ikke kun bekymret for sig selv. Mærkeligt nok brød han sig ikke om det på søens vegne. At få dykkere til at svømme omkring og rode rundt i hver eneste krog under vand virkede på ham som obskønt og invaderende og som en utilgivelig krænkelse. Søen havde trods alt ikke gjort noget galt.
Uanset hvad, så var han ikke bekymret. Der var ingen måde, hvorpå de kunne spore noget offer tilbage til ham. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Han var dog færdig med den sø. Han havde endnu ikke besluttet, hvor hans næste offer skulle smides væk, men han var sikker på, at han ville træffe en beslutning, før natten var omme.
Nu kiggede den livlige pige på hans bil. Hun begyndte at gå hen imod ham med masser af attitude i sin gang.
Han rullede passagervinduet ned, og hun stak hovedet ind. Hun var en mørkhudet latinamerikansk kvinde med stærk makeup i form af malede læber, farverig øjenskygge og stærkt buede øjenbryn, der så ud til at være tatoverede på. Hendes øreringe var store guldfarvede krucifikser.
”Lækker bil,” sagde hun.
Han smilede.
”Hvad laver en dejlig pige som dig så sent ude?” spurgte han. ”Er det ikke over din sengetid?”
”Du vil måske gerne putte mig,” smilede hun.
Hendes tænder var bemærkelsesværdigt rene og lige, noterede han sig. Faktisk så hun bemærkelsesværdigt sund ud. Det var temmelig sjældent herude på gaderne, hvor de fleste af pigerne var ’vrag’, som befandt sig i forskellige faser af amfetamin-afhængighed.
”Jeg kan godt lide din stil,” sagde han. “Meget lækker chokolade-mums.”
Hendes smil blev bredere. Han kunne se, at hun kunne lide at blive kaldt ’chokolade-mums’ som en kompliment.
”Hvad hedder du?” spurgte han.
”Socorro.”
Nåh, ’socorro’, tænkte han. Spansk for ’hjælp’.
”Jeg vil vædde på, at du giver en god socorro,” sagde han i et lokkende tonefald.
Hendes mørkebrune øjne brændte imod ham. ”Du ligner én, der måske godt kunne bruge noget socorro lige nu.”
”Måske kunne jeg det,” sagde han.
Men før de kom i gang med at aftale betingelserne, kørte en bil op bagved ham. Han hørte en mand råbe ud af førervinduet.
”Socorro!” råbte han. ”Vente!”
Pigen trak sig væk og så temmelig forarget ud.
”Porqué?” råbte hun tilbage.
“Vente aquí, puta!”
Manden opdagede et strejf af frygt i pigens øjne. Det kunne ikke være, fordi manden i bilen havde kaldt hende en luder. Han gættede på, at manden var hendes alfons og kontrollerede hende for at se, hvor mange kontanter hun havde tjent indtil videre i aften.
”Pinche Pablo!” sagde hun i et fornærmende og mumlende tonefald. Så gik hun hen mod bilen.
Manden sad der og spekulerer på, om hun ville vende tilbage og stadig gøre forretninger med ham. Uanset hvad brød han sig ikke om det. At vente på nogen var ikke hans stil.
Hans interesse for pigen forsvandt pludselig. Nej, han gad hende ikke alligevel. Hun anede ikke, hvor heldig hun var.
Desuden, hvorfor hang han ud lige her? Hans næste offer burde være meget mere stilfuld.
Chiffon, tænkte han. Han havde næsten glemt Chiffon. Men måske har jeg bare gemt hende til en særlig lejlighed.
Han kunne vente. Det behøvede ikke være i aften. Han kørte væk, glædende over, at han udviste selvbeherskelse på trods af sit enorme behov. Han betragtede behovsudskydelsen som en af sine bedste personlige egenskaber.
Han var trods alt en meget civiliseret mand.
Kapitel 10
De tre unge kvinder i forhørslokalet så slet ikke ud, som Riley havde forventet. Et øjeblik stirrede hun bare dem gennem envejsvinduet. De var smagfuldt klædt, næsten som godt aflønnede sekretærer. Hun fik at vide, at deres navne var Mitzi, Koreen og Tantra. Riley var selvfølgelig sikker på, at det ikke var deres rigtige navne.
Riley tvivlede desuden på, at de klædte sig så anstændigt, når de var på arbejde. Eftersom de arbejde for cirka 250 dollars i timen, ville de helt sikkert have investeret i omfattende garderober for at imødekomme alle mulige kunders fantasier. De havde været kolleger til Nancy ’Nanette’ Holbrook på Ishtar Escortbureau. Tøjet, som Nancy Holbrook havde på, da hun blev dræbt, var markant mindre anstændigt. Men Riley gik ud fra, at når kvinderne ikke var på arbejde, så klædte de sig mere anstændigt.
Selvom prostituerede havde spillet en rolle i nogle af de sager, Riley havde undersøgt tidligere, var det første gang, hun var blevet bedt om at arbejde så direkte med nogen af dem. Disse kvinder var selv potentielle ofre. De kunne endda være potentielle mistænkte, selvom næsten alle mord af denne type blev udført af mænd. Riley følte sig sikker på, at disse kvinder ikke var den slags monstre, hun jagtede på jobbet.
Det var sent søndag eftermiddag. I går aftes havde Riley og Bill indlogeret sig i deres separate og komfortable hotelværelser ikke langt fra FBI-bygningen. Riley havde ringet til April, som boede på hotel i Washington D.C., på grund af studieturen. April havde været positiv og glad og sagt til sin mor, at hun ikke rigtig havde tid til telefonopkald. ”Jeg sms'er til dig i morgen,” havde April råbt til hende i forsøget på at overdøve gruppen af teenagere i baggrunden.
Riley følte, at alt for meget af dagen allerede var spildt. Det havde taget det meste af dagen at få fat på de prostituerede og bringe dem herind. Riley havde fortalt chefspecialagent Elgin Morley, at hun ville tale med kvinderne, uden at nogen mænd var til stede. Måske ville de være mere åbne over for en anden kvinde. Nu regnede hun med, at hun ville observere og lytte til dem uset i et par minutter, før hun faktisk udspurgte dem. Gennem højttaleren kunne hun høre deres snak.
Deres stilarter og personligheder var karakteristiske. Mitzi var trivelig med det blonde, korte hår og lignede naboens datter fra provinsen.
”Har Kip så friet?” spurgte Mitzi Koreen.
”Ikke endnu,” sagde Koreen med et sammensvorent smil. Hun var en slank brunette med samme ynde som en ballerina. ”Jeg har dog på fornemmelsen, at han har købt en ring.”
”Vil han stadig have fire børn?” spurgte Mitzi.
Koreen lo en høj perlende latter. ”Jeg har talt ham ned til tre. Men mellem dig og mig, så får han kun to.”
Mitzi lo sammen med Koreen.
Tantra puffede til Koreen. Hun var en høj, mørkhudet afroamerikaner. Hun havde samme kropsholdning som en glamourøs supermodel.
”Sørg for, at han ikke finder ud af, hvordan du tjener dine penge,” sagde Tantra.
Alle tre kvinder lo hjerteligt. Riley blev overrasket. De tre prostituerede talte om at have familier, ligesom alle almindelige kvinder i en skønhedssalon. Var den slags normale familieliv virkelig noget, de var i stand til at etablere? Hun kunne ikke forestille sig, at sådan noget var muligt.
Riley besluttede, at hun havde ladet kvinderne vente længe nok. Da hun trådte ind i forhørslokalet kunne hun mærke, at den afslappede atmosfære pludselig bristede som en boble. Nu var kvinderne tydeligvis på vagt.
”Jeg er agent Riley Paige,” sagde hun. ”Jeg vil gerne stille jer alle et par spørgsmål.”
Alle tre kvinder stønnede af forfærdelse.
”Åh, gud, ikke flere spørgsmål!” sagde Mitzi. ”Vi har allerede talt med politiet.”
”Jeg vil gerne stille et par spørgsmål, hvis I ikke har noget imod det,” sagde Riley.
Mitzi rystede på hovedet. ”Det begynder at føles som chikane,” sagde hun.
”Det, vi gør, er helt lovligt,” sagde Koreen.
”Jeg er ligeglad med, hvad I laver,” sagde Riley. ”Jeg er FBI-efterforsker, ikke dommer.”
Koreen mumlede: ”Fandens.”
Mitzi så på sit armbåndsur. ”Kan vi gøre det hurtigt?” sagde hun. ”Jeg har tre fag i dag.”
”Hvor mange studiepoint tager du dette semester?” spurgte Koreen.
”Tyve,” svarede Mitzi.
Koreen gispede. ”Det er meget.”
”Ja, ja, jeg vil gerne have min grad, så hurtigt jeg kan.”
Riley blev overrasket igen.
Mitzi studerer på college, tænkte hun.
Hun havde hørt, at kvinder, der gerne ville have en uddannelse, nogen gange valgte prostitution som en måde at betale for undervisningen på. Med de penge, hun tjente, ville hun sandsynligvis slippe for at stifte stor gæld. Alligevel slog det Riley som underligt foruroligende.
”Jeg vil prøve at gøre det kort,” sagde Riley. ”Jeg vil bare vide mere om Nanette.”
Koreens udtryk blev pludselig eftertænksomt. ”Stakkels Nanette,” sagde hun.
Men Mitzi virkede upåvirket. ”Hvad der skete med Nanette, har intet at gøre med os,” sagde hun.
”Jeg er bange for, at det har,” sagde Riley. ”Vi har god grund til at tro, at hendes morder er en seriemorder. Og jeg kan fortælle jer fra mange års erfaring, at seriemordere er ubarmhjertige. Han vil dræbe igen. Og en af jer kan blive hans næste offer.”
Mitzi rynkede foragteligt på næsen.
”Sludder,” sagde hun. ”Vi er ikke som Nanette.”
Nu var Riley chokeret. Kunne disse kvinder virkelig være naive nok til at tro, at det, de arbejdede med, var sikkert?
”Men I arbejder for det samme escortbureau og udfører den samme slags arbejde,” sagde Riley.
Mitzi begyndte at blive defensiv.
”Jeg troede ikke, at du var her for at dømme os,” sagde hun. ”Du kan se ned på os, hvis du vil. Men hvad vi gør, er så anstændigt som den slags kan være. Og så sikkert. Vi kan afvise alle kunder, vi ikke kan lide. Vi dyrker sikker sex, og vi går regelmæssigt til kontrol, så vi har ingen sygdomme. Hvis en fyr bliver for grænseoverskridende eller voldelig, kan vi gå vores vej. Men så galt går det normalt ikke.”
Riley spekulerede over ordet ’normalt’. Selvfølgelig førte deres job dem af og til ind på et temmelig mørkt territorium. Og hvor ’sikkert’ kunne betalt sex overhovedet være? Hvor længe kunne de fortsætte uden at få AIDS?
”Historien om Nanette er,” fortsatte Mitzi, ”at hun var på vej ned. Hun havde mistet al sin gode stil. Hun mødtes med kunder udenom vores bureau, tog heroin, havde et dårligt helbred og mistede sit flotte udseende. Hun ville ikke være blevet hos Ishtar ret meget længere. Hun var helt sikkert blevet fyret.”
Imens Riley tog noter, kiggede hun på kvinderne og forsøgte at forstå dem bedre. Lidt efter lidt fornemmede hun noget bag deres rolige udtryk. Hun var temmelig sikker på, at det var benægtelse. De nægtede at acceptere, at deres måde at leve på var taberagtig, og at de alle før eller siden ville ende som Nanette. Deres drømme om familie, uddannelse og succes var dømt til at mislykkes. Og inderst inde vidste de det godt.
Riley bemærkede, at Tantra var blevet stille og kiggede ud i rummet. Hun havde noget at sige, men havde endnu ikke sagt det.
Riley sagde: ”Vi tror, at Nanette blev dræbt for omkring en uge siden, sandsynligvis om lørdagen. Ved I, hvem hendes kunde var den nat?”
Koreen trak på skuldrene. ”Jeg aner det ikke.”
”Det gør jeg heller ikke,” sagde Mitzi. ”Det kommer faktisk ikke os ved. Du burde hellere spørge Ishtar om det.”
Riley vidste, at de lokale agenter allerede ledte efter ejeren af escortbureauet og ville bringe hende ind til afhøring.
”Arbejder I andre steder?” spurgte Riley.
”Vi har en kontrakt med Ishtar,” sagde Mitzi i et bestemt tonefald. ”Vi har ikke tilladelse til at arbejde gennem noget andet bureau eller have vores eget.”
De to andre kvinder kiggede ned og undgik Rileys blik. Hun stillede spørgsmålet mere direkte.
”Har Nanette nogensinde arbejdet ekstra andre steder? Gik hun nogensinde ud på egen hånd uden at have lavet en aftale gennem Ishtar?”
Rummet var stille. Til sidst sagde Tantra med en knap hørbar stemme: ”Hun fortalte mig, at hun lige var begyndt at arbejde i Hanks Derby.”
”Hvad?” sagde Mitzi og lød overrasket.
”Hun ønskede ikke, at jeg skulle fortælle det til nogen,” sagde Tantra til de andre kvinder.
”Hold da op,” sagde Mitzi. ”Så hun blev til en rendestensluder. Så havde hun det dårligere, end jeg troede. ”
Rileys hoved var fyldt med spørgsmål.
”Hvad er en ’rendestensluder’? Spurgte hun.
”Det er det usleste, du kan være som luder,” sagde Koreen. ”De arbejder på rastepladser, ligesom Hanks Derby. Det er virkelig et taberliv.”
”Hun var bare så desperat,” sagde Tantra. ”Hun fik ikke de kunder, hun plejede at få hos Ishtar. Hun fortalte mig, at hun ikke tjente nok til at kunne leve af det. Hun sagde, at hun bare gjorde det lidt ved siden af. Jeg sagde til hende, hvor farligt det var. Jeg mener, ludere forsvinder bare fra rastepladser uden spor, og det sker hele tiden. Men hun ville ikke lytte.”
En mørk sky havde samlet sig over kvinderne. Riley gættede på, at de ikke havde meget mere information at give. De har allerede givet hende et vigtig spor.
”Det var alt for nu,” sagde Riley til dem.
Men da de rejste sig, begyndte kvinderne at småsnakke igen, som om der ikke var foregået noget usædvanligt.
De forstår det virkelig ikke, tænkte Riley. Eller de vil ikke forstå det.
”Hør,” sagde hun, ”denne her morder er farlig. Og der er mange andre mænd som ham. I gør jer selv til mål. Hvis I tror, at det er sikkert at gøre, hvad I gør, så lyver I bare for jer selv.”
”Og hvor meget mere sikkert er dit job, agent Paige?” spurgte Mitzi.
Den replik efterlod Riley målløs.
Sammenligner hun virkelig det, hun gør, med det som jeg gør? spekulerede hun på.
Da hun fulgte kvinderne ud af forhørslokalet, sank Rileys hjerte. Hun følte sig så fortabt på deres vegne, som hun ville have gjort, hvis de havde været almindelige gadeludere. På en måde virkede det her værre. Deres overfladiske, anstændige fernis skjulte et liv, som nedbrød dem. Men der var intet, hun kunne sige eller gøre for at få dem til at indse sandheden.
Riley følte sig overbevist om, at denne morder ikke var færdig med at myrde prostituerede. Var hans næste offer her lige nu, eller ville hun være én, som Riley endnu ikke havde mødt og advaret?
*
Riley befandt sig på gangen på feltkontoret og ledte efter Bill, da hendes mobiltelefon ringede. Hun så, at opkaldet var fra Quentin Rosner, lederen af dykkerholdet, der undersøgte Nimbo-søen.
Hendes hjerte slog hurtigere. Ham og hans dykkere måtte bestemt bestemt fundet det andet lig nu. ”Hej, hr. Rosner,” svarede hun ivrig.
Stemmen på linjen sagde, ”Jeg ringede til chefspecialagent Morley. Han sagde, at jeg skulle rapportere direkte til dig.”
”Godt,” sagde Riley. ”Hvad har du til mig? Har du fundet det andet lig i søen? ”
Hun hørte en svag, ordløs knurren, efterfulgt af: ”Agent Paige, du vil ikke bryde dig om at høre dette.”
”Nå?”
”Der er intet lig i den sø. Det er et stort område, men vi har ledt overalt.”
Riley havde problemer med at tro sine egne ører. Havde hendes fornemmelse været forkert?
Nej, hun var stadig sikker på, at Nancy Holbrooks morder tidligere havde smidt et andet lig i den sø. Det hjalp med at forklare, hvorfor han ikke var gået ned i vandet for at sikre sig, at hans seneste offer var forsvundet i søens dybder.
Imens hun spekulerede på, hvad hun skulle sige, så hun Bill komme gående ned ad gangen.
”Jeg er på vej ud for at tale med Ishtar Haynes,” sagde han. ”På hendes bureau. Vil du med?”
Riley nikkede, men først måtte hun lige ordne tingene med Rosner.
”Hvordan var sigtbarheden?” spurgte Riley.
”Jeg vil ikke lyve for dig. Det er virkelig mørkt dernede,” sagde Rosner. ”Oversvømmelsen af en kløft skaber meget sod og rådden vegetation, og det kan tage flere år, før vandet bliver renere. Alt, der blev smidt her, da søen var ny, kan faktisk være begravet under snavs.”
”Det lig, jeg leder efter, kan være blevet smidt i for flere år siden.”
”Det kan så være et problem. Men vi ved, hvad vi laver, agent Paige. Vi er en veluddannet enhed. Og vi er virkelig sikre på, at der ikke ligger noget lig i den sø.”
Riley tænkte sig om et øjeblik. Hun ønskede inderligt, at Morley havde indkaldt rigtige FBI-dykkere. FBIs eftersøgningshold af dykkere var forbløffende, og disse dykkere ville have overvejet enhver mulig vinkel uden nogen anmodning. I stedet havde Morley tilkaldt hjælp fra en lokal dykkerskole. Han sagde, at der under alle omstændigheder ikke var nogen legitim grund til, at FBI var involveret i denne sag. Han ville ikke have FBI’s eftersøgningshold af dykkere fra LA.
Riley indså, at på trods af hvad hun havde rapporteret til ham, så betragtede Morley stadig sagen som et enkelt mord, som de undersøgte for en medagents skyld. Hun skulle bare arbejde med det hold, de havde. Men hvad havde det dykkerhold måske overset?
Hun spurgte: ”Har du kigget på kort over kløften, før den blev fyldt med vand?
Rosner var stille et øjeblik.
”Nej, men hvilken forskel gør det?” spurgte han.
Riley kvalte et støn af utålmodighed.
Hvor meget uddannelse havde den fyr faktisk? tænkte hun. Skal jeg virkelig fortælle ham, hvordan han gør sit arbejde?
Hun sagde: ”Hvordan kan du være sikker på, at du har kontrolleret hver eneste sted i søen uden at kende mere til terrænet?”
Endnu mere tavshed.
”Du bør være i stand til at finde et kort på din bærbare computer,” tilføjede Riley.
”Vi skaffer det,” sagde Rosner til sidst i et dystert tonefald.
”Ja, gør det,” sagde Riley ham.
Hun afsluttede opkaldet og stod i gangen og spekulerede på, hvad hun skulle tro. Var der slet intet andet lig? Hvis der ikke var noget, var dette sandsynligvis ikke en sag om seriemord. Hendes følelser var blandede. Hun hadede at begå fejl. Alligevel var der en sandsynlighed for, at Nancy Holbrooks drabsmand ikke var en seriemorder, hvilket var gode nyheder.
Men Rileys mavefornemmelse sagde hende, at der stadig lå et andet lig i søen. At dette var en velkendt type monster, der ville slå til igen.
Бесплатный фрагмент закончился.
