Читать книгу: «Heltenes Færd », страница 15

KAPITEL FIREOGTYVE

Thor mærkede en fod, der puffede ham i ribbenene og åbnede langsomt sine øjne. Han lå med ansigtet ned på en forhøjning af halm, og et øjeblik havde han ingen idé om hvor han var. Han hoved føltes som om det vejede en million pund, hans hals var mere tør end nogensinde og hans øjne og hoved var ved at slå ham ihjel. Han følte det som om han var faldet af en hest.

Han blev puffet igen og da han satte sig op, snurrede rummet voldsomt rundt. Han lænede sig over og kastede op, gylpede igen og igen.

Et kor af latter brød ud rundt om ham og han kiggede op og så Reece, O`Connor, Elden og tvillingerne svævende tæt på, mens de kiggede ned.

”Endelig vågner Tornerose!” kaldte Reece, smilende.

”Vi troede aldrig du ville stå op,” sagde O`Connor.

”Er du okay?” spurgte Elden.

Thor satte sig op, tørrede sin mund med bagsiden af hånden, forsøgte at tage det hele ind. Mens han gjorde, peb Krohn som lå lidt væk og løb over til ham, sprang ind i hans arme og begravede sit hoved i hans skjorte. Thor var lettet over at se ham, og glad for at have ham ved sin side. Han forsøgte at huske.

”Hvor er jeg?” spurgte Thor. ”Hvad skete der iaftes?”

De lo alle tre.

”Jeg er bange for at du fik lidt for meget at drikke i går, min ven. Der er nogen der ikke kan styre sin øl. Kan du ikke huske? Værtshuset?”

Thor lukkede øjnene, gned tindingerne og forsøgte at få det hele tibage. Det kom i glimt. Han huskede jagte..komme ind i værtshuset..drinksene. Han huskede at blive ført ovenpå..bordellet. Efter det, var alt sort.

Hans hjerte galoperede da han tænkte på Gwendolyn. Havde han gjort noget dumt med den pige? Havde han ødelagt sin chancer med Gwen?

”Hvad skete der?” pressede han Reece, alvorligt, mens han foldede sine håndled. ”Vær sød at fortælle mig det. Sig at jeg ikke gjorde noget med den kvinde.”

De andre lo, men Reece stirrede opringtigt tilbage på sin ven, og indså hvor ked af de than var. ”Bare rolig, ven,” svarede han. ”Du gjorde intet overhovedet.Undtaget at kaste op og falde sammen på hendes gulv!”

De andre lo igen.

”Så meget for din første gang,” sagde Elden.

Men Thor følte sig dybt lettet. Han havde ikke ødelagt noget med Gwen.

”Sidste gang jeg køber dig en kvinde!” sagde Conval.

”Sikke et spild af penge,” sagde Conven. ”Hun ville ikke engang betale tilbage!”

Drengene lo igen. Thor var ydmyget, men lettet over at han ikke havde ødelagt noget.

Han tog Reeces arm og trak ham tilside.

“Din søster,” hviskede han anspændt. ”Hun ved ikke noget af det her, gør hun?”

Reece brød ud i et langsomt smil, mens han lagde armen rundt om Thors skulder.

”Din hemmelighed er tryg hos mig, selvom du ikke gjorde noget. Hun ved det ikke. Og jeg kan se, hvor meget du holder af hende og det sætter jeg pris på,” sagde han mens hans ansigt forvandlede sig til alvor. ”Jeg kan se nu at du virkelig føler noget for hende. Hvis du havde horet, ville du ikke have været den slags svoger jeg gerne vil have. Faktisk er jeg blevet bedt om at aflevere denne besked til dig.”

Reece skubbede en lille rulle ind i Thors håndflade, og så så ned, forvirret. Han så det kongelige segl på den, det lyserøde papir og han vidste. Hans hjerte slog hurtigere.

”Fra min søster,” tilføjede Reece.

”Whoa!” kom et kor af stemmer.

”Nogen har fået et kærestebrev!” sagde O`Connor.

”Læs det for os!” råbte Elden.

De andre stemte i med latter.

Men Thor, der ville være alene skyndte sig væk til den anden side af barrakkerne, væk fra de andre. Hans hoved gjorde ondt, og værelset snurrede stadig – men nu var han ligeglad. Han rullede det fine pergament op og læste brevet med rystende hænder.

”Mød mig ved Skovens Højderyg ved middag. Kom til tiden. Og sørg for at ingen lægger mærke til dig.”

Thor stak brevet i lommen.

”Hvad står der charmedreng?” kaldte Conven.

Thor skyndte sig over til Reece, han vidste han kunne stole på ham.

”Legionen har ingen øvelser i dag vel?” spurgte Thor.

Reece rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Det er helligdag.”

”Hvor er Skovens Højderyg?” spurgte Thor.

Reece smiled. “ Nåh, Gwens yndlingssted,” sagde han. “Tag den østlige vej ud af hoffet og hold til højre. Kravl op på højen, og den begynder efter den anden bakke.”

Thor så på Reece.

”Jeg vil helst ikke have at der er nogen der ved det.”

Reece smilede.

”Det er jeg sikker på at hun heller ikke vil have. Hvis min mor fandt ud af det, ville hun dræbe jer begge. Hun ville låse min søster inde i sit værelse og sende dig i eksil til den sydligste ende af kongeriget.”

Thor sank en klump ved tanken om det.

”Er det rigtigt?” spurgte han.

Reece nikkede tilbage.

”Hun kan ikke lide dig. Jeg ved ikke hvorfor, men hun er fast besluttet. Gå hurtigt og fortæl ikke en sjæl. Og bare rolig,” sagde han og greb hans hånd. ”Det gør jeg heller ikke.”

*

Thor gik hurtigt i den tidlige morgen, Krohn løb rundt ved siden af ham, han gjorde sit bedste for ikke at blive set. Han fulgte Reeces instruktioner, så godt som han kunne, gentog dem i sit hoved, mens han skyndte sig forbi udkanten af det kongelige hof, op ad en lille bakke og langs med kanten af en tyk skov. Til venstre, gik det stejlt ned under ham, han gik på en smal sti på kanten af en stejl højderyg, en klippe til venstre og skoven til højre. Skovens Højderyg. Hun havde sagt at de skulle mødes her. Var det alvorligt ment? Eller legede hun bare med ham? Havde den sippede kongelige, Alton ret? Var Thor bare underholdning for hende? Ville hun blive træt af ham snart? Han håbede mere end noget, at det ikke var sådan. Han ville gerne tro på at hendes følelser for ham var ægte; men det var stadig svært for ham at forstå at det kunne være sådan. Hun kendte ham knap nok. Og hun var kongelig. Hvordan kunne hun overhovedet være interesseret I ham? Alene det at hun var et år eller to ældre og han havde aldrig oplevet at en ældre pige var interesseret i ham; faktisk havde han aldrig oplevet at nogen pige var interesseret i ham. Ikke at der havde været mange piger at vælge imellem i hans lille landsby.

Thor havde aldrig tænkt særlig meget på piger. Han var ikke vokset op med søstre, og der var ikke mange piger på hans alder i hans landsby. På hans alder bekymrede det ikke de andre drenge. De fleste af drengene så ud til at gifte sig i deres attende år, i arrangerede ægteskaber – faktisk mere som forretningsarrangementer. Mænd af høj rank, som ikke var blevet gift, når de var femogtyve, nåede deres Udvælgelses Dag: de var forpligtede til enten at vælge en brud eller gå ud og finde en. Men det gjaldt ikke for Thor. Han var fattig, og folk fra hans rang blev normalt bare gift med en der passede til deres familie. Det var som at bytte kvæg.

Men da Thor havde set Gwendolyn, havde alt det ændret sig. For første gang var han blevet ramt af noget, en følelse så dyb og stærk og påtrængende at den ikke tillod ham at tænke på noget andet. Hver gang han havde set hende, blev den følelse dybere. Han forstod det knap selv, men det smertede ham at være væk fra hende.

Thor satte farten op langs med højderyggen, han kiggede efter hende allevegne og tænkte over, hvor præcist hun ville møde ham – hvis hun overhovedet ville møde ham. Den første sol steg højere og den første svedperle formedes på hans pande. Han følte sig stadig syg og kvalm af tømmermænd fra aftenen før. Mens solen steg endnu højere, og hans søgen efter hende viste sig frugtesløs, begyndte han at spekulere på, om hun overhovedet ville møde ham. Han begyndte også at spekulere på, hvor stor en fare, han udsatte dem for. Hvis hendes mor Dronningen, virkelig var så meget imod dette her, ville hun så virkelig få ham deporteret fra kongeriget? Fra Legionen? Fra alt det han var kommet til at kende og holde af? Hvad skulle han så gøre?

Mens han tænkte over det, besluttede han at det stadig var det værd, for chancen for at være sammen med hende. Han var villig til at risikere alt, for denne mulighed. Han håbede bare, at han ikke blev gjort til grin, eller drog forhastede konklusioner om, hvor stærke hendes følelser for ham var.

“Ville du bare have gået lige forbi mig?” lød en stemme, fulgt af et fnis.

Thor sprang, overrumplet, så stoppede han og vendte sig. Stående i skyggen af et kæmpe fyrretræ, smilende, stod Gwendolyn. Han hjerte løftede sig ved det smil. Han kunne se kærligheden i hendes øjne og alle hans bekymringer og al hans frygt smeltede væk øjeblikkelig. Han skældte ud på sig selv, over at han havde været så dum at tvivle på hendes intentioner.

Krohn hvinede ved synet af hende.

”Og hvad har vi så her?!” råbte hun glad.

Hun knælede ned og Krohn kom løbende over til hende, sprang op i hendes arme med et piv; hun samlede ham op og holdt ham, kælede for ham.

”Han er så nuttet!” sagde hun og krammede ham tæt ind til sig. Han slikkede hendes ansigt. Hun fniste og kyssede ham igen.

“Og hvad hedder du så, lille fyr?” spurgte hun.

”Krohn,” sagde Thor. Endelig, denne gang var han ikke så mundlam, som før,

”Krohn,” gentog hun, og så ind i hvalpens øjne, ”Og det er hver dag du rejser med en leopardven?” spurgte hun Thor, med et grin.

”Jeg fandt ham,” sagde Thor og blev genert ved siden af hende, som han altid gjorde. ”I skoven – på jagten. Din bror sagde jeg skulle beholde ham, fordi jeg fandt ham. Det var skæbnen.”

Hun så på ham, og hendes udtryk blev alvorligt.

”Nå, men jeg håber han har ret. Dyr er meget hellige ting. Du finder dem ikke. De finder dig.”

”Jeg håber ikke du har noget imod, at han også er her sammen med os,” sagde Thor.

Hun fniste.

“Jeg ville være ked af det, hvis han ikke var,” svarede hun.

Hun kiggede sig om til begge sider, som for at være sikker på at der ikke var nogen der holdt øje med dem, så rakte hun ud, greb Thors hånd, og trak ham ind i skoven.

”Lad os gå,” hviskede hun. ”Før nogen får øje på os.”

Thor var opstemt ved følelsen af hendes berøring, da hun guidede ham hen på skovstien. De gik hurtigt ind i skoven, stien snoede og drejede sig imellem de store fyrretræer. Hun slap hans hånd, men han glemte ikke følelsen af den.

Han var begyndt at føle sig mere sikker på, at hun faktisk kunne lide ham og det var også tydeligt, at hun ikke ville ses, måske af sin mor. Det var klart, at hun tog det alvorligt, fordi hun også havde noget at risikere ved at se ham.

Og så alligevel, tænkte Thor, måske ville hun bare ikke opdages af Alton – eller af de andre drenge, hun måske var sammen med. Måske havde Alton ret. Måske var hun flov over at blive set med Thor.

Thor mærkede alle de blandede følelser snurre rundt indeni.

”Er du blevet mundlam, hvad?” spurgte hun til sidst og brød tavsheden.

Thor følte sig splittet; han ville ikke risikere at ødelægge noget, ved at fortælle hende, hvad han tænkte på – men samtidig følte han, at han var nødt til at lægge sine bekymringer bag sig. Han var nødt til at vide, hvor hun virkelig stod. Han kunne ikke holde det tilbage mere.

”Da jeg forlod sig sidste gang, løb jeg ind i Alton. Han konfronterede mig.”

Gwendolyns udtryk mørknedes, hendes glade humør var pludselig ødelagt – og Thor følte sig med det samme skyldig fordi han havde nævnt det. Han elskede hendes gode sind, hendes glæde, og ønskede at han kunne tage det tilbage. Han ville stoppe, men det var for sent. Han kunne ikke vende om nu.

”Og hvad sagde han så?” sagde hun med tung stemme.

“Han sagde jeg skulle holde mig fra dig. Han sagde at du ikke var rigtigt glad for mig. Han sagde at jeg bare var underholdning for dig. At du ville blive træt af mig om et par dage. Han sagde også at du og han var trolovet og at jeres ægteskab allerede var arrangeret.”

Gwendolyn slap en vred, spottende latter ud.

”Gjorde han det?” snøftede hun. ”Den dreng er den mest arrogante, utålelige lille sten,” tilføjede hun, vredt. ”Han har været en torn i øjet siden jeg begyndte at gå. Bare fordi vores forældre er i familie, tror han at han er en del af den kongelige familie. Jeg har aldrig mødt nogen, der fortjener titlen mindre. For at gøre det hele værre, har han fået ind i sit hoved at han og jer er bestemt for at blive gift. Som om jeg ville acceptere alt, uanset hvad mine forældre tvang mig til. Aldrig. Og helt sikkert ikke med ham. Jeg kan ikke fordrage synet af ham.”

Thor følte sig så lettet over hendes ord, at han synes han var en million pund lettere; han havde lyst til at synge fra trætoppene. Det var lige det han havde brug for at høre. Nu var han ked af at han havde skygget for deres humør uden grund. Men han var ikke fuldstændig tilfreds endnu; han lagde mærke til at hun ikke havde sagt noget om, at hun virkelig kunne lide ham, Thor.

”Og hvad angår dig,” sagde hun, mens hun så stjålent på ham, og så så væk. ”Så kender jeg dig jo knap nok. Jeg har ikke brug for at blive presset for at fortælle, hvad jeg føler lige nu. Men jeg vil sige at jeg ikke tror jeg ville være sammen med dig, hvis jeg hader dig så meget. Selvfølgelig har jeg ret til at skifte mening, som jeg ønsker, og jeg kan være vægelsindet – men ikke, hvad angår kærlighed.”

Det var bare det Thor havde brug for. Han var imponeret over hendes alvor, og endnu mere imponeret over hendes valg af ordet ”kærlighed.” Han var hel igen.

“Og faktisk, skal jeg bede dig om det same,” sagde hun og vendte bordet. ”Faktisk, tror jeg, at jeg har meget mere at tabe end dig. Trods alt, er jeg komgelig og du er almue. Jeg er ældre og du er yngre. Tror du ikke det er mig, der er mest overvåget? Der kommer rygter til mig i hoffet om din dagsorden, din stræben opad, at du bruger mig, er sulten efter rang. At du gerne vil have tjenester af Kongen. Skulle jeg tro alt det?”

Thor var chokeret.

”Nej, Deres Højhed! Aldrig! Disse ting har aldrig været min hensigt. Jeg er sammen med dig, kun fordi jeg ikke kunne tænke mig at være noget andet sted. Kun fordi jeg gerne vil. Kun fordi når jeg ikke er sammen med dig, kan jeg ikke tænke på noget andet.”

Et lille smil spillede i hendes mundvige, og han kunne se at hendes ansigt begyndte at bløde op.

”Du er ny her,” sagde hun. ”Du er ny i Kongens Hof, i det kongelige liv. Du har brug for tid til at se, hvordan tingene fungerer. Her er der ingen, der mener, hvad de siger. Alle har en dagsorden.”

“Alle fisker efter magt – eller rang eller velstand eller titler. Der er ingen, der kan blive taget for det de viser. Alle har deres egne spioner, fraktioner og dagsordner. Da Alton fortalte dig, at mit ægteskab allerede er arrangeret, for eksempel, var det var virkelig gjorde at forsøge at finde ud af, hvor tæt dig og mig er. Han føler sig truet. Han rapporterer nok også til nogen. For ham betyder ægteskab ikke kærlighed. Det betyder forbindelser. Kun for at skaffe økonomiske fordele, for rang. For ejendom. I vores kongelige hof, er der ikke noget, der er hvad det ser ud til.”

Pludselig spurtede Krohn forbi dem, ned ad skovstien og ind i en lysning.

Gwen så på Thor og fniste; hun rakte ud, greb hans hånd og løb sammen med ham.

”Kom nu!” råbte hun ophidset.

De løb begge to ned ad stien og brast leende ind i en kæmpe lysning. Thor var overrumplet af synet: det var en smuk skov eng fyldt med vilde blomster af alle mulige farver, op til knæene. Fugle og sommerfugle i alle farver og størrelser dansede og fløj i luften og engen var levende med lyden af kvidren. Solen strålede ned og det føltes som et hemmeligt sted, skjult her midt i denne høje mørke skov.

”Har du prøvet at spille Blindebuk!” spurgte hun med et grin.

Thor rystede på hovedet og før han kunne svare, tog hun et lommetørklæde fra sin hals, rakte op, lagde det om Thors øjne og bandt det. Han kunne ikke se, og hun fniste højt i hans øre.

”Du er den!” sagde hun.

Så hørte han hende løbe væk i græsset.

Han smilede.

”Men hvad skal jeg gøre,” råbte han.

”Find mig!” råbte hun tilbage.

Hendes stemme var allerede langt væk.

Thor, med bind for øjnene, begyndte at løbe efter hende, snublende. Han lyttede omhyggeligt til hendes kjoles raslen og prøvede at følge retningen. Det var svært og han løb med sine hænder ud foran sig, mens han hele tiden troede, han ville løbe ind i et træ, selvom han vidste det var en åben end. På få øjeblikke var han disorienteret og følte han løb i rundkreds.

Men han fortsatte med at lytte, hørte lyden af hendes fnis langt væk og justerede sit løb efter lyden. Indimellem så det ud til at komme nærmere, så igen længere væk. Han var begyndt at føle sig svimmel.

Han hørte Krohn løbe ved siden af sig, gøende, og han lyttede til Krohn i stedet for, og fulgte hans skridt. Da han gjorde det, blev Gwens fnis højere og Thor indså at Krohn ledte ham til hende. Han var forundret over, hvor klog Krohn var, at kunne deltage i legen.

Snart kunne han høre hende bare få fod væk fra sig; han jagtede hende, løb slalom frem og tilbage gennem marken. Han rakte ud og hun skreg af glæde da han fik fat i et hjørne af hendes kjole. Da han fangede hende, snublede han og de væltede begge to ned på den bløde mark. Han snurrede i sidste sekund, så han ville falde først og hun ville falde ned ovenpå ham, så han afbødede hendes fald.

Da Thor landede på jorden, med Gwen ovenpå sig, hylede hun af overraskelse. Hun fnes stadig, da hun rakte op og trak tørklædet tilbage.

Thors hjerte bankede da han så hendes ansigt få tommer fra hans. Han mærkede vægten af hendes krop på hans, i hendes tynde sommerkjole, mærkede alle kurverne i hendes krop. Hele hendes vægt pressede ned på ham, og hun gjorde intet forsøg på at slippe væk. Hun stirrede ind i hans øjne, deres åndedræt var korte og hurtige, og hun kiggede ikke væk. Det gjorde han heller ikke. Thors hjerte buldrede så hurtigt at han havde svært ved at fokusere.

Pludselig lænede hun sig ned og plantede sine læber på hans. De var blødere end han havde kunnet forestille sig, og da de mødtes, følte han sig for første gang i sit liv, rigtigt levende.

Han lukkede sine øjne, og hun lukkede sine, og de bevægede sig ikke, deres læber mødtes i så lang tid at han mistede tidsfornemmelsen. Han ønskede, at tiden ville stå stille.

Endelig, trak hun sig langsomt væk. Hun smilede stadig, da hun langsomt åbnede sine øjne, og hun lå stadig der, med sin krop på hans.

De lå sådan længe, stirrende ind I hinandens øjne.

”Hvor kom du fra?” spurgte hun blødt, smilende.

Han smilede tilbage. Han vidste ikke, hvad han skulle svare.

”Jeg er bare en almindelig dreng,” sagde han

Hun rystede smilende på hovedet.

”Nej, det er du ikke. Jeg kan mærke det. Jeg har mistanke om at du er meget, meget mere end det.”

Hun lænede sig frem og kyssede ham igen og hans læber mødte hendes, denne gang i meget længere tid. Han rakte op og løb sin hånd igennem hendes hår og hun løb sine igennem hans. Han kunne ikke få sin hjerne til at holde sig i ro.

Han tænkte allerede over, hvordan dette ville ende. Kunne de overhovedet være sammen, med alle de kræfter imellem dem? Var det muligt for dem at blive et rigtigt par?

Thor håbede, mere end noget andet i sit liv, at de kunne. Han ville være sammen med hende nu, endda mere end han ville være i Legionen.

Mens han tænkte på alt det, lød der pludselig en raslen i græsset, de kiggede begge to, vendte sig forskrækkede. Krohn sprang igennem græsset, få fod væk og der kom en anden raslen. Krohn peb, knurrede så – og så kom der en hvæsende lyd. Endelig blev der stille.

Gwen rullede ned fra Thor, da de begge satte sig op og kiggede. Thor sprang på fødderne, ville beskytte Gwen og tænkte over, hvad det kunne være. Han kunne ikke se nogen. Men nogen – eller noget – måtte der være, få fod væk det høje græs.

Krohn viste sig foran dem, og i hans mund, hans små knivskarpe tænder, dinglede en kæmpestor, hvid slange, slapt. Den måtte have været ti fod lang, dens ham var skinnende hvid, og den var så tyk som en stor gren.

Thor vidste med det samme, hvad der var sket: Krohn havde reddet dem begge fra et angreb fra dette dødelige reptil. Hans hjerte flød over i taknemmelighed over for hvalpen.

Gwen gispede.

”En Hvidryg,” sagde hun. ”Det mest dødelige reptil i hele kongeriget.”

Thor stirrede med ærefrygt på den.

“Jeg troede ikke denne slange eksisterede. Jeg troede den var en legende.”

”Den er meget sjælden,” sagde Gwen. ”Jeg har kun set en i hele mit liv. Den dag min farfar blev dræbt. Det er et varsel.”

Hun vendte sig og kiggede på Thor.

”Det betyder at der kommer død. En der er meget tæt på skal dø.”

Thor mærkede kuldegysninger ned ad ryggen. En iskold vind løb pludselig igennem engen på denne sommer dag og han vidste med sikkerhed, at hun havde ret.