Читать книгу: «Bjørneæt», страница 5

Brændetyven

Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende Træk:

Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen, at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand; det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de ikke at blive tagne levende til Fange.

Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle, rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.

Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.

»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens Omkreds.

Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.

»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf: »Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, – saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, – sippedeja!«

»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen. Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«

»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og det er Du, Fader.«

»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes, men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover. Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks Aarer, – lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse, de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom skal være hellig.«

Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.

»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor og svang Øxen. – »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa, mens vi Andre arbeide?«

Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en tænksom Pande.

»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.«

»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo Sønner nok til at værge sig, mener han.«

»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed, al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig befinder sig.«

»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad os. – Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og villig alle mine Levedage!«

»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.«

»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.«

»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad spottende.

»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du maa herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.«

»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,« svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er mit Land.«

»Dit Land —,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men hvor ere dine Landsmænd?«

»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder; de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. Jeg er en Søn, der ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer ud, her er jeg!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet, Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor Malmen hugges.

»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred, kneisende – javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til Bunds og Mari med Dig.«

»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg saa støt her paa Fjeldet.«

»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! – Den er en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs Mand, hvad saa?«

»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev de mig værst, som jeg vilde bedst, – saa er der en Nordmand mindre.«

»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller mod din Villie.«

»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker! Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!«

Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen. Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne.

»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte han og saae paa de fældede Træer.

»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. – Sikke Handsker Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« – Halvor pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en langskjødet Bluse. – »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder Svensken heromme ved Broen.«

»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker Stemme.

»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud som det røde Skum længe efter.«

Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer.

»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?« spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.«

»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles Bedste.«

»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig. »Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.«

Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk.

»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!«

»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad.

Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op.

»Aa Fatter, hold paa mig – see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong Karl, – og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde til at snyde paa Maalet med deres Alenstok —! – Jeg holder det ikke ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud – for jeg vil saa gjerne med dem i Krigen!«

Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven.

Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede Skikkelser med Bøssen i Haanden. – Det var en saakaldet Hærbraade, en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne, tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i Møde.

Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side. Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte frem gjennem Passet.

Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst:

»Hurtig – ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne; men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager Hvermand sin.«

Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring og raadsloge.

»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden.

I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring, som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad Omveie at naae hjem til Staden.

»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I smøre Haser – Der har vi Svensken!«

Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren, Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen, medens Fjenden rykkede frem paany.

»Giv Agt, Manne – de bageste Geleder holde sig færdige!« kommanderede Lieutenanten med høi Røst.

De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af denne List.

»Tilbage, Gossar – Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske Anfører.

Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og forladt i det blege Maanelys.

Hjemmets Fugl

Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden, der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet. Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.

Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser. Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig.

»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi spørge vel snart Nyt derude fra.«

»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen.

Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.

Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro.

»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.«

Olaug betragtede ham forundret.

»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger udenfor Huset.«

Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum. Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs hvilken han laa udstrakt.

Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug.

»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.«

Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske Vagtmester uforfærdet.

»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst Fruentimmer.«

»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra Forhugningen?«

»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis for den, som bringer ham død eller levende.«

»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru, saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller svensk Mandemod.«

Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør.

Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det Fjerne.

Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig til at skaffe andetsteds i Stuen.

Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke Skikkelse.

»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han.

»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til mig.«

»Hvad gjør jeg da?« foer Jørgen op.

»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre i Huset og jeg – Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg aarle og silde; det glemmes aldrig.«

Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer.

»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter.

»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?«

Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.

»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom En ikke har Nogen at leve for.«

»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar Nogen længes efter En.«

»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen.

»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde været borte hele Dagen?«

»Nei da? – Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse.

»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den i Næbet. – Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?«

Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested.

»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae tankefuldt paa Olaug.

Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.

»Siig mig, —« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus; »hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor Huusholdning?«

Olaug blev blussende rød.

»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun, »saadant noget stelte jeg selv om.«

»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor daglige Føde og Forpleining?«

»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. – Seer Du,« vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet, der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa slagtede vi Gusle.«

»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa Naalehuuslaaget.

»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning. Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder ogsaa noget af – saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.«

»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?« spurgte Jørgen.

»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end vi kunne gjengjælde.«

Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet.

Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.

Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik.

»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra Panden.

»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt over Fjeldet.«

»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik ikke meget af den, mens hun levede.«

»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt.

»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig, derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden; jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den, nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den. Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og saa da Du siden bød os Farvel – —«

»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde jeg.«

»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte – Men nu skal hun have Fred, Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.«

»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte Violinen tilbage paa dens Plads.

I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind.

»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra Staden.«

»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn.

»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i Frederikshald. – Her er det.«

Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.

»Læs det høit,« sagde Jørgen.

Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste:

»Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.

Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.«

Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt.

»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til Halvor.

»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv skal bestemme her.«

»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug.

»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.«

»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok værge for hende.«

»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer hjemme. – Lad mig høre Slut paa det Brev.«

Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.

»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en stor Hjertesorg.

Jeg forbliver efter min kristelige Pligt velbyrdige Jomfrues beredvilligste Tjenerinde Anea Boyer bosiddende Bagerenke i Frederikshald.«

»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning.

»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng, kan hun vel finde en blidere siden hen. – Hvad mener Olaug?«

»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens forskende Blik.

»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr – og paa mig? Hvad skal der blive af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst.

Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at vakle.

»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen.

»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal aldrig ærgre Dig mere; jeg skal – Herre Jesus, jeg er saa lyksalig! Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under eget Bord – Hvad siger Du til det, Olaug?«

Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham. Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge, ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre Overtalelse.