Читать книгу: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», страница 3

»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra Vorupør.

»Det mærkes, ja,« svarede den anden.

»Hvor?« spurgte Holst.

»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.

»I Agger!« foreslog den ene.

»Kan være,« tilføjede den anden.

Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.

»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.

Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med Klæderne pakkede tæt om sig …

De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse. Men han var svimmel af Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved – maaske en Hare, der sprang op – naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa. Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, da vilde Folkene have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med Dram.

Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, gik og gik, men uden den aandelige Spænding, som gør selv Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.

Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand, hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre Figur.

Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række til dem og faa dem draget paa fast Kyst.

Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa en Skibslanterne.

»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.

Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel – og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.

De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte løfte Benene over Baadenes udspændte Ankertov.

De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske i Kronborgs skumle Kasematter.

Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte være længere sønder.

Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.

»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over hans forslæbte Udseende.

»Ja – a«, pustede Holst, »for Fornøjelsens Skyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar – nej Tak!«

De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.

»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige Fisker.

»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.

»Var det saa alligevel ikke rart, om de altid var to paa Vagten?« spurgte Holst lidt drilsk.

Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for os at tykke. Men vort Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar flere sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu sikkert nok.«

Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. Men det skal jo gaa igennem Rigsdagen. Og der er jo Fejler ved alle jordiske Ting.«

Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en herlig Tur.

Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.

»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.

»Og Fruen har siddet oppe for min Skyld!« beklagede han.

»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«

Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager. Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed, maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og Juletræ – og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.

Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her … men de lejede Stuer, han havde i København – ak nej, de besad ikke den Trolddom, der bandt.

Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig afklædt og vasket og badet – han var som pudret med Sand over hele Kroppen – og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven hans Lod at sidde i Jule-Huslighed til Halsen – og blive kvalt.

Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde. Lykkelig? – var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var Stagnation. Hans Devise var: »Naa – videre!«

Der gaves ikke Lykke for den urolige, men Momenter af opstemt Sjælsbevidsthed, Glimt af den sublimeste Skønhed, af Liv, af Liv – dem kunde man jo saa benævne lykkelige, om de endelig skulde have Etikette.

Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret …

Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes Aabenbaring … Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver. Han faldt i Søvn for brændende Lys.

Jo – det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. Og mere end ét Sted drev der Lig ind … Og samme Nat forliste en Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne – bare et Øjeblik – og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem siden …

En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere, hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning … Tingene virkede som de var; – hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! …

EN REDNINGSMAND

I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn. Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, naar Sønnerne kigger ind.

Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.

De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at nu skulde han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den Gang, Lars Kruse blev begravet.

Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene fra Mispah.

Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én, Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel; hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.

Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken, næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.

»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet sine smaa Støvler paa og de klemte ham, det mener vi da, at det var derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.«

»Jo«, siger Manden, »vi mener jo det, men man har jo ellers ogsaa taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem en Gang.«

»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks, men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han mistet de ni af hans Tæer.«

Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten, Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa paa, te de blev tagen.«

»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en strænge Tid.«

Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«, siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de triste Tanker fra Sygelejet.

Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste det rent væk, det som Doktoren havde klippet af … Dødt var det jo nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt Syn for en Kone … Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke Papir … og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt … vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i … dér gravede vor Datter dem ned … saa var de da flyet hen, hvor de skulde være, syntes vi.« …

Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham saadan!«

Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.

Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.

»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne; det var slemme Steder at færdes paa for os.

Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding … Ja, der var noget at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting … Den Tid, da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer, et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk … Men der kommer jo imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan kommen i Brug til Paaskønnelse … Og det kan jo ogsaa være skjøn nok, mener vi … Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os … Men det er jo Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man jo, hvad er.« …

»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«

Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os … Der var en Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne. Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en grusselig Frost … Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land i deres egen Baad … Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned. Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket Laasen fra og Døren op – man skulde undre, at de havde haft Kræfter nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde, det var en sværene Plankedør – de stod derinde i Huset allesammen og frøs langs Baadsiderne … Nej, det var sandt, der manglede én, han havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset og var ligesom død, helt stivfrossen … Vi fik ham læsset paa en Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv, og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man skulde tro, det var ham og int Kokken, der havde været i Havet … Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik væk … Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« …

»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes rigtige Styrelse – trods alle Livets sære Hændelser …

Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen fortæller Niels Jensenius:

»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst, te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg. Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten … Jens Christian var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved Vraget … Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg – saadan skete det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som stod inde paa Stranden … Det var et slemme Syn, A var da ogsaa kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore Kammerater.

De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor de drev af for Strømmen.« …

»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius bjergede da selv én af de fire paa den Maade … Han lever saamænd endnu …

Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A huske. Noget af den var saadan, og det passede godt nok:

 
Otte Enker blev der nu
paa én Gang, der blev en Gru
for de otte ja og saa
for de femogtyve smaa,
som misted deres jordiske Forsørger.«
 

De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land – den ottende Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om Aftenen, og A kiggede lidt udenfor – men hvor saa A vendte mig hen, dèr var der Lig … A blev ligesaa A rystede … og ind igen maatte A med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret … Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange og bjerget Daphnes Folk.«

Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan Hvirvelsø … Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til, men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der restede jo den ene, som var gaaet væk … De saa' sølle ud, de Folk. Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom … Glade blev de, det husker A – og vi andre syntes jo ogsaa, te det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.

Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre – Lars Kruse og mig og Ole Svendsen.«

»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen, »han havde bjerget saa mange Folk, og saa var der ingen der kunde bjerge ham; det var da egentlig en underlige Styrelse, for os at tænke!«

»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer … Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«

»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre, »og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A, »den unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« … Og saadan var det, som han sagde … De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A rendte jo derover til Enken … De lagde ham for os paa langs ad Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men lige lidt hjalp det. Han var og blev hen' – men sært var det, for hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige saa varm. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret stille … De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme … De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem … Ja, de to, som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse – og han har endda altid været møj vagere end som Lars, for Lars var jo stærk som en Bjørn – og den anden var Niels Lér, her vesten til, den sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A, saadan med det haarde Vinterfiskeri, og stor Familie har han …«

»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius sin Kone i hendes hastige Tale.

»Ja-ja,« mener hun trøstende, »du har gjort din Part af Arbejdet, saalænge du kunde.«

Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse: »Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et rimeligt Helsen … og kunnet gøre sin Bestilling som de andre … A havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud …«

– Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet med Skagens Redningsbaad.

Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius, da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med, Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets Larm … Hvordan skulde det gaa dem? … Fik hun dem mon levende tilbage? … »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne – men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden af sit Sind …

Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil – naar bare ikke der havde været de to ældre Dampskibsvrag netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa – og saa det uigennemtrængelige Mørke … Man kan ikke fri sig for at gøre Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske »hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er Tale om en Ulykke, som kunde være sket, hvis de og de heldigvis udeblevne Omstændigheder var indtrufne … Men netop disse to gamle Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som er tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de skjulte gamle Vrag – og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget »hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren – eller mod … nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi skal og vi vil!