Читать книгу: «Doktor Nikola», страница 8

"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa længe. Tror De, De kan gøre det?"

Han saá paa mig med et af sine ejendommelige Smil.

"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at være lidt usikker med Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lært mig selv at tro, at naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er der intet i Verden, som han ikke kan gøre. Jo, jeg tror, jeg kan spille den Rolle. De behøver ikke at være bange i den Henseende."

"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest ubetingede Tro paa Dem."

"Det glæder mig at høre," sagde Nikola, "og De kommer til at have Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde at klæde os paa, og Klokken seks skal jeg undersøge, om Edgehill er rejst til Tientsin."

Saa lagde vi vore Tæpper til rette og strakte os ud paa Gulvet. Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drømte, at jeg hjalp Præsten fra Hankow med at bortføre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet ham.

Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var højlys Dag, og da jeg saá mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til Stede; men han kom straks efter.

"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen."

IX. KAPITEL

Lamaklostret

"Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var døet hen, "der er ingen Tid at spilde, lad os klæde os paa."

Jeg fulgte ham ind i Værelset ved Siden af, som, skønt det var noget større end det andet, var endnu tarveligere udstyret. Her laa nogle Dragter, og Nikola valgte to af dem.

"Det første, der maa overvejes," sagde han, medens han satte sig paa en Stol og saá paa mig, "er, at vi maa forandre Formen af vore Forklædninger i næsten hver Enkelthed, Jeg har tænkt meget omhyggeligt paa dette, og, som jeg sagde før, vi maa være ganske forskellige Mænd. Jeg skal være Præsten fra Hankow og De hans Sekretær. Her er Deres Sager; jeg raader Dem til at klæde Dem paa saa hurtigt som muligt."

Jeg tog de Klæder, han viste mig, og gik ind med dem i det andet Værelse. Efter et Kvarters Forløb var jeg ikke Englænder mere. Min Dragt var af den kostbareste Silke og blomstret og broderet paa alle tænkelige Maader; over mine Skuldre laa en graa Kappe af det fineste Væv, min Pisk var meget lang og tyk, medens mine Sandaler og min Hat var efter sidste Mode. Hvis min Rang skulde være blevet bedømt efter mine Klæders Pragtfuldhed og Stoffets Værdi, vilde man have antaget mig for Taotai⁵ over en lille Provins eller for Skræder hos en fornem Embedsmand i Hovedstaden. Da jeg var færdig, satte jeg mig ned og ventede paa Nikola.

Kort efter traadte der en høj, mager Kineser ind. Han var vel omtrent halvtredsindstyve Aar gammel. Hans Ansigt var vejrbidt, og han havde et tyndt, daarligt plejet Skæg. Han var ledsaget af en mindre Mand, hvem Alderdommen havde bøjet. Jeg vilde ikke lade mig narre denne Gang, og derfor sagde jeg paa Kinesisk til den Mand, som først traadte ind, og hvis Højde nærmest svarede til Nikolas:

"De har ikke været længe om at gøre Dem i Stand."

"Det vilde være taabeligt at være langsom," svarede han; "vi har meget at gøre," og saa viste han uden flere Ord Vej ned ad Gangen ud til Bagsiden af Huset. Da vi kom ud i Gaarden, fandt vi en fuldstændig Kavalkade rede. Der var adskillige Ponyer, en fem seks beredne Mænd og det dobbelte Antal Tilskuere.

"Et Ord!" sagde jeg til den Mand, jeg antog for Nikola. "Hvilken Rolle skal jeg spille i dette Optog?"

"De tager vist fejl," sagde Manden. "Hvem antager De mig for?"

"For min Herre," svarede jeg.

"Saa er jeg bange for, De har valgt galt," sagde han. "Hvis De vil tale med Dr. Nikola, saa er det ham, der stiger op paa Ponyen dér henne."

Jeg kunde neppe tro mine egne Øjne. Den anden Mand lignede aldeles ikke Nikola. Han var gammel, mager og helt kroget, hans Ansigt havde hundrede Rynker, og hans Øjne laa meget dybt, medens hans Kinder var indfaldne. Hvis det var Nikola, saa kunde han drage hele Kina igennem paa Kryds og tværs uden Frygt for, at man nogensinde skulde tvivle om hans Identitet med en gammel Kineser. Jeg gik lige hen til ham og tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at det var ham:

"Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner."

"Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg vilde gerne prøve Dem. Jeg tænkte, at hvis De ikke kunde kende mig, saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen Forklædning er fortræffelig; jeg lykønsker Dem til den. Med Hensyn til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretær. Men jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!"

"Men sig mig først, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?"

"Det er en Mand, som jeg har sendt Bud efter til Tientsin, medens De var syg. Jeg har gjort mig en Del Ulejlighed for at overbevise mig om hans Troskab, saa De behøver ikke at være bange for, at han skal forraade os. Han ledsager os kun til Lamaklostret, og naar han saa har ageret første Mand i mit Følge, forlader han os og vender tilbage til Kysten. Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!"

Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel. Denne uhyre store Bygning, der har Ord for at være et af de Steder i Kina, der er mest utilgængeligt for Europæere, ligger i Byens Udkant næsten fem engelske Mil fra det Kvarter, i hvilket Edgehills Hus laa.

I Betragtning af det ilde Ry, det har, kan man vel tænke sig min Fornemmelse, da vi kom ridende til den første, store Port. Jeg kunde ikke lade være at grunde paa, hvorledes Skæbnen vilde handle med os, naar vi kom indenfor. Det var jo rimeligt, at jeg aldrig mere skulde se Verden udenfor dets Mure. Det var ikke nogen opmuntrende Tanke, og jeg søgte at jage den paa Flugt ved at se mig omkring.

Underligt nok var de to første Porte paa ingen Maade vanskelige at komme igennem. Med den tredie forholdt det sig anderledes.

Den blev lukket lige for Næsen af os. Vi vidste altsaa, at man havde iagttaget os derinde, men der var ikke Tegn paa, at der var nogen levende Sjæl. Der herskede en uhyggelig Tavshed i den store Bygning, og i nogen Tid hamrede vore Tjenere forgæves paa Døren. Saa viste der sig et raget Hoved ved et lille Gitter, og vi spurgtes om, hvad vi ønskede.

Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola saá, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bøjede sig forover og hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten fløj straks op. Saa kom der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig Tegn til at gøre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham. Saa nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet han pegede paa mig:

"Dette er min Sekretær. Jeg maa have ham med, saa jeg beder om, at han maa faa Lov til at træde ind med mig." Munken nikkede, og vi gik saa gennem Porten. Da vi var kommet indenfor, gik vi op ad en lang Stentrappe og kom til en Gaard, der var omgivet af en Mængde smaa Stenværelser, der lignede Celler. I Midten stod en uhyre stor Træstatue af Buddha, som straks tiltrak sig éns Opmærksomhed. Den var mindst halvtredsindstyve Fod høj og bedækket med en Mængde Ornamenter. I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en Lotusblomst. Paa Hovedet havde den en Guldkrone, og i hvert Blad af denne kunde man skelne et mindre Billede, der fremstillede det store i alle Enkeltheder.

Oven over de Celler, jeg lige har beskrevet, var der en Række Gallerier, til hvilke man kom ad en Trappe fra Gaarden, og oven over dem hævede der sig Tag efter Tag og Taarn efter Taarn. Fra denne Terrasse, hvis man kan kalde den saaledes, gik vi videre til en anden, som blev bevogtet af to prægtige Bronceløver. Vi kom gennem mange Templer, der alle var dekorerede med kinesiske Tæpper, for ikke at tale om Prydelser af Guld, Sølv, Elfenben, Bronce og Emaille, og til sidst kom vi til et, hvor vi blev anmodet om at vente, medens vor Fører, der øjensynlig havde en høj Rang, gik sin Vej for at søge Ypperstepræsten.

Vi var næsten alene i tyve Minutter. Der var ganske overordentlig uhyggeligt. Vinden, som kom ind af Vinduerne paa begge Sider, fik de lange Silkegardiner til at rasle. Der var en utaalelig Duft af Røgelsepinde. Og saa havde vi jo oven i Købet Bevidstheden om, at vi var Bedragere, og at vort Liv afhang af vor Kløgt og Aandsnærværelse. Hvis Templets Beboere kun fattede mindste Gnist af Mistanke, kunde vi anse os for Dødsens. I en saadan uhyre stor Bygning, der ikke blev besøgt af Udlændinge og neppe en Gang var afhængig af Kejseren af Kina, hvis det kunde nytte os noget, vilde Efterretningen om vor Død ikke vække megen Interesse. Vi vilde være lige saa fuldstændig fortabte som Sæbebobler, der stiger majestætisk frem af et Barns Kridtpibe for at briste og blive til ingen Ting, naar de kommer op i Luften.

Da de tyve Minutter var gaaet, hørte jeg Lyden af sandal-beklædte Fødders Trin paa Stentrappen i den fjerneste Del af Hallen. Et Øjeblik efter viste der sig tre Skikkelser, af hvilke de to førte en tredie mellem sig. De to var Mænd i deres bedste Alder, den tredie maatte være mindst firsindstyve Aar gammel. Et Blik var tilstrækkeligt til at vise mig, at han ikke var ren Mongoler, men sandsynligvis havde tibetansk Blod i sine Aarer. Baade han og hans Munke var iførte de buddhistiske Præsters sædvanlige grove Dragter, og deres Hoveder var lige saa fri for Haar som en Billardkugle.

Da de unge Mænd havde ført den Gamle ned ad Trappen, lod de ham staa der og trak sig tilbage. Saa gjorde vi den Opdagelse, at Ypperstepræsten i Lamaklostret foruden at være gammel og svag næsten var blind. Han stod ganske stille et Øjeblik efter, at han var kommen ind. Det var en underlig rystende Skikkelse, klædt i en skidengul Dragt. Endelig kom han med udstrakte Hænder henimod det Sted, hvor vi stod.

"Sig mig, hvem I er," sagde han, "og hvorfor I saaledes anmoder om vor Gæstfrihed."

Han talte med høj, bævende Stemme. Det lød mere, som om det var en Kvinde end en Mand, der talte.

"Jeg er Præst ved Templet i Hankow," sagde Nikola alvorligt; "og jeg er her af Grunde, der er bedst kendte af dem, som kaldte mig."

"Hvis det er rigtigt, hvad du siger, hvorledes skal jeg saa kende dig?"

"Véd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola, idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser kunde have overtruffet ham.

"Jo, men Dagningen gør alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger."

Nikola lod Haanden glide ind under sin Kjortel og trak den lille Stok, han havde fravristet Wetherell, op af Lommen og rakte den til den gamle Mand. Denne havde aldrig saa snart modtaget den og ladet Fingrene løbe hen over de kinesiske Tegn, der var graverede paa den, før hans hele Adfærd ganske forandredes. Han faldt paa Knæ og kyssede Sømmen paa Nikolas Kjortel.

"Det er tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om, at min høje Herre er én af dem, der er Herre over Liv og Død. Hvis min høje Herre vil følge sin Tjener, skal der blive sørget for hans Bekvemmelighed."

Medens han talte, famlede han sig frem henimod Trappen, ad hvilken han var kommet ind i Hallen. Nikola gav mig Tegn til at følge, og vi gik saa op til et Værelse oven over. Paa Vejen kunde jeg ikke lade være med at lægge Mærke til Bygningens Soliditet; den kunde med største Lethed have trodset en Belejring; for Murene var mange Steder to Fod tykke, ja, undertiden næsten tre Fod.

Trappen førte os til en lang Gang, og paa begge Sider af denne var der smaa Værelser eller Celler. Saa kom vi til en anden Trappe, som førte til Bygningens højeste Etage. For Enden af en lang Korridor var der en lille Forstue behængt med mørktfarvet Silketøj paa samme Maade, som jeg havde set i den store Hal nedenunder. Derfra kom vi ind i et Værelse, der var næsten dobbelt saa stort, med tre snævre Vinduer. Fra det ene af disse opdagede jeg senere, at der var en smuk Udsigt over Byen Peking.

Da vi var komne indenfor, forsikrede Ypperstepræsten os med sin bævende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Værelser som vort Hjem, medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin dybe Ærbødighed og forlod os, sandsynligvis for at sørge for, at der blev tilberedt et Maaltid til os. Saa snart Lyden af hans Fodtrin døde hen, sprang Nikola op.

"For saa vidt er det godt," udbrød han. "De ser, han har ikke Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg ønsker."

Største Del af den Dag morede vi os med at vandre omkring i Bygningen; vi gik langsomt og med nedslagne Øjne, naar vi mødte nogen af Munkene, og hilste de forskellige Altre med den dybeste Ærbødighed; i det hele søgte vi, saa vidt det stod i vor Magt, at gøre Indtryk af, at vi ingen Ligemænd havde, naar det kom an paa at bekende Troen. Klokken fem tog vi Del i den sædvanlige Aftengudstjeneste, der holdtes i den store Hal, og saá for første Gang Munkene samlede. Jeg kan uden Overdrivelse sige, at jeg aldrig nogensinde har set en elendigere Forsamling. Det var Folk af alle Aldre og af alle Klasser, men, saa vidt jeg kunde se, var der ikke et eneste Ansigt, som ikke tydede paa, at dets Ejer vadede i et Morads af Sanselighed og Forbrydelse. Jeg tror i det hele taget ikke, at man kunde finde noget mere skurkagtigt Rak i hele Asien. Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.

Det var Nadvertid, og de Munke, der allerede havde spist, drev omkring og røg og snakkede om Dagens Begivenheder. Hvad de mente om min Nærværelse, kunde jeg ikke faa at vide, men af en eller to Bemærkninger, som jeg hørte, slog det mig, at man ikke betragtede mig med stor Velvilje.

I en af Gaardene – det var den, hvor vi havde lagt Mærke til den store Buddhastatue – var der en Brønd, og paa dens Kant sad der en halv Snes Mænd. Med deres brogede Klæder, de ragede Hoveder og mærkeligt formede Piber dannede de i den nedgaaende Sols Skær en meget malerisk Gruppe. Jeg gik hen imod dem, hilste paa dem og satte mig paa en Plads, der lige var blevet ledig.

En af de tilstedeværende var en udmærket Fortæller, og han var midt i en vidtløftig Historie, der var rig paa Guder, Djævle, dydige Mænd og ærværdige Forfædre, da jeg satte mig ned for at høre efter. Da han havde endt, gav jeg kraftigt mit Bifald til Kende, og da jeg ønskede at indsmigre mig hos Selskabet, begyndte jeg selv at fortælle en Historie. Den blev heldigvis modtaget med megen Velvilje, men jeg kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at den foregaaende Fortæller slet ikke syntes om den Lykke, jeg gjorde. Han havde iagttaget mig lige fra det Øjeblik, jeg sluttede mig til Kredsen, og medens jeg fortalte, slog det mig, at hans Interesse for mig blev større og større. Saa fo'r det igennem mig som et Lyn: jeg havde set ham før! Da dette gik op for mig, følte jeg Angstens Sved paa Panden, min Stemme kom til at ryste af Sindsbevægelse, og medens jeg begyndte at tænke paa, hvad jeg skulde gøre, tabte jeg Traaden i min Fortælling. Jeg saá, at mine Tilhørere betragtede mig overrasket, og der kom et ondskabsfuldt tilfredst Udtryk i min Medbejlers Ansigt. Jeg søgte at fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var noget usædvanligt paa Færde, men det var for sent; jeg havde vakt Mistanke, og af en eller anden Grund var Mændene komne til den Slutning, at alt ikke var, som det burde være. Jeg behøver ikke at sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne Kreds. Men det var jo ikke til nogen Nytte, saa et Øjeblik efter undskyldte jeg mig og vendte tilbage til de Værelser, som Dr. Nikola og jeg havde faaet anvist. Heldigvis var han alene, men da jeg ikke kunde vide, om der ikke var nogen i Nærheden, talte jeg ikke straks til ham, men satte mig ned ved Døren og ventede paa, at han skulde sige noget. Det gjorde han ogsaa meget snart.

"Jeg har savnet Dem," sagde han lidt skarpt. "Hvad har De gjort i den Time, der nu er forløben?"

"Jeg har vandret omkring i Bygningen," svarede jeg, "og samtidig opdaget noget, der er alt andet end behageligt."

"Hvad mener De?" spurgte han, og hans Øjne funklede som en Slanges.

"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet før," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstændigheder."

"Tror De da, han har genkendt Dem?"

"Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det."

"Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige Omstændigheder?"

"Det var i Kanton," svarede jeg; "dette Menneske prøvede paa at gøre Indbrud i mit Hus, men jeg greb ham i rette Tid, og under den paafølgende Kamp stak han mig i Haandledet. Jeg bærer Mærket af det den Dag i Dag. Se selv! Han vilde være blevet henrettet, hvis ikke den Dommer, som skulde afgøre Sagen, havde næret personligt Nag til mig og ladet ham slippe."

"Lad mig se Arret," sagde Nikola.

Jeg rakte ham min venstre Haand og smøgede Ærmet op, for at han kunde se bedre; lidt ovenfor Haandledet var der et langt Ar. Nikola stirrede opmærksomt paa det.

"Det er en alvorlig Sag," sagde han. "De maa være meget forsigtig, ellers meddeler denne Mand Ypperstepræsten sin Opdagelse, og saa er vi i en nydelig Fælde. De maa i Fremtiden vænne Dem til at gaa med Hænderne foldede under Ærmet, og passe paa, hvem det er, De har ved Siden af Dem."

"Jeg skal huske det," svarede jeg. I samme Øjeblik drønede de store Gongonger, der kaldte Munkene til Dagens sidste Gudstjeneste. Da vi var bestemte paa at vise al mulig religiøs Iver, gik vi ned i den store Hal, der var fuld af Munke. Nikola tog i Kraft af sin fremragende Stilling Plads ved Siden af Ypperstepræsten. Jeg var i Nærheden af den vestlige Mur og omgivet af en Flok af de allermodbydeligste og nederdrægtigste Skurke, som man kunde tænke sig. Først lagde jeg ikke videre Mærke til dem, men da en Munk kom til og banede sig Vej hen til mig, blev min Mistanke vakt. Det varede ikke længe, før den blev bestyrket. Manden ved Siden af mig var den Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved Brønden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn til det. Under Gudstjenesten var han fuldstændig optaget af sine Andagtsøvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til højre eller venstre, det var ikke, før vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit sande Lys. Thi i samme Øjeblik jeg rejste mig op fra min knælende Stilling, tumlede han om imod mig med en saadan Kraft, at jeg styrtede om paa Gulvet. Saa sprang han frem med Lynets Fart, greb mig i Armen, rev mit Ærme tilbage og saá paa Arret paa mit Haandled. Medens han gjorde dette, udstødte han et lille triumferende Skrig. Jeg laa et Øjeblik ganske stille, alt for optaget og rædselsslagen over, hvad der var sket, til at sige eller gøre noget, og dog vidste jeg, at vi var ødelagte, hvis jeg ikke handlede rask.

Hallen var næsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den anden Side og tale alvorligt med Ypperstepræsten. At afbryde ham vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig. Saa snart han saá hen i den Retning, hvor jeg var, lagde jeg tre Fingre paa Panden, et Tegn, som vi var blevne enige om at bruge, naar nogen Fare truede os, og det var nødvendigt at handle hurtigt. Han saá, hvad jeg mente, og et Øjeblik efter gjorde han en Undskyldning, sagde Godnat til Ypperstepræsten, gav mig Tegn til at følge sig og trak sig tilbage til sit Sovekammer.

Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig, medens hans Øjne flammede af Sindsbevægelse.

"Hvad nyt har De at fortælle mig?" spurgte han.

"Kun det, at jeg er opdaget," svarede jeg. "Medens vi var ved Gudstjenesten dernede, trængte den Mand, som jeg havde Mistanke til, sig frem ved Siden af mig. Jeg var forsigtig nok til at holde mine Hænder under Ærmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i det Øjeblik, da jeg rejste mig, stødte han til mig og rev mig om paa Gulvet. Jeg strakte naturligvis uvilkaarligt Hænderne ud, men saa greb han mig om Haandledet."

I nogle Minutter talte Nikola ikke; han gik op og ned i Værelset som en Tiger i sit Bur.

"Det vil bringe os i en slem Forlegenhed," sagde han tilsidst, "og en eneste Fejltagelse vil ødelægge det hele. Han gaar nu lige til Ypperstepræsten for at meddele ham sin Opdagelse, og saa kommer denne til mig, og jeg bliver nødt til at sende Bud efter Dem. Man opdager, at De er en forklædt Englænder, og saa snart det er opdaget, vil vi se deres Knive glimte. Dette er sket paa en højst uheldig Tid; hvis alt var gaaet godt, saa vilde jeg i Morgen tidlig have faaet de Meddelelser, som jeg ønskede; han vilde have sagt mig det Ord, der kan skaffe os Adgang til Klostret i Bjergene, og vi kunde have forladt dette Sted i Fred og Ro. Men det kan ikke nytte at spilde Tiden med at tale om, hvad der kunde have fundet Sted. Jeg maa finde paa en Plan til at frelse os, og det straks. Det er bedst, De gaar ind i det indre Værelse og lader mig være alene."

Medens han talte, hørte jeg Lyden af Fodtrin paa Trappen. Jeg skyndte mig ind i det indre Værelse og trak det tunge Tæppe for Døren. Et Øjeblik senere traadte Ypperstepræsten ind i Værelset, ledsaget af to eller tre af de øverste Munke og den Mand, som havde opdaget mig. Jeg kigede gennem et Hul i Forhænget og saá, at Nikola var faldet paa Knæ og syntes optaget af sin Andagt. Da Ypperstepræsten og hans Folk saá dette stod de stille. Nikola skyndte sig ikke, men lod dem vente i mindst ti Minutter, saa rejste han sig og vendte sig hen imod dem.

"Hvad betyder dette?" spurgte han strengt, "og hvad skal denne Pøbel her inde i mit Værelse? Gaa jer Vej!"

Han gjorde en Bevægelse med Haanden, og de gik, men ikke meget villigt.

"Naa, min Fader," sagde han til Ypperstepræsten, som havde set paa hans Adfærd med temmelig stor Overraskelse, "hvad er det, du kræver af mig?"

"Min høje Herre," svarede Manden; "du maa ikke være vred paa din Tjener. Det er utvivlsomt en Fejltagelse, men den vil snart blive oplyst. Jeg kommer til dig, fordi en ung Præst har forsikret mig, at den Mand, som du kalder din Sekretær, ikke er nogen Kineser, men en vis barbarisk Englænder, der bærer det hedenske Navn Bruce. Jeg kan ikke tro, at det er Tilfældet. Hvor længe har min høje Herre kendt den Mand?"

"Det er urimeligt, at jeg skal udspørges paa denne Maade," begyndte Nikola vredt. "Hvis Manden var det, du siger, hvad kom det saa dig eller nogen anden ved? Og dog, jeg vil svare, for at der ikke skal opstaa nogen Misforstaaelse. Hvad din Tjener siger, er Usandhed. Manden er lige saa sikkert en Landsmand af dig som Kejseren selv. Der er Ondskab i denne Anklage, og den skal undersøges og gendrives. Lad os afgøre Sagen saaledes: Hvis det er, som du siger, saa vil jeg i Morgen tidlig have den Hund jaget ud, og han skal bøde med sit barbariske Liv for sin Falskhed. Hvis ikke, saa vil jeg rive Tungen ud paa denne Løgner, din Præst. I Aften har jeg min Andagt at forrette, og jeg er træt, saa lad det blive afgjort imellem os i den store Hal i Morgen tidlig."

"Det skal være, som du siger," sagde den gamle; "lad der ikke være haarde Ord imellem os, min høje Herre. Hav ingen Frygt; hvis Manden er det, du siger, da skal min Tjener bøde for det."

Efter at have sagt dette bukkede han for Nikola og forlod Værelset. Saa snart Lyden af hans Fodtrin var døet hen paa Stentrinene, kom Nikola ind til mig.

"De er borte," sagde han; "nu er det, vi skal finde ud af denne Vanskelighed."

"Det er umuligt," svarede jeg.

"Intet er umuligt," sagde Nikola. "Jeg hader det Ord. Vi har mindst seks Timer foran os, i hvilke vi kan udrette noget, og hvis vi vil frelse vort Liv, gør vi bedst i at spekulere og blive enige med os selv om, hvad dette noget skal være."