Читать книгу: «Doktor Nikola», страница 14

XV. KAPITEL

Hvorledes Nikola blev indviet

Saa snart jeg vaagnede den næste Morgen, gik jeg ind i Nikolas Værelse. Til min Overraskelse var han der ikke, og han viste sig heller ikke før omtrent en Time senere. Da han gjorde det, kunde jeg se, at han var fuldstændig udmattet, skønt han bestræbte sig for ikke at vise det.

"Hvad har De taget Dem for?" spurgte jeg, da han traadte over Dørtærskelen.

"Jeg har gjort mig skikket til min Stilling ved at blive indviet i flere Hemmeligheder," svarede han. "Bruce, hvis De kunde have set alt, hvad jeg har set siden Midnat, tror jeg virkelig, det vilde være umuligt for Dem nogensinde at blive en lykkelig Mand igen. Naar jeg siger Dem, at det, jeg har været Vidne til, endogsaa har gjort mig forskrækket, saa vil De faa et svagt Begreb om, hvad jeg mener."

"Hvad har De da set?"

"Jeg har set Kødet paa Mumier af Mennesker, der er døde for næsten tusind Aar siden, blive gjort blødt og sundt som et lille Barns. Jeg har set kirurgiske Kunster, som den største Operatør i Evropa vilde anse for umulige. Jeg har set et nyt Bedøvelsesmiddel, som ikke berøver Patienten hans Sanser og dog gør ham ufølsom for Smerte, og jeg har set andre Ting, som jeg ikke engang tør beskrive for Dem."

"Og De var ikke fristet til at trække Dem tilbage?"

"Kun én Gang," svarede Nikola aabent, "jeg nølede næsten et Minut, vil jeg tilstaa, men saa tvang jeg mig til at gaa videre. Da det var overstaaet, var Resten let. Men jeg kan ikke blive her og snakke med Dem. Dagen i Dag skal være en stor Dag for os. Jeg maa lægge mig lidt for at faa min Kraft igen. Vil De kalde paa mig, hvis man vil tale med mig, men ellers ikke forstyrre mig."

Omtrent Klokken to om Eftermiddagen viste der sig en Dværg, som meldte, at Nikola skulde møde i den store Hal. Han forlod straks Cellen og blev borte, indtil Tusmørket faldt paa. Da han kom igen, saá han mere ud som en Aand end som et Menneske, men selv da, træt som han utvivlsomt var, vilde han med sin Jernvillie ikke indrømme, at der var noget, der hed Træthed. Han værdigede mig neppe et Ord, men gik ind i det inderste Værelse, hvor han næsten til Klokken otte sysselsatte sig med at gøre Optegnelser og forfatte en nøjagtig Beretning om alt, hvad han havde set. Jeg sad paa min Seng og saá paa Faklens Skin paa Væggen og følte mig omtrent saa elendig, som det var muligt for et Menneske at være. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg var saa nedtrykt, men det er sikkert, at alt bragte mig til at finde Situationen uhyggelig. Jeg tænkte paa min gamle engelske Skole og spekulerede paa, om hvis man den Gang havde fortalt mig, hvad der skulde hænde senere hen, om jeg saa vilde have troet det. Jeg tænkte paa Gladys, min søde Kæreste, og jeg spurgte mig selv, om jeg nogensinde skulde se hende igen, og jeg var lige ved at tage den Medaillon, hun havde givet mig, frem, da jeg hørte Fodtrin paa Stenene udenfor. Et Øjeblik efter kom den samme Dværg, der havde ført os ind den foregaaende Aften, ind i Værelset. Uden et Ord pegede han paa Døren til det inderste Værelse. Jeg antog, at han dermed vilde tilkendegive, at Myndighederne paa dette Sted ønskede, at Nikola skulde komme til dem, og gik ind og sagde ham det. Han gemte straks sit Papir og sit Blyant og gav mig Tegn til at forlade Værelset og gaa i Forvejen. Dværgen gik i Spidsen, saa kom jeg, og Nikola fulgte efter. Paa den Maade kom vi igennem en Gang, og saa gennem en anden, steg op og ned ad utallige Trapper og naaede til sidst Tunnelen til den store Hule, den samme, i hvilken vi havde gennemgaaet Eventyrene den foregaaende Nat. Ved denne Lejlighed blev Døren bevogtet af mere end en halv Snes Munke, som var opstillede i to Rækker, gennem hvilke vi passerede.

Hulen havde været ganske tom, da vi besøgte den den foregaaende Aften, men saá nu helt anderledes ud. Hundreder af Fakler flammede fra Ringene paa Væggene og kastede deres rødlige Skær paa Murene og Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter, der hang ned fra Loftet.

I den bageste Del af den store Hule var der en stor og smukt prydet tredobbelt Trone, og lige over for den, men halvvejs nede i Hulen, var der en Forhøjning, bedækket med et fint rødt Klæde med tunge Sølvfrynser. Da vi traadte ind, blev vi hilst med den samme hemmelighedsfulde Musik, som vi havde hørt den Dag, vi ankom. Den blev stærkere og stærkere, indtil vi naaede Forhøjningen, og da saa Nikola havde indtaget sin Plads og jeg min, lidt tilbage fra ham, begyndte den at dø langsomt hen igen. Da den var holdt op, slog en stor Klokke i Taget over vore Hoveder tre Slag. Dens Støj var næsten øredøvende. Den syntes at opfylde hele Hulen og saa lige som den før omtalte Musik at dø langsomt hen igen. Endnu en Gang blev det samme Antal Slag gentaget, og Lyden døde atter hen. Da man ikke kunde høre den længere, blev Forhænget trukket til Side i Baggrunden, og Munkene begyndte at komme langsomt ind fra begge Sider, ligesom de havde gjort ved den første Gudstjeneste efter vor Ankomst. Der maa have været næsten fire Hundrede. De var alle sortklædte, og alle havde de den samme løjerlige Hætte over Hovedet, som jeg har beskrevet tidligere.

Da de havde indtaget deres Pladser paa begge Sider af den Forhøjning, paa hvilken vi stod, blev det Forhæng, som dækkede Indgangen, gennem hvilken jeg var fulgt efter Nikola ned i det underjordiske Kammer Aftenen i Forvejen, draget til Side, og en ny Procession traadte ind. Først kom der tredive Dværge, som hver bar en tændt Fakkel i Haanden. Derefter fulgte næsten hundrede hvidklædte Munke, som svang Røgelsekar, saa kom der en halv Snes graaskæggede Præster i Sort, men uden Hovedbeklædning, og derefter de to Mænd, som var Førere for denne mærkelige Sekt.

Da Processionen naaede Tronen, delte den sig i to Dele, og hver Halvdel tog Plads i en halvmaaneagtig Form paa hver sin Side. De to Førere satte sig under Tronhimlen, og i det Øjeblik, de gjorde det, drønede de store Klokker igen. Da Ekkoet døde bort, rejste alle Munkene, som hidtil havde knælet, sig op og istemmede paa én Gang en Hymne. Skønt Musiken og Ordene var yderst barbariske, var der noget i Virkningen, der over al Maade gjorde Indtryk. Hymnen holdt lige saa pludselig op, som den var begyndt, og saa traadte en Mand frem af de hvidklædte Munkes Skare med et Papir i Haanden. Med høj Røst erklærede han, at det havde behaget de to Store i Bjergene at udfylde den ledige Plads, som saa længe havde staaet tom i Triumviratet. Af den Grund havde de hidkaldt en Mand, der havde Ry for Visdom og Hellighed frem for nogen anden, det var ham, de kunde se foran dem. Han havde gjort det hemmelige Samfund store Tjenester, han havde vist sig at være en retfærdig Mand, og nu stod der kun tilbage for ham at meddele, om han var villig til at paatage sig Ansvaret for det Hverv, han var blevet kaldet til. Efter at have endt sin Tale, trak Manden sig tilbage fra sin Plads igen. Saa kom fire af de hvidklædte Munke, to fra hver Side af Tronen, langsomt ned ad Gangen hen imod Nikola, bød ham følge sig og førte ham i Procession til Værelset bag Forhænget. Medens han var borte, var der ingen, der rørte sig eller talte et Ord.

Da der var gaaet omtrent ti Minutter, kom der en lille Procession ud igen, og Nikola sluttede den. Han var nu iført de Højtidsklæder, som hørte til hans Embede. Hans høje, magre Skikkelse og ærværdige Maske svarede vidunderlig til dem, og da han atter stod paa Forhøjningen foran mig, kunde jeg ikke lade være med at tænke, at jeg aldrig havde set en mere imponerende Skikkelse.

Igen drønede den store Klokke, og da Lyden var holdt op, traadte den Mand, som først havde talt, frem og bekendtgjorde med høj Stemme for alle de tilstedeværende, at den forhenværende Præst fra Hankow var forberedt paa at paatage sig sit Embedes Pligter og Ansvar. Da han trak sig tilbage til sin Plads igen, kom to Munke frem og førte Nikola op ad Midtergangen hen imod den tredobbelte Trone. Da han kom til Foden af denne, kastede de to Store de Slør, de hidtil havde haft paa, og kom ham i Møde. Efter at de havde udstrakt Haanden imod ham, var de ved at føre ham til sin Plads, da der pludselig fandt en Bevægelse Sted nede i Hallen.

Skønt denne Lyd kun bestod af en hastig Hvisken, kom som med et Lyn alle mine Anelser tilbage, og det var, som om mit Hjerte skulde staa stille. Hovedmanden for de tre lod Nikolas Haand falde, henvendte sig til en af Munkene og bød ham gaa ned i Hallen og faa at vide, hvad det var for en usømmelig Afbrydelse. Manden gik og var nogle Minutter borte. Da han vendte tilbage, var det for at melde, at der var en fremmed i Klostret, som forlangte de to i Tale straks i Anledning af en Sag, der angik det Valg, som skulde finde Sted.

Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en tilsølet og udmattet Kineser sig og nærmede sig ydmygt Tronen. Hans fire Følgesvende blev staaende ved Døren.

"Hvem er du, og hvad har du her at gøre?" spurgte den gamle Mand med en Stemme, der lød som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov til at forstyrre os paa denne usømmelige Maade?"

"Jeg beder om Tilgivelse, men jeg har god Grund til det, min Fader," svarede Manden med en Hilsen helt ned til Jorden.

"Saa lad os da høre den og vær hurtig. Hvad er dit Navn, og hvorfra kommer du?"

"Jeg er Ypperstepræsten fra Templet i Hankow, og jeg kommer for at bede om Retfærdighed," sagde Manden, og medens han sagde det, lød der en meget forbavset Mumlen i Hallen. Jeg saá Nikola træde et Skridt tilbage og saa staa ganske stille. Hvis denne Mand talte Sandhed, var vi fortabte.

"Du taabelige Mand, som kommer og fortæller os saa usand en Historie," sagde den ældste af de to, "véd du da ikke, at Præsten fra Hankow staar dér for dig?"

"Det er ikke sandt," sagde Manden. "Jeg kommer for at advare dig og melde, at den Mand er en Bedrager. Han er ikke Præst, men en fremmed Djævel, der lod mig fange og sende bort, medens han indtog min Plads."

"Hvorledes kommer du da her?" spurgte den anden.

"Jeg undslap," sagde Manden, "fra dem, som han havde betalt for at passe paa mig, og drog til Tientsin og derfra til Peking, og saaledes er jeg her."

"Min Fader," sagde Nikola lige saa roligt, som om der ikke var noget ualmindeligt i Vejen, "vil du finde dig i, at jeg bliver bagvasket med en saa snedigt opfundet Historie? Havde jeg ikke et Brev med mig fra Ypperstepræsten i Lamaklostret, som underrettede dig om, at jeg er den Mand, du ventede? Vil du da beskæmme mig saaledes i Verdens Øjne?"

Den gamle Mand svarede ikke.

"Jeg har ogsaa et Brev fra Ypperstepræsten," sagde den nyankomne ivrigt, hvorpaa han trak et Dokument frem og rakte det til den anden af de to.

"Stille, stille! Vi vil trække os tilbage og overveje denne Sag," sagde den gamle.

Saa vendte han sig til Munkene og sagde alvorligt: "Sørg for, at ingen af disse Mænd undslipper." Derefter trak de to sig tilbage til det indre Værelse, hvorfra de var kommet, da Ceremonien begyndte.

Vi ventede i dyb Tavshed paa deres Tilbagekomst, og i den Tid, de var borte, iagttog jeg en mærkelig Kendsgerning, som jeg har iagttaget en eller to Gange før i mit Liv. Skønt jeg hele Dagen havde frygtet, at der forestod en Katastrofe, saa gik det dog saaledes, at da den kom, og jeg maatte se den ind i Ansigtet, saa forsvandt al min Frygt som Dug for Solen. Min Nervøsitet forlod mig som en Kappe, jeg havde strøget af mig, og jeg syntes, at det var saa sikkert, at det vilde gaa os godt alligevel, at jeg kunde møde vor Skæbne med et Smil.

Da der omtrent var forløbet fem Minutter, opstod der et Røre i Nærheden af Døren, og straks efter vendte de to tilbage og besteg deres Trone. Det var den gamle Mand, der talte.

"Vi har undersøgt Brevene," sagde han, "og i vor Visdom har vi besluttet, at det vil være det klogeste at opsætte vor Dom en Stund. Denne Sag maa yderligere undersøges." Han henvendte sig derpaa til Nikola og vedblev: "Tag de Klæder af. Hvis du er uskyldig, skal de blive givet dig igen, og du skal bære dem med Ære for dig selv og hele vor Ordens Ærbødighed; men hvis du er skyldig, saa bered dig til Døden, thi intet menneskeligt Væsen kan da frelse dig."

Nikola afførte sig straks sine pragtfulde Gevandter og rakte dem til de Munke, der stod rede til at modtage dem.

"Du vil nu blive ført tilbage til de Celler, du hidtil har beboet," sagde den gamle. "Sent i Nat vil denne Sag blive overvejet igen."

Nikola bukkede med den Ynde, der var saa ejendommelig for ham, og kom saa tilbage til mig, hvorefter vi blev eskorteret af et dobbelt Antal Munke til vore Værelser og ladet alene, men ikke før vi havde iagttaget, at der blev stillet bevæbnede Vagter ved Porten oppe paa Trappen, der førte til Hovedgangen.

Da jeg havde overbevist mig om, at der ingen var nær nok til at lytte, gik jeg ind i Nikolas Værelse, idet jeg ventede at finde ham nedslaaet, fordi hans Plan var mislykkedes. Jeg vilde give mig til at trøste ham, men han afbrød mig, idet han strakte Haanden frem.

"Jeg er naturligvis forfærdelig ked af, at vort Eventyr ender paa denne Maade, men vi har ikke Ret til at være misfornøjede, for vi har den Tilfredsstillelse at vide, at vi har spillet vore Kort som Mænd. Vi har ikke taget det sidste Stik hjem, men hvad kan vi gøre for det?"

"Og hvad skal nu Resultatet af det hele blive?"

"Det bliver meget simpelt. Hvis vi ikke finder en Maade at undslippe paa, saa maa vi bøde med Livet for vor Ubesindighed. Jeg tror ikke, jeg bryder mig saa meget om det for min egen Skyld, skønt jeg meget gerne vilde have haft en Lejlighed til at udføre de Ting, jeg har lært her, i Praksis, men jeg er meget ked af det for Deres Skyld."

"Det er meget pænt af Dem."

"Aa, De maa ikke misforstaa mig; jeg tænker paa den stakkels Pige i Peking, der tror saa fuldt og fast paa Dem."

"For Guds Skyld, tal ikke om hende, ellers bliver jeg en Kryster. Er De sikker paa, at der ikke er nogen Mulighed for Flugt?"

"Ærlig talt, jeg kan ikke se nogen, men De kan være vis paa, at jeg skal anvende al min Kløgt i Aften for at fremstille Sagen til Gavn for mig, skønt jeg ikke har noget Haab om, at det vil lykkes mig. Ser De, denne Mand har alle Kortene paa Haanden, og vi, ja det er, som om vi spillede ganske alene imod hele Banken. Naa, men jeg tror ikke, at det kan nytte noget at tænke paa Sagen før efter Sammenkomsten i Aften."

Timerne forløb langsomt, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre Fodtrampen paa Stenene udenfor og at blive kaldt til Forhør. Endelig traadte to Munke ind i mit Værelse og bød mig hente min Herre. Da jeg havde gjort det, gik vi i Gaasegang op ad Trapperne og gennem en Korridor, denne Gang højere op, i Stedet for, at vi var steget ned ved tidligere Lejligheder.

Vi kom til en bred Afsats og blev modtaget af en Flok bevæbnede Munke. En af dem befalede os at følge ham, og vi gik da gennem en Dør og traadte ind i et stort Værelse, hvor der sad to Mænd ved et Bord. Bag dem og paa begge Sider var der Rækker af Munke, og omgivet af Vagt i den modsatte Side af Salen stod den Mand, som var kommet med Anklagen imod os.

Paa et Tegn af en Munk, der øjensynlig var Befalingsmand over Vagten, blev jeg skilt fra Nikola, og saa begyndte Undersøgelsen.

Først meddelte den sidst ankomne sin Historie. Han beskrev, hvordan han i Landsbyen Tsan-Chu var blevet forraadt af to Mænd, som, da de havde sikret sig hans Person, havde ført ham ud paa Havet og holdt ham fangen om Bord paa et Skib. Disse Folk var Englændere, men han var senere blevet overgivet til en Kineser, som havde ført ham til Alongbugten. Fra dette Sted lykkedes det ham at undslippe, og efter store Møjsommeligheder naaede han Tientsin. Da han kom dertil, anstillede han Undersøgelser, og disse bevirkede, at han ilede af Sted til Peking. Han skaffede sig Adgang til Lamaklostret, og da han kunde overbevise Ypperstepræsten om sin Identitet, fik han til sin Forbavselse at vide, at der var en anden Mand, der spillede hans Rolle, og at denne Mand var draget til Thibet. Det lykkedes ham hurtigt at faa Folk og Æsler, saa han kunde drage af Sted til Klostret, hvor han nu var ankommet.

Da han havde afgivet denne Forklaring, blev han strengt forhørt af begge de to Store, men hans Vidnesbyrd var godt og kunde ikke rokkes. Saa blev hans Ledsagere kaldt frem og afgav deres Forklaring, hvorefter Nikola blev opfordret til at bevise, at han havde Ret.

Han gik med Glæde ind paa Opfordringen, og, idet han gennemgik alt, hvad hans Medbejler havde sagt, udpegede han de aabenbare Meningsløsheder, som der var nok af. Han gjorde Nar ad det, han kaldte Forklaringens Urimeligheder, bønfaldt Dommerne om ikke at lade sig føre paa Vildspor af en kløgtigt opfundet Fortælling og sluttede sine Bemærkninger med at meddele, hvad der var fuldstændig sandt, skønt neppe paa den Maade, han mente, at han aldeles ikke tvivlede om, hvorledes deres Afgørelse vilde være. En mere mesterlig Tale kunde man vanskelig have tænkt sig. Hans skarpe Aand havde opdaget det ene svage Punkt i Fjendens Historie, og hans Veltalenhed hjalp ham til at gøre det mest mulige ud af det. Hans Tale slog an, og jeg saá til min Forbavselse, at han allerede havde paavirket Dommerne til Gunst for sig. Hvis vi nu kunde blive ved, som vi havde begyndt, saa kunde vi maaske dog slippe helskindede fra Sagen; men vi gjorde Regning uden Værten.

"Siden du siger, at du er Præst i Templet i Hankow," sagde den yngste af de to store Mænd henvendt til Nikola, "saa er det afgjort, at du maa vide god Besked med Templet. I den første Hal er der en Tavle, som er ophængt af en Provins-Taotai. Hvad er Indskriften paa den?"

"Guderne maa afgøre, hvad der er bedst for Mennesket," svarede Nikola uden Tøven.

Jeg saá, at den virkelige Præst var over al Maade forbavset over dette slagfærdige Svar.

"Og hvad er der indgraveret paa de Trin, der fører derop?"

"Fred være med alle Mennesker," sagde Nikola igen uden at standse.

Dommeren henvendte sig til den anden Mand.

"Der er intet," sagde han, og mit Hjerte sank, som om det var af Bly.

"Nu véd jeg," sagde den gamle Mand til Nikola, "at du ikke er den, du udgiver dig for. Der er ingen Trin, og derfor kan der ikke være skrevet noget paa dem."

Han vendte sig imod Vagten og sagde:

"Før disse to Mænd tilbage til de Værelser, hvorfra de kom. Sørg for at de bliver godt bevogtede. I Morgen tidlig ved Daggry skal de slynges fra Bjergtinderne ned i Dalen."

Nikola bukkede, men sagde ikke et Ord. Saa blev vi ført ud af Vagten og kom tilbage til vore Værelser.

Da vi havde naaet dem, og Munkene havde forladt os for at stille sig paa Post for Enden af Trappen udenfor, satte jeg mig paa min Seng og skjulte mit Ansigt i Hænderne. Det var altsaa det, det hele havde ført til, det var derfor, at jeg havde truffet Nikola i Shanghai. At blive styrtet i Afgrunden – det var den Skæbne, vi havde trodset saa mange Farer for.

XVI. KAPITEL

Frygtelige Timer

Time efter Time sad jeg paa min Seng og var fuldstændig overvældet ved Tanken om vor skrækkelige Stilling. Vi var fangne som Mus i en Fælde, og, saa vidt jeg kunde se, var der ikke andet at gøre end at dø fattet. For at jeg ikke skulde miste mit Mod helt, vilde jeg ikke tænke paa Gladys, og da jeg fandt, at jeg ikke kunde lade være med det, gik jeg ind i Værelset ved Siden af for at se, hvad Nikola tog sig for. Jeg fandt til min Overraskelse, at han gik frem og tilbage lige saa rolig og fattet, som om han ventede paa at gaa til Bords til et Middagsselskab i en Sal i London.

"Naa, Bruce," sagde han, da jeg traadte ind, "det ser jo ud, som om vi om et Par Timers Tid skulde se Forhænget falde efter vor Komedie."

"Tragedie vil jeg hellere kalde det," svarede jeg bittert.

"Er det ikke temmelig vanskeligt at bestemme, hvor det ene begynder og det andet ender?" spurgte han, som om han vilde drøfte Sagen med mig. "Platon siger – "

"Aa, gid Pokker havde Platon!" svarede jeg skarpt. "Hvad jeg ønsker at vide, det er, hvorledes De vil forhindre, at vi bliver dræbte ved Daggry."

"Jeg mener ikke, at vi skal dræbes," sagde Nikola.

"Men hvorledes vil De hindre det?" spurgte jeg.

"Det har jeg ikke Spor af Begreb om," svarede han, "men jeg har alligevel i Sinde at forhindre det. Det værste er, at vi er saa meget i Mørke og ikke har Idé om, hvor Eksekutionen skal finde Sted. Hvis det var afgjort, kunde vi bedre ordne det hele. Men tænk nu ikke paa det, gaa i Seng og overlad det til mig."

Jeg gik tilbage til mit eget Værelse og lagde mig paa Sengen, som han havde befalet. Den ene Tanke fulgte efter den anden, og hvor underligt det end kan synes, jeg faldt snart efter i Søvn. Jeg drømte, at jeg igen gik paa Muren i Peking med min Skat. Jeg saá hende vende sit søde Ansigt op imod mig, og jeg følte Trykket af hendes lille Haand paa min Arm. Saa viste der sig pludselig paa Muren lige foran os den Mand, som havde opdaget mig i Lamaklostret. Han svang en Kniv, og jeg var lige ved at springe løs paa ham, da én tog mig i Skuldren, og jeg vaagnede og saá en Mand læne sig frem over mig.

Et Blik sagde mig, at det var en af de Munke, der havde ført os tilbage til vore Værelser, og da han saá, at jeg var vaagen, gav han mig Tegn til at staa op. Paa samme Tid kom en anden med Nikola fra hans Værelse, og saa snart vi var rede, blev vi ført ud i Gangen, hvor der var forsamlet en halv Snes Mænd.

"Det er en Skam, at de har forstyrret os saa tidligt," sagde Nikola, da vi ved Siden af hinanden gik ned ad den lange Gang, "især da jeg lige var ved at blive færdig med den mest beundringsværdige Plan, som jeg er vis paa vilde have reddet os."

"Det er for sent nu," svarede jeg bittert.

"Det ser det ud til," sagde Nikola og gik videre uden nogen yderligere Bemærkning.

At forsøge at beskrive min Følelse under Marchen gennem de tavse Gange vilde være umuligt. Jeg holder i Virkeligheden neppe af selv at tænke paa det. Jeg havde intet Begreb om, hvad Klokken var, og kunde heller ikke sige, til hvilket Sted vi blev ført hen. Vi gik op ad en Trappe og ned ad en anden, kom gennem store og smaa Huler og endeløse Gange, indtil jeg slet ikke mere vidste noget om Retningen. Endelig standsede vi imidlertid ved Foden af den mindste Trappe, jeg endnu havde set i Klostret. Vi ventede et Øjeblik, saa steg vi op ad den og kom til en snæver Afsats, for Enden af hvilken der var en stor Dør. Her standsede vor Procession endnu en Gang. Dørene blev lukkede op, og en iskold Blæst fo'r ind. Udenfor kunde vi se Klostrets Tinder, der var byggede paa den stejle Klippeskrænt. Det var højlys Dag og bidende koldt. Der var Sne paa Tagene, men Luften var gennemsigtig klar. Da vi kom udenfor, kunde vi tydeligt skelne Bjergene paa den anden Side af Dalen, hvor vi for ikke mere end en Uge siden eller saa havde mistet vore Kulier og Æsler.

Da vi stod i Solskinnet, slog Førerne deres Fakler imod Muren, til Flammerne var udslukkede. Saa stillede de sig op og ventede. Af deres Forberedelser var det tydeligt nok, at de hvert Øjeblik ventede, at en vigtig Person skulde komme.

I al den Tid bankede mit Hjerte, saa jeg kunde føle dets Slag mod Ribbenene, og hvor gerne jeg end vilde, kunde jeg ikke beherske mig. Mine Tænder klaprede som Kastagnetter. Siden vore Fangevogtere havde bragt os herop, var det tydeligt nok, at vi skulde kastes ud over Klippen, saaledes som der havde været Tale om. Jeg saá mig om for at se, om det var umuligt at gøre Modstand, men et Blik viste mig, hvor ganske latterligt et Forsøg paa at slaa sig igennem vilde være.

Medens jeg i Tankerne drøftede dette Spørgsmaal, kom der lidt mere Bevægelse mellem vore Vagter. Saa lyttede de; der kom øjensynlig et Signal fra den anden Side, og vi blev ført længere frem paa Murtinderne.

Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de vore Førere Tegn til, at de skulde bringe os nærmere hen til dem. Den ældste var den første, der talte.

"Mænd fra Vest, I har hørt jer Dom," sagde han i en dæmpet og højtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer. Har I noget at frembringe til Undskyldning, saa at Dommen ikke fuldbyrdes?"

Jeg saá paa Nikola, men han rystede paa Hovedet. Hvor meget jeg end prøvede paa det, jeg kunde ikke finde tilstrækkelig Grund til det selv, og derfor fulgte jeg hans Eksempel.

"Saa lad det være saa," sagde den gamle Mand, der havde lagt Mærke til vor Tøven, "der er intet andet at gøre uden at udføre Værket. Bered jer til Døden."

Vi fik Befaling til at træde tilbage, og jeg kunde slet ikke forstaa, hvorfor de ikke straks ekspederede os, før jeg igen hørte en Bevægelse paa Trappen. Saa kom der en anden Procession Munke, som eskorterede en tredie Fange. Det var en høj, kraftig Fyr, og efter den Maade, han var klædt paa og raget, fik jeg ud af det, at det var en Munk. Han traadte frem med øjensynlig Modstand, og da han kom til Toppen af Trinene, maatte han slæbes hen for de To. Dette Møde var kun kort, det gik endogsaa hurtigere end vort eget.

"Du har myrdet én af dine Brødre," sagde den gamle i samme Gravtone, med hvilken han havde tiltalt os. "Har du noget at sige, som kunde hindre, at den Dødsdom, der er udtalt over dig, bliver udført?"

Manden fo'r først op, saa blev han sløv, og tilsidst hylede han ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slæbte ham hen til Randen af Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som et Barn i Munkenes Hænder. De trak ham tættere og tættere hen til Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts Forløb vilde være vor Tur.

Jeg saá paa den blaa Himmel over vort Hoved, paa hvilken hvide Skyer fløj fremad for Vinden. Jeg saá hen over Dalen til den anden Side, hvor de snedækte Bjergtoppe viste sig. Jeg saá paa Klostrets Tinder og tilsidst paa den Flok sorte Skikkelser, der omgav os. Som i et Lynglimt syntes hele mit foregaaende Liv at stige frem for mine Øjne. Jeg saá mig igen som lille Dreng spadsere i en engelsk Have med min smukke Moder, sammen med mine Legekammerater i Skolen, til Søs, i australske Guldminer o. s. v., i næsten hver Stilling, jeg havde været i, lige til vi kom til det Sted, hvor vi nu stod. Jeg saá paa Nikola, men hans blege Ansigt viste intet Tegn til Bevægelse. Jeg vil sætte mit Liv i Pant paa, at han i dette skrækkelige Øjeblik var lige saa koldblodig som den første Gang, jeg saá ham i Shanghai. Saa traadte den gamle Mand frem igen.

"Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bøn, saa er der endnu Tid til det," sagde han.

"Jeg har en Anmodning at stille," svarede Nikola. "Siden vi skal dø, er det saa ikke at ødsle med et godt Materiale, naar I kaster os ud over denne Klippe? Jeg har hørt sige, at min Hjerneskal har en mærkelig Bygning, og min Ledsager her har et Legeme, som jeg vilde give meget for at maatte sekere. Jeg ønsker ikke at dø, som I vel kan tænke jer, men hvis I endelig vil dræbe os, saa lad os dø i Videnskabens Interesse."

Om de virkelig havde i Sinde at dræbe os, det kan jeg ikke sige, men dette ejendommelige Forlangende syntes ikke at vække saa megen Forbavselse, som jeg havde ventet. Den gamle raadførte sig med sin Kollega og henvendte sig saa til Nikola igen.

"Du er en kæk Mand," sagde han.

"Man maa finde sig i det uundgaaelige," sagde Nikola koldblodigt. "Har du nogen Indvending at gøre?"

"Vi vil overveje det," sagde den gamle. "For Øjeblikket vil vi skaane jert Liv."

Vore Vagter blev kaldt til, og vi blev endnu en Gang ført til vore Værelser. Da Munkene saa var gaaet og havde stillet sig paa Post ved Enden af Trappen som før, sagde Nikola:

"Hvis vi slipper bort herfra, saa vil De aldrig kunne paastaa, at Videnskaben intet har gjort for Dem, den har i alt Fald frelst Deres Liv."

"Men hvis de tager Deres Hjerne ud og skærer mig i Stykker," sagde jeg med et Forsøg paa Munterhed, som jeg langt fra følte, "saa maa jeg sige, jeg ikke kan se, hvorledes Videnskaben skal gøre os Gavn."

"Lad mig forklare Dem det," sagde Nikola. "Hvis de vil behandle os paa den Maade, som De beskriver, saa kan de ikke gøre det før i Morgen tidlig; for jeg véd tilfældigvis, at der bliver foretaget nogle Forandringer i deres Operationsstue, og da jeg selv er en samvittighedsfuld Læge, vilde jeg ærgre mig meget over at ødelægge de Ting, jeg eksperimenterede med, fordi jeg havde alt for travlt, saa De ser, vi har i alt Fald denne Nat til at grunde paa vor Plan til Flugt."

"Men har De nogen Plan?"

"Ja, der er én eller anden Plan, som gryer herinde i mit Hoved."

"Tror De, den bliver til noget?"

"Det kan jeg ikke sige; men jeg vil gaa saa vidt at paastaa, at vi har gode Udsigter."

Jeg kunde ikke faa ham til at sige mere. Han gik ind i sit eget Værelse igen, hvor han begyndte at give sig af med sin kostbare Medicinkasse, som jeg saá, han havde passet paa at skjule.

"Min lille Ven," sagde han, idet han klappede og kærtegnede den som en Fader sin Kæledægge, "jeg troede næsten, at vi skulde skilles ad, men nu maa du frelse din Herres Liv."

Saa bad han mig om at lade ham være alene, og jeg gik tilbage til mit eget Værelse.

Vort Middagsmaaltid blev meget punktligt bragt os. Saa begyndte Lysstraalen paa Gulvet at forlænge sig; den naaede den modsatte Væg, klatrede op ad den og forsvandt tilsidst helt.

Omtrent Klokken syv kom Nikola ind til mig.

"Hør nu, Bruce," sagde han med ualmindeligt Liv. "Jeg har overvejet Sagen grundigt, og jeg tror, jeg har hittet paa en Plan, som kan frelse os, hvis det i det hele taget er muligt. Om en halv Time kommer Munken med vort sidste Maaltid. Han stiller Skaalen paa Gulvet derovre og vender saa Dem Ryggen, medens han sætter Faklen i Ringen der henne paa Væggen. Vi vil have en Svamp, som jeg har her, gennemtrukket med et bedøvende Middel parat til ham, og saa snart han vender sig om, griber jeg ham i Struben, medens De fører Svampen til hans Næse. Naar han er bevidstløs, maa De tage hans Dragt paa og gaa op ad Trappen. Der staar to Mænd paa den anden Side, og Døren mellem os og dem er laaset. Jeg har lagt Mærke til, at den Mand, som bringer os vor Føde, ganske simpelt banker paa den, hvorpaa den bliver aabnet. De gør som han, og idet De gaar ud, taber De denne Guldmønt, som om det var ved et Tilfælde" – han gav mig nogle Penge – "den ene af Mændene bøjer sig sikkert ned for at tage den op, og medens han gør det, skal og maa De gribe og kaste den anden til Jorden. Jeg skal være bag ved Dem og tage mig af hans Kammerat."