Читать книгу: «To verdener», страница 9

KAPITEL 16

I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage. Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun rejste, og siden var den forsvunden.

Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre mellem hans reoler og hans hustru.

En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile; den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag mand, syntes det.

Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være, der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun havde befrugtet hans tankeliv.

Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne. Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne? Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han havde ikke mere brug for sin.

Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og attrå mod det, barbaren har frem for ham.

Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes – ligesom ukrudt.

Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget sin natur – som det siges, at man skal, – han havde overvundet sig selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som Darwinisterne har fået så store resultater ud af.

Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham – til ingen nytte – om det, han kunde være blevet, dersom – —.

Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen ved siden af.

Farvel, reoler!

KAPITEL 17

Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem uden at tænke over det.

Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse; skoven var ikke god som den gang; efteråret havde ikke den værdi for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt hende, svandt derefter helt og holdent – — —.

Men nu var forandringen kommet.

Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning. Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.

Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom for at vise, at det nu var hendes herre, og at hun var den svage, der skulde ofre alt, hvad det krævede. Men en nat kom der en stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.

Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?

Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved middagsbordet.

Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.

Er det vort barn, lille Helga?

Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.

Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.

Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.

Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at gå ud.

Vil du nu ud og male?

Jeg skal nok pakke mig godt ind.

Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.

Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa hun. Når først – —. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske, men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel, Niels; jeg skal ikke blive forkølet.

Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at læse.

Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han hende komme; han gik igen ind og satte sig.

Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold af at sidde og lytte og gætte.

Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.

Kunde du se at male så længe?

Intet svar.

Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.

Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind i spisestuen med tændstikkerne.

Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for at appellere til dine – — følelser, men kan du huske noget sådant nu?

Ja.

Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og magtesløs; ser det ikke således ud?

Jo – —.

Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget – — —. Men en omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker – — om ikke for andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en vigtig tankegang.

Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.

Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine hende med sine lumpne åndrigheder.

Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder. Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.

Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.

Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.

Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?

Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:

Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers – — —.

Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!

Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige kulde.

Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af hinanden, at vi glemmer det? Kan du – — —. Hvad vil du gøre ved mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det – —. Jeg mærker det allerede —. Nej, det er gruligt!

Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt. Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod halsen og de velkendte læber – —. Hans fingre blev seende, mens de berørte dem.

Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.

Kære Helga, sa han – og han vidste i det samme, at det var ikke det, han helst vilde sige —: Du begriber da nok, at man ikke så pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort barn kommer, og så er du igen som før.

Hun rejste sig. – Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er andet. Naturligvis kommer det igen. – Hun gik frem og tilbage og strøg sit hår op. – Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret. Når det er overstået – —.

Så har vi et lille barn, Helga.

Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen – — for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig, Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig altid. Tak for det.

Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.

Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.

KAPITEL 18

Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden.

Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget her.

Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.

Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden – ti han måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed – la hun sin hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og være god en lille tid, inden den slap helt. – Tror du ikke, hånd, at jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.

Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje. Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.

Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret, og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i skoven.

Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar stemme. – Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det skulde ha været en dejlig dag for os to – — os tre, Niels. Lad os sætte os lidt.

Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han – — —

Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er mig, der er skyld i, at vort barn er dødt.

Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig – — —

Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig, da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i barnet. Bag efter – ja det ved du ikke noget om – da tegnede jeg lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde det.

Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige – —.

Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.

Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen – — —.

Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende, som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt, hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes noget. Og ved du hvad – —. Hun blev bleg, mens hun talte. – En dag jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.

Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.

Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket, og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.

Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig, end den i en vis tid har gjort – dersom jeg kunde gå hen over den med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke – det var ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et fantastisk øjeblik overdraget dig dette – hverv. Nu har jeg kun en forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den rigeste.

Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve; det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt livsstof.

Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side, som jeg ikke forstår.

Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer, og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske slet ikke er til.

Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til, stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig – — jeg er to halve mennesker. Jeg er en dårlig kone – nu. Og der er noget endnu, som du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu: Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke – min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme, mens jeg gik sådan.

Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt, og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.

Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad så, Niels?

Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig, og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.

Hvad er det for et?

Sig det kun selv, Helga.

Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre andet end rejse?

Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.

Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?

Er du selv i tvivl?

Når jeg ser på dig – — —.

Se ikke på mig. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær din hele lykke, der beror hos mig.

Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det før. Men det kunde ha været sådan, at – — —. Sæt nu, at min lyst til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok – —.

I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i dig og lar sig ikke udrydde.

Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor, men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?

Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes noget nyt, der lod sig studere.

Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig, som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før, når jeg har været borte en tid for det andets skyld.

Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til at ha nok i mig – — å, jeg mener ikke noget, du har nødig at protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen, større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render hun ikke fra mig? – Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage, at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem – din store og besynderlige kærlighed til mig – for længst blevet til intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder, hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig – af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere ved, at du blir hos mig.

Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så talte han igen:

Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret adgang?

Jo, Niels. Kender du det?

Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem, og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det andet.

Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert, selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for – — —. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde holde af for hele livet, og at jeg havde talent – —.

Han så spørgende på hende.

Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere – jeg er ikke —. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i seng, det var efter, at du havde set på mig. Næste morgen da jeg vågnede, vidste jeg altså – — to ting. Jeg mente, det skulde blive så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde bestemt til det.

Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.

Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.

Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter. For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte. Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed – livet i al sin fylde, der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin: Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. – Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort; jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.