Читать книгу: «Hendes Højhed», страница 3
III
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.
Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire Prinser kom selv.
Maria Carolina blev ved Taflet ført tilbords af den fremmede Højhed. De sad begge generte mellem de diskrete Ekscellencer af Hofstaterne og sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.
Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem deres Fingre og saa' paa hinanden.
Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder sad i samme Stilling, smilende ind mod hinanden, som Figurerne i et Vokskabinet.
–Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.
Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.
Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet ikke slip paa Eksellencerne Kurth og Quaade.
Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed … Hendes Højhed kunde ikke forstaa….
De to Eksellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.
Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine Støvler.
– Som jeg siger, kære Eksellence….
Den kære Eksellence stod som paa Gløder: Han var den sidste. Eksellencen von Kurth var sluppet bort i en Pavse med tre Reverentser.
Eksellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en Sætning og gik baglænds.—Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed, ganske vist.
Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder.
De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger.
Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.
Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.
Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saa fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i Profil.
Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede i Muldet med sin Stok:-Nej—der var Myrer—Myrer i Stubben.
– Ja … Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i Stubben … Hvor mærkeligt med de Dyr….
De stod begge og saa ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le. Hun var kommet til at tænke paa en af Mlle Leterriers Anekdoter. En fra Sanssouci.
Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".
De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".
– Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.
De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von Hartenstein.
– Som to Børn—min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede dem….
Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.
Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede hun—mens Komtesse von Hartenstein læste højt—paa sin Kakkelovnsskærm med Perler til Borgerforeningens Basar.
Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet, som hun holdt hen i Skæret.
Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan. Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.
En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han—han havde staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt:
– Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde der og stange Perler?
Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina,
– Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og drejede sig om paa Hælen.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede langsomt Broderiet ind i sit Papir.
Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.
Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord. Han spillede med Arveprinsen.
Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.
– Godnat, min Pige, sagde han.
– Godnat.
Arveprinsen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.
– Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han—det var hendes Kælenavn fra Barn—og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God Bedring, Stakkel.
Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen gennem Salen.
Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin Broder, Arveprinsen.
De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun var noget sky og ofte studs.
Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.
Naa—Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra sig—det er s'gu heller ikke muntert … Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein:
– Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.
Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat blindøjet begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt den: og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun havde færdedes her sin lykkeligste Tid.
Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Højhed holdt Ajax an og hørte paa Legen.
Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo med hendes høje Ridehat ned over Ørene….
Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa inderlig godt—men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de andre fremmede Mennesker.
De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke kendte til.
Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og blev sky og genert….
Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer sad hun der paa Gærdet midt i Flokken—de væltede sig over hende, baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.
Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin Hest.
Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.
Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.
– Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
– Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.
– De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken.
Anna Lise fik Glasset igen og nejede.
– Prosit, Deres Højhed.
– Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen.
– Tak.
– Farvel. Hendes Højhed red.—Møllehjulet klaprede hen gennem Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære Stamme.
Ved Enden af Vejen saa' man Slots-Parkporten med sine to itubrukne Vaser.
Hendes Højhed red Fod for Fod.
* * * * *
Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var Tanternes Galla-Rober fra Wien.
IV
Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.
Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle Pladser i Balkonen—nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var hængt op under Sommeren.
Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst … Hr. von Pøllnitz var Marquis Posa … Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i Ferien … Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.
Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften halv udfoldet i Haanden i sit Skød—og saa' ikke og hørte ikke. Hun vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.
Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.
Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager. Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.
Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.
Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for høje Legemsdel….
Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge….
Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:
– Kære Ven—man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære Ven"—saa De. Højheden deltog i Applavsen?
Regisseuren kaldte paa Marquis Posa….
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.
Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var vaagnet—midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.
I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen—raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.
Han var hæslig, og hvor tynd—med et fladt Ansigt, kun et Par store, hede Øjne … Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.
Sie waren mein—im Angesicht der Welt, Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen, Mir zuerkannt von Himmel und Natur, Und Philipp—Philipp hat mir sie geraubt.
Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.
Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.
Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i fangende, usynlige Stænger.
– Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa vaagnet.
Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i Mellemakten.
Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.
– En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen og bukkede.
Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord … Ja, sagde hun og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor Dronningen … Ja….
– Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.
Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja—sagde han—Deres Højhed har Ret, den unge Mand er noget heftig….
Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.
– Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.
– Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem Forværelset ned ad Trappen.
Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.
– Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person … Hendes Højhed blot smilede.
De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed slog ned fra Parkens Træer.
– Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag under den frie Himmel.
– Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.
Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange en Draabe.
– Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en Skylle igen … Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.
– Aa—blot lidt fra Træerne….
De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa, saa fuld af Stjerner.
Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen. Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.
– Kør langsommere, sagde Maria Carolina.
De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.
Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i Strømmen.
– Hvor Natten er smuk.
Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i Natten.
Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun kunde dem udenad, nu hvor de kom—de dejlige Ord.
– Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.
De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og glammede.
* * * * *
Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes Haar.
Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring Lysene.
De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og rundt … Hendes Højhed slog til dem: Aa—de Dyr, sagde hun.
Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede….
Ja.
Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til Fængslet … Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt bøjet … Allerforrest, tilhøjre….
Det var ham, han lignede.
De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.
– Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb herind.
* * * * *
Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i vanligt Trit.
Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.
Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim … Det kunde ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron. Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.
Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.
Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.
Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.
– Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa Platformen. Vil De maaske se den idag—her er just aabent?
Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt—med Hatten i Haanden.
– Jeg takker—jeg takker Deres Højhed.
– Steindl—Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren—vis De Hr. Hofskuespiller Kaim op paa Platformen … Udsigten er virkelig smuk….
– Jeg—har hørt det … Deres Højhed….
Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.
Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.
– En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun….
– Og gi'er Kærlighedshistorier i Trykken….
– Horrible, sagde Mlle Leterrier.
– Ja—det var den samme Stemme—kort og vred, som om Mennesket stadig fo'r op mod en Fornærmelse.
Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende Have.
– Ja—sagde hun—Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.
Mundene klappede bums i paa Damerne.
Mlle Leterrier tog Teten: Mais oui—sagde hun—votre Altesse—des vers étonnants….
Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:
– Oui—voilà une madame de Staël sur le thrône….
De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte tilbage til Slottet.
Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen til Hans Højhed Hertugen—Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige foran Ilden—kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante Krog i den gule Sal.
Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.
Hendes Højhed læste Schiller.
Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.
